»Så alle får en chance for at yde det de magter«

screenshot 7Kronik i Arbejderen 21. august 2012:

Se kronikken på Arbejderens hjemmeside ved at klikke her

Vi ser en helt ny formulering af indholdet i begrebet fleksjob, der hænger meget godt sammen med den retorik, som det har været så nødvendig for især Socialdemokraterne og SF at lægge sig til.

KRONIK
af Jan Jakobsen, byrådsmedlem for Enhedslisten, Ringsted

Nysprog i dansk politik skaber den forvirring og den ramme, som både den gamle og den nye regering har brug for, når den skal sikre, at »reformer« (besparelser) på førtidspensions- og fleksjobområdet kan gennemføres »solidarisk«(i ro og orden).

Måske lyder det forvirrende, men faktisk er det ganske enkelt: sprogbrugen gør det umulige muligt!

Overskriften »Så alle får en chance for at yde det, de magter« er et smukt citat af Helle Thorning-Schmidt. Ordene faldt i hendes første store tale som landets statsminister, den såkaldte åbningstale tirsdag den 4. oktober 2011.

Her talte statsministeren om arbejdskraft i fremtiden. Hun sagde:

»Regeringen fremlægger en række af reformer med det fælles formål at sikre mere arbejdskraft. … Derfor vil vi reformere førtidspension og fleksjob. Så alle får en chance for at yde det, de magter …«

Skjønne ord, som gav tro på fremtiden for alle os, der er i tilskudsjob på kanten af arbejdsmarkedet, og for dem, der er »parkeret på førtidspension« udenfor arbejdsmarkedet – som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen ynder at kalde det.

Det var beroligende at høre i forhold til, hvad den tidligere regering havde puslet med omkring fleksjob. Statsministeren distancerede sig fra den tidligere regering ved at give indtryk af den ligeværdige og positive indfaldsvinkel.

Hos den tidligere VK-regering var indførelsen af en incitamentkultur en hjørnesten. De ville indføre en gulerod for at få alle fleksjobbere til at arbejde mere, hvad enten de  kan eller ej.

Mange fleksjobbere var under den forrige regering meget angstfyldte over for dette, men Helle Thorning-Schmidt havde – som det fremgår af formuleringen – ingen antydninger af pres på fleksjobberne.

Så meget større blev chokket, da udspillet til fleksjobreform fra Helle Thorning-Schmidts nye regering blev tilgængeligt.

FLEKSJOB REFORMULERET

Minsandten om ikke indførelsen af gulerod for at få alle fleksjobbere til at arbejde mere nu også her var blevet en hjørnesten i dette reform-udspil. En solidarisk løsning forudsætter lige muligheder på arbejdsmarkedet. De er der ikke.

Der er både en markant større arbejdsløshed blandt fleksjobbere og blandt disse markant flere langtidsledige. Og der bliver stadig flere!

Regeringen eller forligsparterne har ingen planer om at tage initiativer, så der kommer flere fleksjob. Det skaber i høj grad ulighed. Oven i vil størsteparten af fleksjobbere slet ikke kunne benytte sig af den indbyggede gulerod.

Først skulle man tro, at der kun var tale om en delreform, nemlig at der udelukkende blev talt om den gruppe af mennesker, der har et psykisk handicap,

Her kan nogle, som påpeget i reformudspillet, over tid måske få positive ændringer i deres lidelse og dermed også nye muligheder på arbejdsmarkedet.

For nogle i den gruppe giver det altså mening at starte med få timer og så øge timetallet, når betingelserne er til stede.

Men nej, det var ikke en delreform. Reformen sigter på alle.

Uanset handicappets art skal vi underlægges samme lighedspricipper, for det er jo kun ret og rimeligt i et »solidarisk« samfund. Ordene »…alle får en chance for at yde det, de magter…« forsvandt pist væk ud i den blå luft.

Da der ikke var tale om en delreform, blev det til en helt ny formulering af indholdet i begrebet fleksjob. En re-formulering, der i og for sig hænger meget godt sammen med den retorik, som har været så nødvendig for især Socialdemokraterne og SF at lægge sig til for at legitimere deres nye identitet.

Den skal helst knytte an til de kendte begreber, så de efterhånden konfuse vælgere til stadighed kan kende sig selv i det spejl, politikerne prøver at stille foran dem.

Som et lille kuriosum får selv den fortabte Özlem Cekic ved sin hjemkomst fra sit flyverskjul i USA knyttet an til sproget: »Jeg er hjemme i SF. Jeg elsker de mennesker, der hver eneste morgen står op og arbejder for SF. Derfor går jeg ingen steder …«

Jo, retorikken er sandelig vel indstuderet! Den nye parole synes at være: De, der kun vil nyde, skal leve i usikkerhed resten af deres liv. Så kan de lære det, kan de! Ikke et ord om, hvorvidt forudsætningerne for at smøre leverpostejmaden er til stede.

» SOCIALDEMOKRATISK KERNEPOLITIK«

Det er rent faktisk socialminister Karen Hækkerup, der allerede i november 2011 åbner ballet ved at lukke ud, hvad projektet handler om:

»Det er jo gammel socialdemokratisk kernepolitik, at man skal gøre sin pligt og kræve sin ret. Men de to ting hænger sammen, og det er ret vigtigt, at de gør det, for hvis folk kun kræver deres ret, men ikke gør deres pligt, er der ikke noget velfærdssamfund.«

Herefter sjatdrypper det med tidligere nævnte citater, der i bedste, arbejderistiske 30’er-sprog – som det er kendt fra den stalinistisk degenererede sovjetstat – skal skabe den manende ramme.  Og minsandten om det ikke er samme retorik, vi finder i Danmark 2012.

Og hvem er det lige, der jubler allermest? Ja, det er jo naturligvis de borgerlige, der kan sidde med hænderne i skødet og vente på, at de stakkels Socialdemokrater og SF’ere dels gennemfører 100 procent borgerlig politik og dels bereder deres egen undergang.

Ikke engang ulejligheden med at henrette dem bagefter skal man have! De to partier bevæger sig på forbilledlig vis i snorlige rækker mod massegraven: højre, venstre, højre, venstre, højre, venstre –   og lige fedt hjælper det, at vi prøver at råbe dem op med ganske enkle og forståelige tilråb:  Pas på! Stop!

Aldrig er de borgerlige i Danmark nået så langt med så lille en indsats. Aldrig har så få skabt så meget skade. Selv tror de selvfølgelig stadig, at de gør det helt rigtige.

SPROGBRUGEN GØR DET UMULIGE MULIGT

Allerede før Anden Verdenskrig beskæftigede den engelske forfatter George Orwell sig med udviklingen af det engelske demokrati set i lyset af to muligheder: en fascistisk magtovertagelse eller en socialistisk revolution nede fra.

Selv ønskede han det sidste. Det skete ikke, og under og efter krigen funderede han over hvorfor. Det blev til fremtidsromanen »1984«, der udkom i 1948.

I romanen beskriver Orwell fremtidssproget »nysprog«, der med lånte ord er Orwell’s forsøg på at beskrive den bevidste udnyttelse af sprogets forfald for at undertrykke sprogbrugerne.

Vi befinder os pludselig i en situation, hvor solidaritetens og lighedens sprog bruges til det modsatte – ulighed – og til at skabe yderligere modsætninger mellem dem, der angiveligt yder, og dem, der udelukkende skal fremstilles som nogle, der nyder og derfor lægges for had.

Arbejderretorikken bliver til sin egen modsætning, hvor vi kun kan forsøge med de stemmer, vi har, at skrige ud over gader, stræder og torve: Pas på! Stop!

Så alle får en chance for at yde det, de magter.

Forkortet af redaktionen.

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og kronikker, Handicapdebat, Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *