Job-Blog 35: I ja-hattens skygge

»Ja-hatten er pudset og monteret, mine arme er placeret i en position, der ifølge eksperter skulle signalere ultra åbenhed og imødekommenhed. Min sjæl er lutret af musik. Første rensning til de sprøde toner fra “100 Best Adagios” – en proces på op imod 18 timer. Siden 2. bølge af New Age-musik, der skulle fjerne de sidste rester af dårlige tanker. Undervejs læsning af hellige skrifter fra skriftkloge promoveringsguruer og min indre pipfugl transformeres til et overbevisende brøl ud i verden: JEG TROR PÅ MIG SELV. JEG VIL. JEG KAN.
Men stadig intet job.

Føler mig lidt som den gamle høvding i ‘En god dag at dø’. Han satte sig, da han følte, tiden var nær, på bjergets plateau og ventede på at dø. Det begynder at regne. Efter nogen tids eftertænksomhed siger han “This is not a good day to die” og rejser sig for at gå ned igen.
Så tror jeg vil se en film eller læse lidt. Der er jo en dag igen i morgen – og når alt kommer til alt så handler det vel mere om at finde den arbejdsplads, der har brug for netop det jeg kan, end om ja-hatte, åbne arme, selvrenselse og spekulative skriftsteder.«

Nogenlunde sådan lød en af mine statusopdateringer på Facebook for ikke så længe siden.

Ind imellem, for ikke at sige temmelig ofte, får jeg fornemmelsen af at være en del af et spil, hvor vi er sat helt udenfor. Paradoksalt nok bruger den »modpart«, som der ifølge samme modpart slet ikke er, mange ressourcer på at fortælle, at der nok skal dukke et arbejde op. Det gør der bare ikke, hvilket i og for sig er ganske forståeligt. Vi er nemlig mere ens 20.000, der er i den situation, at vi mangler et fleksjob. Vi er desuden i den situation, at der bliver ansat stadig flere til at skabe flere fleksjob. Positivt sagt er det da altid noget, at der bliver skabt beskæftigelse for dem, der skal skaffe flere i fleksjob. Ud over det sker der ikke så meget. Jo i min egen kommune blev der skaffet 36 nye fleksjob i perioden 1. april til 31. 12. 2013 af de tre nyansatte fleksjobambassadører. Set i relation til, at det er finansieret gennem en bevilling fra staten på 1,5 mio. kr. er det ikke imponerende. Det rykker ikke rigtigt.

Jeg er ikke ude efter fleksjobambassadørernes arbejdsindsats, for jeg er ikke i tvivl om, at de gør alt, hvad de kan for at skaffe flere fleksjob på de givne betingelser. Problemet er ikke dem og deres arbejdsindsats. Problemet er nærmere, at man fra centraladministrationens side er fanget i et meget stort dilemma, der hænger sammen med, at man på den ene side hele tiden har vidst, at der ikke eksisterer de muligheder for at skaffe fleksjob, som beskæftigelsesministeren har stillet i udsigt i forbindelse med gennemførelsen af førtidspensions- og fleksjobreformen. På den anden side var målet med “reformen” at skaffe en kontant besparelse på området ved at få placeret flest muligt på så lav en ydelse som overhovedet muligt. Regeringen argumenterer med, at lave ydelser er ok i forbindelse med midlertidige ydelser. Manøvren bliver at få befolkningen til at tro, at ledighedsydelsen er en midlertidig ydelse. Det gør man ved at sætte initiativer i gang, der skal vise at man da gør noget. Her er fleksjobambassadørerne et udmærket visuelt træk, der er med til at vise og legitimere den gode vilje. Min kommune havde man en forventning til med de tre nye medarbejdere kunne skaffe lige præcis 36 nye fleksjob i perioden 1. april til 31. 12. 2013. Det var lige det man ramte, så der var ikke et øje tørt og det bliver ganske svært at argumentere for, at det ikke er nok. Man har jo stempel på at være i mål. Hvad mere kan nogen ønske sig?

Vi kan ikke klandre en regering for at gøre noget forkert, hvis den ikke har andet mål end give indtryk af, at man gør hvad man kan, mens det i virkeligheden handler om at holde flest muligt på lavest mulig ydelse længst muligt. Regeringen har forpligtet sig til en besparelse på reformen. Liberal Alliance har åbent sagt, at de udelukkende er med i forligsgruppen for at sikre, at regeringen får besparelsen hjem (se udtalelse af Joachim B. Olsen i mit indlæg nr. 28).  Hvert nyt fleksjob “skruer op” for udgifterne – og derfor siger det sig selv, at det skal undgås. Vi kan højst kalde det usmageligt og manipulerende. Selv om det efterhånden er blevet populært at sige, at det også er den forbandede regerings skyld, så hjælper en anden – underforstået borgerlig regering – ikke. Den har nøjagtigt samme mål.

Der er ingen vej uden om at skaffe fleksjobbene – i længden. Måske er regeringens mål også at vinde tid, så man “blot får trukket den” til man regner med et nyt opsving sætter i gang. Det er ikke til at vide. Under alle omstændigheder er strategien efter min mening forkert. Frem for alt ville det være vigtigere at gøre mere indsats for at styrke socialøkonomiske virksomheder. Der er ingen tvivl om, at det er noget, der tager længere at skyde i gang, men set i forhold til de “ambitioner” man tilsyneladende har med de nuværende fleksjobambassadører, har det ingen betydning, da en indsats for at styrke socialøkonomiske virksomheder vil sætte flere spor og skaffe flere arbejdspladser til mennesker.

Der er, det ved vi fra tidligere projekter, gode erfaringer med at det er mennesker, der selv har et handicap, der kommer i kontakt med virksomhederne. Det viste bl.a. DHs projekt med barrierebrydere. Det direkte møde skabte nogle helt andre forudsætninger og en helt anden dialog. Brug dog disse erfaringer både i statsadministrationen og i kommunerne, hvisI gerne vil skabe resultater.

Helt ærligt. Det er ikke at jeg har ja-hatten på, der skaber den nødvendige forandring. Den får mig mere til at minde om en naiv klaphat. Brug ressourcerne på at skaffe arbejdspladser, og ikke til at sætte mennesker med handicap af på perronen. Det er blevet sagt mange gange som en velment advarsel – og ser desværre i øjeblikket ud til at være virkelighed.