Job-Blog 28: Den dag i juni vi aldrig glemmer

‘…Rigtig god weekend…’ Sådan slutter Ulla Tørnæs sin Facebook-opdatering lørdag den 30. juni. Mens Tørnæs solede sig i flotte konklusioner om en weekend, der endnu kun var gået halvt, var vi mange, der indtil flere gange måtte tørre næsen… for vi havde grædt. Ikke af glæde over Tørnæs’ ord ‘…Jeg er stolt over aftalen, som er med til at sikre, at flere kan få en tilknytning arbejdsmarkedet…’, men fordi kernen i hendes stolthed gjorde vores liv og fremtid endnu mere usikker.

Dramaet finder, som allerede afsløret, sted lørdag den 30. juni Det Herrens Aar 2012.

Gerningsstedet er en fashionabel adresse på et gadehjørne mellem Boldersgade og Ved Stranden med direkte udsigt over kanalen til Christiansborg og Slotspladsen. Den hurtige vej frem til magtens arne går over Højbro. Der er såmænd kun 2 minutters gang mellen de to bygninger – og udsigten som sagt perfekt.

Man kan fra adressen Ved Stranden 8, hvor Beskæftigelsesministeriet har til huse, skaffe sig et ganske glimrende overblik over, om der er optræk til optøjer eller sågar revolution, inden man sender ministerens Audi A8 3.0 TDI Quattro årg. 2011 ud på den farefulde færd mellem de to destinationer.

Denne lørdag ånder alt dog fryd og gammen, og intet tyder på pøbeloptøjer udenfor adressen Ved Stranden 8. Og dog. For skal sandheden frem, så er der, som på ethvert ægte gadehjørne, stimlet en gruppe mennesker sammen. Ikke noget, der umiddelbart giver anledning at tilkalde politiets indsatsstyrke, men alligevel nok til at trusselsniveauet får et bette nøk opad, for sikkerheden kan aldrig overdrives, når det drejer sig om forsvare landets vise fædre og mødre.

Trusselsniveauet forholdt sig imidlertid stabilt med udgangspunkt i, at der var tale om relative stilfærdige kræfter, der kun stod og talte sammen og kun i ganske ringe grad indikerede noget, der kunne tangere noget subversivt. Kun enkelte håndmalede skilte med betænkelige budskaber som ‘Regeringens politik er asocial & usolidarisk’ havde fundet vej ind mellem den lille flok.

Hvil i fred

Enkelte andre manifestationer som opstillede sorte gravstene med det lakoniske ‘R.I.P.’ – Rest In Peace – påmalet, fortalte at her skete noget sørgeligt. Godt understreget af små blafrende fyrfadslys og sørgende blikke. Dagens mest betænkelige indslag var, da en demonstrant eller måske snarere ballademager tillod sig at stikke skiltet med påskriften ‘Regeringens politik er asocial & usolidarisk’ ind foran et TV-kamera, så det tydeligt tonede frem på skærmen lige bag en kommentator, mens denne med melodramatisk stemme er midt i at forklare den undrende befolkning, at der endnu ikke er sket noget banebrydendende inde i den store bygning.

Og det er vise fædre og mødre, der netop denne dag er forsamlet i det agtværdige ministerium. Blandt dem er foruden omtalte Ulla Tørnæs også Joachim B. Olsen, Nadeem Farook, Mai Henriksen, Eigil Andersen, Mette Frederiksen og Karen Hækkerup. Foruden de to sidstnævnte ministre er det arbejdsmarkedsordførerne fra partierne, der indgår forliget.

Glæde på Facebook!

Alle de nævnte – undtagen beskæftigelsesminister Mette Frederiksen – har efterfølgende beskrevet deres gøren og laden i deres Facebookopdateringer. Og det er interessant læsning. Ikke mindst, hvor meget plads de hver især bruger på sagen – og på hvilke emner.

I og med, at man er deltagere i et forlig, er det naturligvis ‘stoltheden’ over at have været med til at sætte dagsordenen, der går igen i opdateringerne. Der tegner sig et billede af, at jo større tilfredsheden med aftalen er, jo kortere formulerer man sig.

Sætter man det ind på en skala, så kommer Nadeem Farooq ind på en førsteplads. Han klarer sagen med 230 anslag. Andenpladsen løber Mai Henriksen af med. Hun bruger 282 anslag, mens Ulla Tørnæs bruger 591 anslag, Karen Hækkerup bruger 726 anslag og Joachim B. Olsen bruger 1253 anslag. Som nummer sjok kommer stakkels Eigil Andersen. Han har brug for 2844 anslag for at forklare sine handlinger blot nogenlunde.

Lad os tage de lette først. Dem, hvor tilværelsens lethed og tilfredshed med ikke mindst sig selv lyser gennem det skrevne ord.

Nadeem Farooq

Som sagt er det Nadeem Farooq, der slipper lettest om ved det. Han skriver:

“Bredt forlig om førtidspension og fleksjob. Vi målretter fleksjobordningen til gavn for især de lavtlønnede, og vi investerer mere i de unge i stedet for bare at parkere dem på førtidspension. Social og økonomisk ansvarlig aftale.”

Nadeem Farooqs indlæg er nøgternt. Det prøver at fortælle om det, der for Radikale Venstre er målet med reformen: målretning af ordningen til lavtlønnede og investering i unge. Begge dele skal fremhæve partiets sociale ansvar. Det positive ordvalg gør, at vi har svært ved at gå imod indlægget uden at vende argumentationen om og stille modspørgsmålene (hvor bliver investeringen i gamle (fleksjobbere) af? Hvad går for Nadeem skillelinien mellem højtlønnede og lavtlønnede? Hvilken gruppe er den største (manglende proportionalitet)? Hvor kommer pengene fra til at målrette reformen – hav in mente, at ordningen samlet set skal koste mindre efter reformen?) Nadeem husker at bruge de negativt ladede ord ‘bare at parkere dem på førtidspension’. Så er de sidste tvivlere vundet og vi kan tralle videre hele weekenden over det socialt ansvarlige resultat – og, nå ja – det økonomisk ansvarlige i aftalen nævnes da også lige… selv om det i resten af indlægget i pænhedens tjeneste er underspillet.

Mai Henriksen

Mai Henriksen fortsætter i samme stil:

“Så er der forlig om førtidspension og fleksjobreform. Jeg er tilfreds med, at alle nu får mulighed inden for at være en del af et fællesskab! Jeg er også meget tilfreds med at Konservative har sikret at selvstændige kan få et fleksjob. Sygdom og ulykke rammer ikke kun lønmodtagere.”

Her skal retfærdiggørelsen af, at konservative kan være med sættes i fokus, ved at nævne det uomgængelige faktum, at ‘…sygdom og ulykke rammer ikke kun lønmodtagere…’. Kvikt set. Endnu engang skal Konservative legitimere deres egen berettigelse ved at italesætte deres konsekvente kamp for den selvstændige erhvervsdrivende. At enhver erhvervsdrivende vil grine sin røv i laser over den indtjening en selvstændig fleksjobber reelt kan opnå som følge af Maj Henriksens heroiske kamp for sin klasse, kommer hun klogeligt ikke ind på. Det ville stemple den konservative politik som mere et spørgsmål om at være eller ikke være selvstændig frem at være eller ikke være i stand til at overleve. Lidt sjovt at det i høringssvarene er fagbevægelsen, der skal gøre opmærksom på hvor lidt en selvstændig erhvervsdrivende reelt får efter reformen. Indlægget må nærmest rubriceres som: I er snydt, Konservative! Men pænt ser det da ud oven på gulvtæppet!

Ulla Tørnæs

Ulla Tørnæs skriver:

“Efter mange forhandlinger, har vi nu endelig en flot aftale om førtidspension og fleksjob. Venstre fik sat flotte aftryk på reformen, hvor eksempelvis ydelsen til fleksjobbere ikke skal afhænge af, om man er medlem af en A-kasse. Vi har fået en aftale, hvor ingen unge parkeres på førtidspension, men kan få støtte og hjælp i form af et ressourceforløb. Ingen skal tabes på gulvet eller glemmes – alle har noget at bidrage med og det har vi med denne aftale sat fokus på. Jeg er stolt over aftalen, som er med til at sikre, at flere kan få en tilknytning arbejdsmarkedet. Rigtig god weekend.”

De store, flotte ord kommer i front hos Tørnæs. Der males med den store, flotte og fabulerende pensel. Der er plads til et ideologisk angreb på a-kassevæsenet og det fantastiske i at det er skrevet ud af forliget. Igen kommer Frederiksen-dogmet om, at ingen unge parkeres på førtidspension ind på positivlisten. Endnu et dogme som ‘tabes på gulvet eller glemmes’ vinder indpas, for det er jo ganske rigtigt inden for den målgruppe, Tørnæs uden at sige det på nogen måde, har lagt ned over reformen. OG uden at nævne den økonomiske grund reformen bygger på for de, der rammes… altså hvis de engang får et fleksjob. Tørnæs har ikke skyggen af bondeanger over at bevæge sig lidt på kanten af sandheden ved at skrive ‘…jeg er stolt over aftalen, som er med til at sikre, at flere kan få en tilknytning arbejdsmarkedet…’ Den faktiske aftale fortæller intet om, hvor arbejdspladserne skal komme fra. Der er intet at være stolt over her…

Karen Hækkerup

Karen Hækkerup er også i det positive hjørne:

“Så kom reformen i hus. Det er en god reform, fordi den hjælper unge mennesker der kæmper med problemer, så de reelt får hjælp til at få styr på livet og hvis det er muligt, få opbygget en arbejdsevne. Vores samfund skal ikke opgive unge mennesker. Derfor laver vi ressourceforløb, som vil betyde at der samarbejdes til gavn for dem, der ellers uden den rette hjælp, alt for tidligt bliver pensionister. Der er nogle der naturligvis skal have en førtidspension – også som 18 eller 20 årige og det kan man stadig få. Men for nogens vedkommende kan man undgå det, hvis man får den rette hjælp. Og hvis myndighederne samarbejder bedre om hvordan de kan tilrettelægge hjælpen. Er glad for at socialrådgiverne bakker så positivt op!”

Det er svært at skrive noget nyt om Karen Hækkerups indlæg, der på linie med øvrige indlæg ovenfor febrilsk prøver at vride noget positivt ud af reformen. Det bliver til den vanlige lovtale om at gøre noget for de svage. Det er jo positivt og rigtigt, men igen er det manglen på modspørgsmål, som de, der tidligere er nævnt, der udgør forskellen. Det eneste smarte i indlægget er den ‘elegante’ (?) måde socialministeren gør Socialrådgiverforeningen til sandhedsvidne og legitimering for hendes statements. Så må det være ganske vist…

De to sidste indlæg har i det mindste to ting til fælles: de bruger lidt flere ord og de problematiserer forliget lidt mere end de øvrige udsagn. De giver endda begge to udtryk for betænkeligheder ved forliget – og det er her lighederne hører op. For betænkelighederne er set fra hver side af spektret. For at holde linien, så bliver det Joachim B. Olsen, der kommer først, da han jo ikke nåede en førsteplads… ihvertfald ikke, når det gælder anslag.

Joachim B. Olsen

Joachim B. Olsen skriver:

“Den aftale om flexjob og førtidspension som blev indgået her til aften er ikke speciel ambitiøs og det er med det absolut yderste af neglene at LA er med. Vi havde gerne set en langt mere ambitøs reform, men det synspunkt stod vi alene med. Da vi ikke var med i forligskredsen til at begynde med har vi måttet kæmpe hårdt for at få sat vores aftryk på aftalen. Der er ingen tvivl om at de 1,9 miliarder som reformen giver burde være gået til skattelettelser. Men det vidste vi godt ville blive umuligt. Når jeg alligevel mener, at det samlet set er rigtigt, at vi er med, så skyldes det 1) Vi har fået skrevet ind i aftalen at refussionerne til kommunerne skal ændres således, at det ikke længere bliver attraktivt at “parkere” mennesker på førtidspension. 2) Tilkendekommunerne skal i højere grad bære omkostningerne, således at den kommune som tilkender førtidspensionen også bære omkostningen, hvis pensionisten flytter til en anden kommune. 3) Det at vi nu er forligsparti gør, at vi er med med ved bordet, hvis de økonomiske forudsætninger skrider. Dvs at alle de gode forslag vi har flaget i forhandlingerne vil komme i spil. I en sådan situation er jeg mere tryg ved, at LA er i lokalet end udenfor. Men det har ikke været en helt let beslutning.”

Jeg må indrømme, at Joachim B. Olsen ikke kun maler et skønmaleri, men angrer, at reformen ikke er mere ambitiøs. Ordet ambitiøs skal her ses i forhold til de økonomiske mål. Intet sted beskæftiger Joachim B. Olsen sig med de sociale konsekvenser. Fokus er 100% på de 1,9 mia. kr., som er sparemålet med reformen. Ingen skygge af forståelse for eller fokus på de mennesker, som skal betale de 1,9 mia. Skidt med os. Det handler mere om at rage pengene til sig som skattelettelser. Det lykkedes ikke og Joachim B. Olsen må derfor proklamere, at Liberal Alliance påtager sig rollen som økonomisk vagthund og værne om sparekravet. Naturligvis et usympatisk synspunkt set fra min stol. Men i det mindste det mest ærlige indlæg uden så meget ‘unødig’ føleri. Vel meget i overensstemmelse med de neoliberalistiske strømninger, der ligger i partiets undergrund trods alle forsøgene på at iklæde sig en social dragt bl.a. gennem Thyra Franks favnende person og partiets skriblerier på hjemmesiden om en anstændig handicappolitik.

Eigil Andersen

Eigil Andersen må forklare det, han dybest set tydeligt selv anser for uforklarligt:

“Det er en falliterklæring, når man som samfund opgiver unge f. eks. med visse psykiske lidelser og tilkender dem en førtidspension. Unge – der kan hjælpes videre i livet – skal ikke på livsvarig førtidspension. Med den nye førtidspensions- og fleksjobreform forbedrer vi mulighederne for at hjælpe dem til at få et aktivt liv. Mange under 40 år vil i stedet for en førtidspension blive tilbudt et såkaldt ressourceforløb, der skal hjælpe dem i uddannelse eller tilbage på arbejdsmarkedet. Ressourceforløbet er en helhedsorienteret indsats, der matcher den enkeltes behov for hjælp socialt, i sundhedssystemet, på uddannelsesområdet og arbejdsmarkedsmæssigt. Men borgeren skal fremover kun banke på én dør og få tilbudt et samlet og koordineret forløb. Ressourceforløbet kan vare f. eks. 1, 3 eller 5 år, alt efter behovet. Kun for en mindre gruppe vil der være brug for at det skal vare længere end 5 år, hvilket reformen giver mulighed for. Unge under 40 år, der åbenlyst aldrig bliver i stand til at arbejde, kan stadig få førtidspension. Det kan man også, hvis ressourceforløbet ikke lykkes. I forliget lægges der vægt på at skabe bedre muligheder for, at fleksjobbere med en lille arbejdsevne kan få et fleksjob. Samtidig styrkes tilskyndelsen til at øge antallet af arbejdstimer for de fleksjobbere, der er i stand til det, fordi man får en økonomisk gevinst ved at arbejde flere timer. Det vil der dog også være fleksjobbere, der ikke kan gøre, fordi de ikke får det bedre – eller hvor der er tale om sygdom, hvor man langsomt får det værre og værre. Oprindelig var der forslag om, at arbejdsløse fleksjobbere efter to års arbejdsløshed skulle gå ned fra 15.200 kr. pr. måned i ledighedsydelse til 10.300 kr. pr. måned i indtægt før skat. Denne gruppe er den værst stillede af alle fleksjobbere. De kan nu ånde lettet op, bl.a. på grund af SF’s indsats. Arbejdsløse fleksjobbere vil med reformen fortsætte på deres ledighedsydelse på godt 15.000 kr. uden tidsgrænse – men de skal selvfølgelig stå til rådighed for arbejdsmarkedet ligesom hidtil. Hvis man beholder sit nuværende fleksjob, fortsætter arbejdsgiveren med at få det samme tilskud som hidtil og ens løn som fleksjobber er uændret. Men der er naturligvis også punkter i forliget, hvor SF har måttet bøje af for at få et forlig i stand. Sådan er det, når man er en del af en regering og ikke selv har 90 mandater. Hvis man bliver fyret fra sit fleksjob og får et nyt, vil man opleve en indtægtsnedgang fordi det offentlige tilskud nedsættes. Det nedsatte tilskud fra det offentlige gælder også for nye fleksjobbere. Pengene bruges til, at samfundet kan give bl.a. psykisk syge unge en bedre hjælp til nye livsmuligheder. Og de lavest lønnede fleksjobbere – f. eks. en kasseassistent – rammes stort set ikke af indtægtsnedgang, heller ikke selv om de fyres og får et nyt fleksjob.”

Det er sjældent, at jeg har ondt af andre mennesker (højst af mig selv). Det har jeg dog i dette tilfælde – og jeg bliver nødt til at sige det højt og leve det helt ud: stakkels Eigil Andersen. Der er ingen tvivl om, at Eigil Andersen er fuldt bevidst om det mudderbad hans parti har smidt sig selv ned i med denne reform. Bemærk den nærmest morsomme sætning ‘…Og de lavest lønnede fleksjobbere – f. eks. en kasseassistent – rammes stort set ikke af indtægtsnedgang…’ Den er jo – stort set – rigtig!

Eigil Andersen ligger pladask i pølen og er jo nærmest handlingslammet i en grad, der gør at han er nødt til at ty til at fortælle om forpligtelserne ved at være regeringsbærende. Af samme grund kunne lidt fremsynethed og en smule refleksion over, hvordan vi kommer videre fra dette skuffende resultat, have været på sin plads. Når det er sagt, så skal det også siges, at der ikke nogen tvivl om, at SF har kæmpet med den øvrige regering, men er kommet til kort over for de to Social-Liberale regeringspartnere.

En god weekend?

Dette blev en lidt længere beretning om ‘en god weekend’. En lørdag, hvor mange fleksjobberes håb faldt i grus. Dagen med et kynisk forlig med et blåligt skær tungt hvilende over sig Sårene er heldigvis slikket og der er gang i kampen for fuld damp. Vi er mange, der er skuffede over forliget og de perspektiver det giver.

Skuffede over en kvidrende presse, der har leget lydige mikrofonholdere for lige så kvidrende ministre. Der er kun en vej frem. Op på hesten igen og fuld damp på til ministrenes diktatur bryder sammen – hvadenten de kalder sig røde eller er sorte. Eller sagt med Ebbe Reich Kløvedals ord og Henrik Strubes musik: ‘Kampen står og vi kan vinde, men kun hvis vi kender ven fra fjende’.

Dette indlæg blev udgivet i Handicapdebat, Job-blog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *