Jeg er stoppet som formand for DH-Ringsted

Nu er det officielt, at jeg er trådt tilbage som formand for Danske Handicaporganisationer i Ringsted. Jeg blev genvalgt på årsmødet i november sidste år, hvilket jeg naturligvis var glad for. Men efterfølgende har jeg måttet erkende, at kræfterne samlet set ikke står mål med intentionerne. Det har været en svær, men nødvendig erkendelse. Samtidig frigør det også tid til andre og mindre forpligtende “opgaver”.

Det betyder ikke, at jeg stopper med at blande mig i den politiske debat – og da slet ikke i den handicappolitiske debat. Her er der mere end nogensinde brug for enhver tanke og hvert et ord, der kan styrke vores position som mennesker med handicap i samfundsdebatten set ud fra et menneskeligt og inkluderende perspektiv.

Det er et perspektiv, der stadig mere tydeligt træder i baggrunden og erstattes af en økonomitænkning, der mest tydeligt ses i kommunerne. Både generelt, men også i den kommune, hvor jeg selv bor. Det er en ganske betydelig årsag til, at jeg må omprioritere mine kræfter.

Det betyder dog ikke, at jeg vil fortabe mig i min egen sag, men at jeg sammen med andre vil uddrage det essentielle i det utal af sager, der for tiden regner ned over mennesker med handicap og prøver at skabe en stemning af, at vi er for dyre at holde liv i… og iøvrigt unyttige for et samfund, der er ved at indrette sig på at stille spørgsmålet “hva’ koster ded?” ved enhver social udgift.

I sådan en debat vinder enhver udgift til nye motorveje, større lufthavne og infrastruktur, der støtter de “driftiges” muligheder for at kunne berige sig. Det sættes over den enkelte borgers velbefindende, miljøtiltag og klima. Det går især ud over udsatte grupper og ældre medborgere. Altså de grupper, der koster mere for samfundet og derfor ses som udtjente eller unyttige.

Hele situationen påvirker vores syn på os selv og påvirker presset på os. Derfor er der al mulig grund til at spille ind i samfundsdebatten og bryde med den økonomi-trend, der hersker og nødvendigvis må brydes, hvis vi skal have en fremtid som mennesker ved handicap. Intet må være uprøvet, og i denne kamp vil jeg, mest i overført betydning, give en hånd med. Så længe jeg kan beherske det talte og skrevne ord, vil jeg kæmpe for humaniteten imod magthavernes økonomitænkning. Det bliver nok ikke noget smukt opgør, men det er nødvendigt.

Dette er der bedre mulighed for at være en del af, når jeg trækker mig fra andre mere krævende opgaver, der ofte er afhængig af en mere stabil og hurtig indsats, hver gang en situation opstår.

Det er også gået op for mig, at det kan virke hæmmende på yngre kræfters lyst til at blive en aktiv del af det handicappolitiske arbejde, så længe vi er en gruppe af ældre, der bliver hængende på centrale poster. Reelt kan vi blokere for nye muligheder, som vores generation slet ikke ser. Derfor er det vigtigt at vise tillid og se nye tidssvarende muligheder.

Så mange ord fordi jeg i sidste uge modtog et fint brev fra Danske Handicaporganisationers formand, Thorkild Olesen, med tak for min indsats. Vi vil fortsat kæmpe sammen, trække i samme retning og kæmpe sammen med de stærke bevægelser, der heldigvis også er på handicapområdet.

Jeg vil slutte med et gammelt citat af C. V. Jørgensen: “Revolutionen er lige om hjørnet og kan være her hvert sekund”. Om det skyldes min klippefaste tro eller er et udslag af min forhåbentlig aldrig svigtende humor, må den enkelte læser selv afgøre. Måske giver et andet citat et hint. Det er af den tyske revolutionære Rosa Luxemburg, der sagde: “Den, som ikke bevæger sig, bemærker ikke sine lænker”.