Job-Blog 36: Hovedet holder jo ikke op med at drømme

“Den person man er indadtil med ubegrænsede evner og fysik, og så den virkelige person, med alle begrænsningerne. Hovedet det holder jo ikke op med at drømme, selv om kroppen nægter at samarbejde… “

Dette blogindlæg er inspireret af noget, en af mine Facebookvenner engang skrev til mig. Det har sidem rumlet rundt og ikke rigtigt har kunnet finde ro. Det kommer jo utroligt tæt på nogle tanker, jeg tror, mennesker med et handicap er meget tæt på, men som er svære at formulere, fordi de fundamentalt stiller spørgsmålstegn ved vores selvopfattelse og ved den måde andre betragter os på. Det konfronterer os med dilemmaet mellem den, vi gerne vil være og så den faktiske oplevelse, andre har af “os” – både i deres egen optik og i en samfundsmæssig optik.

Der er vel ikke noget underligt i at gribe sig selv i at have drømme, der er totalt urealistiske. Det tror jeg de fleste mennesker kender: at ville bestige bjerge, stå på en scene og fortælle de vildeste jokes, at synge opera trods beevidstheden om, at man ikke har en tone skabt i livet. Men det er jo ikke helt det samme som at have en viden om noget som man rent faktisk godt ved at man kan, men som de ydre omstændigheder enten hindrer eller vanskeliggør. Og her kommer det alvorlige dilemma ind: gabet mellem det, vi selv ved, vi kan og det andre mener det er åbenlyst, at vi ikke kan. Måske fordi de mener at de selv er de egnede og vi ikke er.

Jeg vælger altså at sætte citatet på hovedet og stille spørgsmålstegn ved, om det er os, der er urealistiske eller om det snarere er andres opfattelse af “os”, der er præget af snæversyn og vanetænkning. Et spørgsmål, der ikke kan besvares med enten eller, men alene med et: det er da muligt.

Nogle gange er vi naturligvis urealistiske, fordi vi gerne vil et eller andet for så at vågne op til virkeligheden – at vi ikke magter det. Jeg vil gerne køre på motorcykel. Det ville være muligt, hvis jeg havde de økonomiske ressourcer til det, men det har jeg altså ikke, så det kan jeg godt slå ud af hovedet. Hvis jeg havde, ville jeg hurtigt opdage, at jeg jeg rent faktisk ikke har de fornødne kræfter til at styre den – eller være bange for at køre galt, så jeg aldrig kom ud af stedet… pjevset  som jeg er. Det hører dog stadig med under drømmene, som vi alle har. Citatet i indledningen forholder sig naturligvis også til den situation, at der rent faktuelt sker en glidning i, hvad vi kan og hvilken betydning det har. At vi har kunnet styre motorcyklen, men ikke kan mere. Det må vi heller ikke negligere.

Men hvad med alle de ting, som nok kunne lade sig gøre, hvis vi ikke var underlagt vanetænkning? Hvis vi udfordrer de grænser, som andre beredvilligt sætter op for os som værende vores begrænsninger? Og vel at mærke på et niveau, hvor der ikke skal investeres mange økonomiske ressourcer. Man kan kalde det tillid mellem mennesker eller bare evne til at lytte. Fænomenet er jo ikke ukendt. Det gør sig gang på gang gældende, når vi taler problemløsning. Der er en barriere mellem den traditionelle problemløsning og det, der ofte bliver betegnet som epokegørende nye måder at løse et problem på.

Gode eksempler er socialøkonomiske virksomheder som Specialisterne, Huset Ventura, TV-Glad og en masse andre, som jeg ikke har kendskab til. De udfordrer vores vanetænkning og er da også blevet rost af politikere. Uden at de af den grund er blevet en del af en politisk strategi, men snarere har tjent som enkeltstående eksempler, der har skullet sandsynliggøre, eller lidt grimmere sagt, legitimere en politik. De har med andre ord været brugt som bevis på at det kan lade sig gøre uden at der er kommet andet ud af det.

Det bliver for mange af os en håbløs situation at lande i: at det, vi rent faktisk kan, bliver udstillet som det gode eksempel og som den forventning, der er til os (vores pligt til at stå til rådighed) og så, at der rent faktisk ikke er brug for eller plads til os. Det giver dønninger: gabet mellem kravet om at ville yde, kunne yde og det reelle behov for os som arbejdskraft, som jeg i hvert fald  oplever som ikke eksisterende.

Til det kan vi selvfølgelig ikke sige så meget. Reelt er det, at vi skal stå til rådighed, ikke det samme som at have krav på et arbejde. Fair nok, for det gælder alle ledige, at vi skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvilket ikke er det samme som retten til et arbejde. Blot pligt. Vi har ikke fortrin frem for andre, hvilket jeg heller ikke mener vi skal have.

Det er ikke et udtryk for en fornærmethed fra min side – blot en konstatering af, at vi lever i et samfund, hvor rettigheder og pligter ikke følges ad som i de hedengangne socialdemokratiske dyders dage. Paradoksalt nok, for man ynder jo at trække linjer tilbage til netop denne tid fra den nutidige socialdemokratiske top. Og bruger det, mindst lige så paradoksalt, til at slå alle ulydige oven i hovedet med, mens man docerer, at velfærdsstaten er løbet løbsk. Tak for sangen.

Det er et ganske lille fåtal, der ikke vil yde. Mange af dem kan i virkeligheden ikke – et grotesk faktum, som man vælger at overse, så man nemt og bekvemt kan sætte demm på en lav, midlertidig ydelsee. Det er et flertal, der stiller sig til rådighed, men altså ikke kan finde anvendelse. Også en stor andel af disse placeres på lave midlertidige ydelser. Fokus bliver rent strategisk lagt på de få for at fremhæve de, der angiveligt ikke “vil”. Man gør dem til det store samfundsmæssige problem i stedet for at rette fokus, hvor problemerne i virkeligheden er: i den måde “vi” har valgt at organisere vores samfund på.

“Vi” er reelt nok, for vi er alle en del af et repræsentativt demokrati, hvor vi alle har et medansvar for at bruge vores om end begrænsede indflydelse på at vælge dem, der ligger tættest på det, vi selv mener. Det er altså samtidig et udtryk for et gab mellem holdning og konsekvens. Personligt oplever jeg mange fleksjobbere, der er virkelig frustrerede over ikke at kunne få et job, men som stemmer på nogen, der reelt ikke gør noget for at skaffe jobs.

Allesammen er det med til at vende vreden indad og pege på os selv eller vores handicap som skyldig, uanset om det er reelt eller ej. Følelsen af, at det er os selv er bærer skylden gør, at vi styres ind i baner hvor vi er nødt til at argumentere med vores egne mangler frem for at se vores styrke og de steder, hvor vi kunne bidrage, hvis vi kunne få lov og blev anerkendt.

For mit eget vedkommende giver det sig udslag i, at jeg skriver det ene indlæg efter det andet på min Job-Blog. Mange af dem bliver naturligvis oplevet som hadefulde i tonen over for magthaverne og som bærer af en politisk dagsorden (i det omfang de overhovedet bliver læst). Det er de også med den tilføjelse, at det jo ikke et et must at virke hadefuld i sig selv, men en konsekvens af situationen. På samme måde som jeg ikke oplever de fleste politikere som hadefulde over for mennesker med handicap. Det er blot et udtryk for den frustration, som også findes hos dem. De aner heller ikke, hvad de skal stille op, men så meget mere grund til at invitere indenfor var der vel – og som magthavere burde man vel besidde et større overblik.

Det bør vel være en velkendt sandhed, at magthavere, der ikke forstår at inkludere, ekskluderer – og skaber sig fjender. Helt unødigt og ofte et stort spild af gode ressourcer, der kunne bruges langt mere konstruktivt. Men helt ærligt: jeg har det ikke skidt med at argumentere for noget jeg tror på. Jeg gør min pligt, som mit Jobcenter siger, jeg skal for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og så er det vel okay at jeg bruger resten af tiden på at overbevise andre om, at det er et andet samfund, vi har brug for.

Drømme slutter først, når vi ikke trækker vejret mere. Om de kan bruges i samfundets interesse er ikke noget vi har afgørende indflydelse på.  Men vi kan stadig selv vælge at skabe vores egne platforme. Som det er nu, har markedet den mest afgørende indflydelse på om vi kan bruges eller ej. Større end den vi selv har. Når vialtså lige ser bort fra, hvad vi så skal bruge vores “egen” tid på. Jeg vil bruge min tid på at ændre samfundet, når nu magthaverne ikke synes der er brug for mig og ikke besidder mere fantasi end som så! Heldigvis hindrer mit handicap ikke i væsentlig grad min evne til at være med til at skabe et bedre samfund. En ikke ringe trøst i disse tider!

Dette indlæg blev udgivet i Handicapdebat, Job-blog, Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *