Retssikkerheden har trange kår

Den standende diskussion om de stadig stigende udgifter på handicapområdet har nogle alvorlige konsekvenser, som jeg synes, det er nødvendigt at have fokus på.
Lovgivningen er heldigvis endnu ikke lavet om, selv om det har været et ønske fra KL. Denne organisation har i sin bestyrelse et flertal bestående af Socialdemokraterne og SF. Det fortæller jo en del om, hvad vi kan vente i fremtiden, hvis det ikke lykkes at etablere en stærk opposition til venstre for disse to partier, der kan være med til at holde dem på ret folkelig kurs.
Vilkårene for retssikkerheden er begrundet i, at hver enkel kommune under henvisning til, at de har et serviceniveau tillader sig at tolke lovgivningen, som det passer ind i den enkelte kommunes kram. Resultatet er, at man tolker på noget, som ofte er et helt forkert grundlag. Ofte er det nede i enkeltsituationer, som skal gennem en ankesag for at blive afgjort.
Det er de færreste brugere af det sociale system, der har overskud til at anke. Ofte drejer det sig om familier, der har travlt med at holde sammen på det hele og som ingen steder fra får den nødvendige støtte, med mindre man er medlem af en organisation, der på frivillig basis yder vejledning. De tider er forbi, hvor kommuner tager rådgivning og vejledningspligt alvorligt. Den udmyntes i et fortrykt papir, hvori det hedder at en afgørelse kan ankes. Det betyder, at de mennesker, der ikke har en stor organisation i ryggen, bliver totalt retsløse og må finde sig i kommunernes legen kispus med dem.
Den seneste udvikling betyder i øvrigt, at selv store handicapforeninger har meget svært ved at følge med. Antallet af sager er så kraftigt stigende, at også disse foreninger må sige nej til at påtage sig det store arbejde at udforme klagesager til de Sociale Nævn.
I mange tilfælde kan det også være ligegyldigt, for kommunerne bruger ifølge mine erfaringer deres ressourcer på at undgå at betale for en ydelse her og nu. Begrundelsen kan være nok så søgt. Der er tale om en afgørelse, som kun kan ændres gennem en klagesag, som i øvrigt er uden opsættende virkning. Nogle gange får kommunerne et drag over nakken for en forkert afgørelse, men det sker selvsagt kun i de situationer, hvor en borger formaster sig til at anke en afgørelse – og det er som sagt de færreste. Desuden bruger man også ressourcerne på at beskrive, hvor en lignende situation ikke ligner et tidligere tilfælde, så der er hjemmel til at afgøre noget andet end udfaldet af en ankesag, som en borger har ret i.
Umiddelbart skulle man tro, at man gennem praksisundersøgelser af sagsbehandlingen i kommunerne, som Ankestyrelsen gennemfører, vil være i stand til at opfange urimeligheder i den kommunale sagsbehandling. Det kan vi dog på ingen måde være sikker på. Et godt eksempel er, at Ankestyrelsen på et tidspunkt gennemførte en praksisundersøgelse vedrørende boligændringer. Her undersøgte man sager, hvor borgerne havde fået bevilget det, de havde ret til og man kunne med rette sige, at kommunerne overholdt lovgivningen. Hvad vi imidlertid ikke fik svar på, var, hvordan det så ud med de sager, hvor borgerne ikke fik ret.
Situationerne ovenfor er desværre ikke tænkte, men en praksis, der er godt på ind i den kommunale sagsbehandling. Det rejser spørgsmålet, hvordan vi tackler det. Umiddelbart er der kun et svar: det stiller meget høje krav til de kommunale handicapråd, som vi i fremtiden må have meget mere på banen i overvågningen af forvaltningernes for mig at se noget provisoriske gøren og laden. Vi skal i langt højere grad turde bruge handicaprådene som en kampplads for urimelig sagsbehandling naturligvis set med de principielle briller og uden at gå ind i enkeltsager. Vi skal også gøre brugerne af det sociale system opmærksomme på de redskaber, der findes til at støtte og arbejde for at udvikle disse redskaber med henblik på, at lovene bliver overholdt med hensyn til rådgivning og vejledning. Når kommunerne ikke vil, må det være en statsopgave at stille ressourcer til rådighed.