Fredag den 9. august modtog jeg et meget pænt brev i min e-boks

Det var en indkaldelse til kontrol på intet mindre end “Rigshospitalets klinik for nerve- og muskelsygdomme”. Det var et vældigt informativt brev med en opfordring til at læse det grundigt igennem. Det gjorde jeg naturligvis som den lydige samfundsborger jeg er.

Én ting bed sig særligt fast ved min grundige gennemlæsning af brevet. Det var, hvor der stod: “…Tjek ind ved velkomststanderen med dit sundhedskort. Du skal derefter gå til 7. sal…”

Den sidste sætning havde jeg lidt svært ved. For kan jeg overhovedet gå helt op til 7. sal? Det er langt over 60 år siden, at jeg sidst gik – netop på grund af den muskellidelse jeg nu blev indkaldt til kontrol for.

Mine overvejelser blev hurtigt styret i retning af, at det projekt blev jeg nok nødt til at melde pas over for. Godt nok har jeg hørt, at når man bliver folkepensionist, så har man i princippet ikke noget handicap mere. Den kompensation, man med et handicap har kunnet få før folkepensionsalderen, bortfalder derfor for en stor dels vedkommende.

Måske nok en lidt for kæk konklusion, for jeg kender ingen med hverken muskelsvind, blindhed eller nogen anden form for handicaps, hvor der i praksis er sket nogen forandringer i funktionsevnen, blot fordi man passerer en bestemt dato – hverken i mirakelstaten Danmark eller nogen andre steder her på kloden.

Okay, dette handler om sproget og hvordan vi bruger det. Vi falder alle i den slags fælder og får jævnligt udtrykt os kluntet eller uhensigtsmæssigt. Jeg er ikke særligt overfølsom over for den slags fejl – og synes vi skal tage det fra den humoristiske side, selv om man vel nok måtte kunne forvente lidt mere fra mennesker med en formodet faglig indsigt 😉.

Derfor vil jeg lige “gå” i tænkeboks og prøve at formulere mit svar. Måske skal jeg benytte den klassiske journalistiske formulering, at da jeg er bundet til min rullestol, er jeg desværre ikke i stand til at gå op på 7. sal og må derfor melde afbud 🤣🤣🤣.