Konkurrence fremfor socialstat

Ideologisk er nutidens reformer en brik i spillet om konkurrencestaten mod velfærdsstaten – om menneskers værdi på et marked.

KRONIK

Af Jan Jakobsen, byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted

Om reformen af Serviceloven siger Venstres socialminister Karen Ellemann selv, at den skal gøre det lettere for sagsbehandlere at administrere og nemmere for borgere at overskue loven. Ministeren siger også, at reformen skal sikre en indsats, der modsvarer borgernes behov.

Allerede i dag er der store problemer med retssikkerheden. Det skyldes kreative kommunale tolkninger – ofte stik imod lovgivningen – som det ses af afgørelser i både Ankestyrelse og tilsynsråd. Blandt andet Muskelsvindfonden har gjort ministeren opmærksom på ulovlighederne.

Endelig skal reformen give kommunerne bedre muligheder for at vurdere de indsatser, der skal til, for at opfylde borgerens behov for hjælp ud fra et samlet katalog over muligheder.

“Reformen af Serviceloven har klar retning: Et ideologisk opgør med socialstaten mikset med KL’s krav om nedskæringer.”

Både denne og andre reformer har klar retning mod konkurrencestaten. Et ideologisk opgør med socialstaten mikset med KL’s krav om nedskæringer.

Naturligvis siger ministeren det ikke sådan, men holder sig til drømmen om at sætte mennesker i stand til at klare sig selv – båret af lige dele humanisme og liberalisme.

Det er en illusion, at vi alle kan gøre nytte på et marked, men for kapitalismen er det et krav at vurdere os efter denne værdi. Kapitalismens fortsatte udvikling sikres kun ved at minimere de sociale udgifter over for ikke mindst uproduktive grupper.

En konflikt med humanismen, der stadig er en vigtig værdi, giver dog et dilemma, der gør, at man indtil videre farer frem med lempe. Trods skær af idyl og samarbejde er velfærdsstaten produktet af modsætninger mellem klasser. Et faktum, der er tilsløret i opgangstider, men tydeligt i dag.

Velfærden knækker under krav om afskaffelse af sociale sikkerhedsnet, som Venstre, de øvrige liberalistiske partier og også Socialdemokratiet er bærere af i denne nye, skarpe udvikling.

Da mange danskere stadig støtter velfærdssamfundet, skulle man tro, at udviklingen medfører folkelig mobilisering imod reformer, men endnu har de ikke skabt liv på barrikaderne.

Mennesker med handicap er kun en lille del af dem, der bliver ramt af nedskæringer forklædt som “reformer”. Alligevel er vi en vigtig brik i forandringen og i samarbejdet med andre, der også arbejder for mindre social ulighed.

Vi kan gøre konsekvenserne af konkurrencestaten konkrete, fordi grupper blandt os i særlig grad er udsat. En vigtig opgave er at vende handicapsager i pressen. De er stadig enkeltsager, der nok taler til empati og forargelse, men de rykker ikke ved det generelle syn på handicap.

Kun vi kan sikre, at det sker. Det skyldes ikke mindst KL’s offensive billede af, at handicappede er forkælede, vil have nyeste hjælpemidler, er gøgeunger, der stjæler fra andre områder, og at området iøvrigt er “ustyrbart”. Mennesker har i sig selv ingen værdi.

RETSSIKKERHEDEN

Et forslag er, at det kommunale provenu inddrages, men ministeren vil ikke gøre op med praksis.

Jeg sidder selv i et byråd og ved, at kommunerne er økonomisk klemt. Det gør det dog ikke legitimt at løse problemet ved at begrænse retssikkerheden ved ensidigt fokus på økonomi.

Økonomien løses reelt ved, at kommunerne italesætter deres situation og holder fast i, at de skal sikre borgerne støtte – og ikke presse dem ud over lovens rammer økonomisk og menneskeligt.

Vores opgave er altså også at sikre et pres imod det økonomiske syn, der udskiller mennesker som nyttige eller unyttige individer for samfundet. Ellers ser det sort ud for en meget stor gruppe med nedsat værdi på arbejdsmarkedet som følge af handicap, af sygdom eller af sociale årsager.

Som mennesker med handicap må vi erkende, hvor vi hører til i de grundlæggende klassemodsætninger.

Vi skal sikre brede bevægelser, men vi, som er aktivt kæmpende socialister, må også være med til at sætte retningen hen imod fælles overlevelse og et opgør med den konkurrencestat, hvis tankegang og evne til handling er til stor fare for fællesskabet.

Jan Jacobsen er handicapaktivist og medlem af ledelserne i Muskelsvindfonden og Danske Handicaporganisationer, men udtaler sig her for egen regning. 

.