Der er et liv før døden

Debatten om aktiv dødshjælp blusser endnu engang op med Troels Kløvedals udmelding om, at han selv har fået A.L.S. og derfor går ind for aktiv dødshjælp. A.L.S. er en muskelsygdom, der langsomt, men sikkert lammer kroppens motoriske funktioner over en iøvrigt varierende tid.

Det værste vi kan gøre som mennesker er at stille os til doms over andre menneskes livssituation og ikke mindst de konklusioner, vi hver især drager. Derfor vil jeg heller ikke diskutere, om det er godt eller skidt, at Troels Kløvedal har skiftet holdning og nu går ind for aktiv dødshjælp. Respekt for det.

Som for alle andre mennesker er det, når der opstår en uhelbredelig sygdom, nødvendigt, at man har mulighed for at tage stilling til sit liv og kunne gøre det, som vi hver især mener er rigtigt for os. Lidt højstemt er det jo ganske rigtigt, når selvmordet i filosofien bliver kaldt det mest essentielle, vi skal tage stilling til.

Det handler om at tage stilling til, om dagen i dag er værd at leve – og for nogen bliver svaret en dag et “nej, det er den ikke”. Nogle sætter handling bag og tager deres liv. Det sker ikke bare lige. For nogle sker det efter mange år, hvor svaret har været, at dagen ikke er til at leve.

Så enkelt er det ikke for en menneske med et svært fysisk handicap. Vi, der har et alvorligt handicap vil ofte have brug for andres hjælp til at tage vores eget liv, fordi vi fysisk er ude af stand til det selv. Vi har ikke helt samme muligheder, og det er her snakken om aktiv dødshjælp kommer ind.  Men det er ulovligt at medvirke til. Derfor kommer der med jævne mellemrum denne diskussion.

Sagt med det samme: drejer det sig alene om rent fysisk hjælp til at tage sit liv under forudsætning af, at det helt sikkert er den døendes egen beslutning, har jeg intet mod aktiv dødshjælp – eller som det bliver omtalt som, i dette tilfælde, assisteret selvmord. Det er så det samme som at få hjælp til hygiejne og anden praktisk hjælp.

Min bekymring går nærmere på, hvile udefra kommende påvirkninger, der kan lede til beslutningen om, at livet ikke er værd at leve. Hvordan påvirker belastningen på en familie? Økonomi? Pres fra det øvrige samfund om fx., at mennesker med et handicap er en økonomisk belastning belastning for samfundet? Religiøse forældres tro på at deres barn får et bedre liv i himlen end ved at få den nødvendige og livsforlængende behandling.

Min  anden bekymring går  på, om de foranstaltninger, der gør det reelt at vælge livet og skaber forudsætningerne for, at livet kan kaldes et liv, nu også er til stede i tilstrækkeligt omfang. Det gælder hjælpere, hjælpemidler og meget mere, der ofte er individuelt, sikrer de nødvendige rammer og gør valget reelt.

Altsammen tænkelige scenarier, der spiller ind på en helt fundamental stillingtagen til ens eget liv, som jeg synes er helt nødvendigt at diskutere.

Der er et liv før døden. Alle har ret til at vælge dette liv og få så meget ud af det som muligt. Alle har også ret til at vælge det fra uden moralsk indblanding og opstød fra andre. Vi skal “bare” sikre os at valget bygger på reelle forudsætninger – og her er der lang vej endnu.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet). Aktiv i Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg, formand for DH I Ringsted. Tidligere formand for Ringsted Handicapråd og tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Debat om aktiv dødshjælp, Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *