Konflikt bærer langt fra hele skylden for dødsfald

Situationen på respirationscentrene hænger også sammen med, at det er vanskeligt at få udsluset reelt færdigbehandlede patienter til eget hjem.

Af Jan Jakobsen

Ringsted

Medlem af Muskelsvindfondens bestyrelse.

Sagen omkring en 58-årig mand, der døde 16. maj på Odense sygehus, har efter medieomtale givet styrke til et krav om at gribe ind i den verserende arbejdsmarkedskonflikt, men løser det problemet?

Manden døde af den aggressive muskelsygdom ALS, fordi han ikke i tide blev opereret i halsen, så han kunne trække vejret ved hjælp af en respirator. Der er tale om en meget tragisk hændelse, og der er for mig ingen tvivl om, at forkerte vurderingen i forbindelse med konflikten af alvoren for denne patient kan have indflydelse på dødsfaldet.

Ikke hele skylden

Konflikten bærer dog langt fra hele skylden. De lange ventetider på indlæggelse på de to respirationscentre i øst- og Vestdanmark er en meget væsentlig årsag. Allerede tre måneder forud for konflikten var nævnte patient på venteliste til indlæggelse på Respirationscenter Vest. De lange ventelister er politikerne på Christiansborg for lang tid siden blevet gjort opmærksomme på blandt andet gennem den bekymring for problemerne, som Muskelsvindfonden har givet udtryk for.

Så sent som på Muskelsvindfondens Landsmøde i april advarede formanden Evald Krog mod,at der kunne opstå den situation, der førte til det tragiske dødsfald på Fyn. Evald Krog kædede ikke situationen sammen med en arbejdskonflikt, men med det faktum, at der ikke er kapacitet nok på de to respirationscentre. I en pressemeddelelse fra landsmødet hedder det bl.a.: ”…Kapaciteten på Respirationscentrene er for lille, og det har alvorlige konsekvenser for os der har svært ved selv at trække vejret. Vi oplever i Muskelsvindfonden, at vores medlemmer ikke kommer til, før det er for sent, siger Evald Krog, der derfor vil have øget kapaciteten på respirationscentrene…”.

Situationen på respirationscentrene hænger igen sammen med, at det er vanskeligt at få udsluset reelt færdigbehandlede patienter til eget hjem. Der er vanskeligheder med at rekruttere og få uddannet de nødvendige hjælpere, som skal til i forbindelse med brug af respirator. Denne del af problematikken arbejder Folketinget i øjeblikket på at løse gennem en forbedring af handicaphjælpernes løn- og arbejdsforhold. Der er ingen tvivl om, at en manglende lønudvikling på dette område sammen med en rekordlav arbejdsløshed også har betydning – så meget afhænger også af, om det lykkes at finde en fornuftig løsning her.

Kan opstå igen

Tilbage står, at politikerne på Christiansborg også må løse den uholdbare situation på respirationscentrene – for en lige så tragisk situation kan opstå igen… med eller uden konflikt på arbejdsmarkedet.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet). Aktiv i Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg, formand for DH I Ringsted. Tidligere formand for Ringsted Handicapråd og tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og kronikker, Handicapdebat. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *