Hvor langt ud skal vi, før de drukner?

Både min computer og min Ipad er nogle af mine vigtigste arbejdsredskaber og hjælpemidler i hverdagen.

Både min computer og min Ipad er nogle af mine vigtigste arbejdsredskaber og hjælpemidler i hverdagen.

Vi er forsamlet til handicaprådsmøde.

Et af punkterne på mødet er en borgerhenvendelse af generel karakter, som DH-siden af rådet havde modtaget. Henvendelsen går på Servicelovens § 100. Den er foranlediget af, at kommunen i forbindelse med genvurdering af merudgifter skriftligt kræver dokumentation for disse. Borgerens henvendelse til DH går på, om dette kan være lovligt, da Serviceloven taler om sandsynliggørelse af merudgifterne – og ikke dokumentation.

DH beder naturligvis om at få sagen på dagsordenen. For at underbygge vores sag vedhæfter vi et bilag, som udviklingschef Jørgen Lenger også havde henvist til, da han igen igen beskrev problematikken omkring merudgifter i slutningen af 2011 på Muskelsvindfondens hjemmeside.(http://muskelsvindfonden.dk/Handicappolitik/Sider/Kommunernemå(fortsatikke)krævedokumentationformerudgifter.aspx

I bilaget pointerer socialministeren at ‘…”Efter servicelovens § 100 er der ikke krav om, at borgeren skal kunne dokumentere alle nødvendige merudgifter. Borgeren skal alene sandsynliggøre de nødvendige merudgifter, der følger af funktionsnedsættelsen. I forlængelse heraf fremgår det af den gældende vejledning, Vejledning om særlig støtte til voksne (vejledning nr. 10 af 15. februar 2011), at modtageren af ydelsen i forbindelse med kommunernes opfølgning bør kunne sandsynliggøre de væsentligste udgifter, som han/hun har haft…’ Bilaget indeholder desuden en del om §96 og udgifter til at have hjælpere i sit hjem.

Sagen kommer med – dog som en orienteringssag fra forvaltningen sidst på dagsordenen. Den redegørelse vi mundtligt modtager fra en indkaldt, kompetent embedsmand, lyder nogenlunde sådan her (da den ikke var skriftlig er det temmelig svært at gengive nøjagtigt):

Bilaget fra Socialministeren handler mest om udgifter vedrørende hjælpere efter §96 lød argumentationen i første bølge.

Men, replicerer vi, slår ministeren ikke temmelig kraftigt fast, at praksis med at forlange dokumentation i forbindelse med §100 er ulovlig?

Nej, det er ikke specielt tydeligt og det går jo stadig mest på §96. Hvis det er et ord, det handler om, kan forvaltningen da godt ændre ordet dokumentation til sandsynliggørelse. Det vil dog ikke ændre ved det krav om dokumentation, som man møder borgeren med også i fremtiden.

Embedsmanden fremfører yderligere som argument, at grunden til at lovgivningen ikke taler om dokumentation, men om sandsynliggørelse, er, at loven ikke er revideret siden man indførte den. På den baggrund var det før vanskeligt at dokumentere. Det kan borgerne dog godt nu, hvor loven har fungeret nogen tid. Det ligger i undertonen i udtalelsen, at ordet bliver ændret ved en lovrevision – og kommunen blot er på forkant med denne handling.

Man har iøvrigt fra forvaltningens side en forpligtelse til over for politikere og borgere at dokumentere, hvad skatteborgernes penge går til.

Den slags argumenter ynder ansvarlige sparepolitikere fra højre til venstre at høre, så fra det argument af er der intet mere at diskutere – og vi kommer ikke videre.

Det rejser for mig at se en række spørgsmål:

1) Hvor bliver retssikkerheden af her i landet? Politikerne skal spare og ser på den baggrund gennem fingrene med embedsværkets selv meget kreative tolkninger af lovgivningen.

2) Jeg ‘fornemmer’ en politisering af embedsværket, som politisk er accepteret, fordi det loyalt understøtter den nedprioritering af social- og handicapområdet, som i øjeblikket pågår. Hvad gør vi ved det?

3) Et handicapråd er et samarbejdsorgan, men det bliver jo væsentligt hindret, når politikere og forvaltning ikke respekterer lovgivningen. Kan det virkelig være meningen, at vi som lokal DH-afdeling skal opfordre alle borgere, der får en §100-afgørelse, om at anke sagen fordi man behandler sagen på forkerte forudsætninger?

4) Før i tiden var politikere borgernes ‘vagthunde’ i forhold til sagsbehandlingen og overholdelse af lovgivningen. Det er nærmest totalt fraværende i dag. Hvad stiller vi op i den situation?

Jeg har valgt her kun at beskrive et enkelt tilfælde. Det er ikke et enkeltstående tilfælde, men desværre kun et ud af mange. Vi står med ‘et fænomen’, som vi er nødt til at reagere på.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *