Tanker efter et bestyrelsesvalg

Lørdag 25. maj var der Landsmøde i Muskelsvindfonden. Søndag 26. maj blev det første repræsentantskabsmøde afholdt for det nye repræsentantskab. Det var det konstituerende møde, hvor den nye bestyrelse blev valgt.

Jeg var så heldig endnu engang at komme ind i bestyrelsen og tager nu fat på min sjette periode. Det kan godt give anledning til nogle tanker, og selv om der ikke er nogle nye store åbenbaringer i det (højst nogle præciseringer) vil jeg gerne ‘dele’ lidt af mine overvejelser her. De går naturligvis på, hvordan vi bliver ‘behandlet’ i samfundet, men i særdeleshed også på, hvordan vi selv handler.

Den mest frustrerende situation, vi kan stå i, er at være sat uden for indflydelse. At stå på sidelinien med følelsen af, at der bliver handlet med os uden mulighed for blot at blive hørt, når vi pipper: stop lige en halv! Det er nu aldrig en situation, som Muskelsvindfonden har stået i, og jeg tror heller ikke, det sker. Det er dog en god ide hele tiden at være opmærksomme på, at indflydelse ikke er noget vi har fået i vuggegave, men noget vi skal kæmpe os til – hele tiden. Resultaterne er afhængige af, at vi gør det godt nok – hver eneste dag.

Der er ingen tvivl om, at både de såkaldte ‘reformer’, der er gennemført, og de reformer, der er på bedding, giver alvorlig grund til bekymring.

Der er heller ingen tvivl om, at de sager, vi i øjeblikket ser ude i kommunerne, hvor man uden belæg i lovgivningen fratager borgere hjælp, også er stærkt bekymrende. Ankestyrelsen har heldigvis i nogle tilfælde fået stoppet de mest åbenlyst lovstridige beslutninger, men dem kan vi ikke anse som sejre. Det er kun et øjebliksbillede af, at lovgivningen og intentionerne med den på nogen områder stadig fastholdes. Det er vigtigt, at vi konstant forholder os til, når kommunerne forsøger at ‘hoppe over hvor gærdet er lavest’ og er ude i snavsede tolkninger eller direkte lovbrud.

Det værste, der kan ske, er at vi ender i handlingslammelse og sortsyn – at vi bliver pippere uden indflydelse. Sådan er situationen dog ikke. Der tegner sig også muligheder for at komme igennem og manifestere os – endda opnå sejre. Skal det lykkes, så er der imidlertid al mulig grund til at sige stop en halv! Ikke mindst, hvad angår os selv og vores initiativer for at kæmpe os nærmere vores mål. For vi må også påtage et vist ansvar for både sejre og nederlag – og ikke mindst de perspektiver, der tegner sig i fremtiden. Der er grund til at se kritisk på både det socialpolitiske spil, der foregår i øjeblikket, og på vores egen rolle i det.

Det er ikke enkelt, og der er slet ikke frit valg på alle hylder. Der er en lang række udefra kommende faktorer, der spiller ind på situationen.

Et godt eksempel er, at regeringen, godt bakket op af den endnu mere borgerlige opposition, med de ‘reformer’, der gennemføres i øjeblikket, helt grundlæggende tager fat på at bringe de offentlige udgifter så langt ned som overhovedet muligt. Det er ikke sjovt, for det går både ud over arbejdsløse, mennesker med kronisk sygdom og mennesker med handicap og en række andre grupper. Regeringen kommer igennem med det, fordi det jo er let at få opbakning til det fristende synspunkt, at ‘vi betaler for meget i skat’. Det hører dog også med i fortællingen, at ‘reformer’ og nedskæringer ikke kun sker i Danmark, men i hele Europa. EU-administrationenss budskab til alle lande er: skaf jer af med jeres sociale udgifter. Det er imidlertid værd at hæfte sig ved, at landene hver især selv vælger deres metoder.

Et andet eksempel er, at man taler meget om den såkaldte krise. Ofte bliver ikke alene vi, men alle lovet, at når først krisen er overstået, så ser det hele meget lysere ud igen, og så skal der nok blive en bid af kagen igen – også til os. Jeg hører ikke til dem, der tror, at vi blot skal læne os tilbage og vente på de gode tiders genkomst. Når alt kommer til alt, så er kriser ikke noget ukendt fænomen i den nutidige samfundskonstruktion. Ingen grund til stor panik af den grund. Krise er en af de mere permanente betingelser, vi nærmest altid har haft at lave handicappolitik på. Dette til trods er der kontinuerligt opnået forbedringer for handicapbevægelsen. Det er ikke mindst værd at holde fast i, at det er lykkedes at tilkæmpe os acceptable resultater,  også selv om det ikke ligefrem har været lutter opgangstider. Omvendt mener jeg heller ikke, at der er belæg for at sige, at opgangstiderne, som de fremstod op gennem de første år af 2000 rent faktisk gav noget helt ekstraordinært til os. Det er værd at huske, at Fogh-regeringen allerede før krisen satte ind, var i gang med at forberede eksempelvis anslag mod fleksjob.

Naturligvis spiller den dybe krise, vi oplever i øjeblikket, ind på vores muligheder for at opnå resultater. Det betyder bl.a., at vi selv må prioritere og være målrettede. Det er ikke let, for det kræver et fokus på få og prioriterede områder. Det skal være en benhård udvælgelse, og bliver derfor desværre også på bekostning af andre mål, vi gerne vil nå. Vi kan ikke alt, så vi må tage opgaverne skridt for skridt. Det vil komme til at gøre ondt på andre områder, men det er farligt, hvis vi spreder os så vidt, at vi netop ender i småpip.

Et eksempel på en vigtig prioritering kan være tilkendelsen af handicapbiler. Her kan vi ‘bidrage til samfundskassen’ ved, at vi bider os fat i de sindssygt lange sagsbehandlingstider ude i kommunerne, hvor man nærmest starter forfra med en bevillingsprocedure selv ved meget oplagte diagnoser og situationer som både sclerose og muskelsvind. Et krav om afbureaukratisering er nemt her, for reelt har kommunerne allerede det nødvendige redskab i form af en ‘tro og loveerklæring’, kommunerne kan bruge ved genbevilling. Det ønsker man dog ikke, for tænk nu, hvis nogen med en varig, nedsat funktionsnedsættelse havde snydt sig til en bil sidst. Vi har medvind på afbureaukratisering og området er af vital betydning for langt den største del af Muskelsvindfondens medlemmer. En målrettet og veltilrettelagt indsats her kan føre langt på relativ kort tid og vi ville nå et mål, der så kan erstattes af et nyt.

Et andet eksempel på en prioritering kan være tilkendelse og administration af BPA (Borgerstyret Personlig Assistance). BPA er også vital for mange af vores medlemmer. At administrationen er alt for forskellig ude i kommunerne, er ikke ubekendt for Christiansborg-politikere, så også her vil en målrettet og veltilrettelagt indsats på relativ kort tid kunne tilvejebringe den nødvendige ensartethed i kommunerne. Igen med en voldsom afbureaukratisering til følge. Nogle vil kalde dette for lavthængende frugter. Måske, men det er samtidig eksempler på hårknuder, der var fremme i sidste valgkamp – og intet er sket, så egentlig lavthængende frugter kan det ikke være.

En lidt hårdere kamp, som kunne være det tredie indsatspunkt, er skabelse af arbejdspladser i form af fleksjob. Lige nu er der i kommunerne mere incitament til at bevare os på lavindkomster svarende til en kontanthjælp, end at gennemføre den jobskabelse, der lå i forarbejdet til den såkaldte reform af førtidspension og fleksjob, og som har været en alvorlig mangel lige siden vedtagelsen. Det bliver sværere at komme igennem med et krav om jobs, men det er og bliver en forudsætning, hvis ‘reformen’ skal give mening og sikre borgere med handicap den grundlæggende tanke, som var ‘reformens’ præmis: ‘en del af arbejdsfællesskabet’! Vi kan her godt få medvind efterhånden som det bliver åbenlyst, at mange mennesker med behov for førtidspension eller fleksjob uretmæssigt bliver skubbet ud af ‘målgrupperne’.

Det vigtige er, at vi bider os fat i få mål (højst tre ad gangen) og følger dem til dørs. De skal være lette at argumentere for. Vi skal lære af regeringen og de enkle argumentationsformer både den og en mulig kommende borgerlig regering bruger. Når målene er vinget af som gennemført, tager vi fat på nye mål.

Alt dette ligger i god forlængelse af de strategiske mål, der blev sat i Muskelsvindfonden for 2012/2013. De strategiske er mere omfattende og samtidig mindre detaljerede end de politiske mål, jeg her har fokuseret på og finder bør prioriteres.

Som en slags sidebemærkning er der vel grund til at nævne, at det er på høje tid, at vi får vores mål omsat i konkrete handlinger. Vi har med et kommunevalg lige om hjørnet en rigtig god chance for at påvirke debatten om handicapområdet. Handicappolitikken har sin primære skueplads ude i kommunerne. Kommunevalget er blot ét middel, som vi her og nu skal bruge til at påvirke både politikere og ikke mindst borgere til at indse bl.a. det spild, bureaukratiseringen i kommunerne medfører.

Det er vigtigt for vores egen skyld, at vi er i stand til at agere meget målrettet. Det vil jeg arbejde for i bestyrelsen: at vi tør prioritere, at vi tør holde fast og bl.a. omsætter det i handling frem mod kommunevalg 2013.