1. maj-tale i Ringsted 2013

1. maj. Nogen kalder det en kampdag. Jeg kalder det en status over, hvad vi nåede med alle kampene siden sidst. Og kampe har der såmænd været nok af. Ikke mindst, når vi stadig holder fast i, at vi vil have et solidarisk fællesskab. Se, dét er en kamp – og det er en kamp værd.

Statsministeren sagde i sin nytårstale: Danmark er gået reformamok! Gået amok. Hun havde en slet skjult stolthed i stemmen, da hun sagde ordet: reformamok! Men det er slemt, det der ‘amok’, fordet dækker over en række spareøvelser, der skal bryde med velfærden og bringe orden i huset. Altså økonomisk orden!

Det skal give kapitalejerne lyst til at lege videre, så vi kan få gang i hjulene igen med udsigten til nye fortjenester som guleroden. Virksomheder skal begunstiges. Det offentlige forbrug skal slankes. Vi har lige set det med lærernes overenskomst. Andre kommer efter. Næste gang er det FOA, sygeplejerskerne og pædagogerne, man går efter.

Skatterne skal ned, så vi har mere at forbruge af. Vi skal producere os ud af krisen. God gammeldags borgerlig krisepolitik. Jernladyen Margaret Thatcher, der døde for nylig, gjorde det i England i 80’erne. Hele Europa fortsætter stilen i dag– overalt skæres der på de sociale budgetter. Helle Thorning Schmidt følger i jernladyens spor.

Der er ingen kære mor – og reformerne ruller. Skattereform. Førtidspensionsreform. Fleksjobreform. Sygedagpengereform. Kontanthjælpsreform. SU-reform. Alle reformerne har udset sig grupper, som man så systematisk forringer levevilkårene for. Det er arbejdsløse, det er syge, det er mennesker med handicap og det er de studerende.

Og målet det er at give skattelettelser til de bedst stillede og erhvervslivets ejere. Det er de i forvejen dårligst stillede, der skal betale for de bedst stillede. Det er den omvendte Robin Hood.

Noget er der da at ‘glæde’ sig over. Regeringen og højrefløjen har lige vedtaget at fjerne afgiften på øl og sodavand. Mest fordi grænsehandelen gik ud over salget i danske butikker. Så ser man lige stort på folkesundheden og giver millarder til at fjerne afgifter. Sundhed er en kommunal opgave. Man hælder bogstaveligt talt nye udgifter ud over de kommunale budgetter i stedet for at sætte sundheden i fokus.

Det er netop i dette kommunale landskab med flere opgaver, lavere budgetter og stadige løfter fra Venstre og den øvrige højrefløj om lavere skatter, at vi skal finde et nyt fokus i vores kommune. Der er kommunalvalg til efteråret. Det kommer meget til at handle om økonomi. Sund økonomi kalder man det.

Enhedslisten vil hellere sige sunde mennesker. Et sundt miljø. En god skole. I det hele taget en vision, om hvordan vi kan leve – med eller uden økonomiske kriser.

Det er nemlig et faktum, at kriserne fylder mere end de gode tider, som vi altid bliver stillet i udsigt. Jamen, husk, hvordan det var sidst: det gik godt i en årrække uden at nogen egentlig lagde mærke til det. Fløden blev lige så stille skummet af kapitalejerne og anbragt andre steder indtil det boblede – og boblen brast. Så gik det til gengæld hurtigt: krisen kom nærmest fra den ene dag til den anden.

En vision om, hvordan vi kan leve. Vi har en god kommune. En kommune med masser af muligheder. Ikke mindst i det utroligt varierede opland og landsbyer, vi har, hvor der er store muligheder for at producere økologisk, eksperimentere med livsstil, skoleformer, pædagogiske tilbud, kollektiv trafik, vedvarende energiformer, grøn produktion, bæredygtig udvikling, kooperative og socialøkonomiske virksomheder osv. Prøve at tænke lidt længere, end at vi er nødt til at trampe på nogen, for at andre kan få det godt.

Hvor vi tør sige, at vi godt ved, at det koster lidt skattekroner, men det vil vi godt ofre på, at ældre får gjort anstændigt rent og at de, der ikke kan klare det selv, kan komme i bad hver dag, hvis de ønsker det.

Hvor familier med handicappede børn får en kompensation og støtte, så også de får et godt liv.

Hvor vi bevarer lærernes arbejdstidsaftale, nu hvor regeringen har lavet et balanceret indgreb mellem det, regeringen mener og det, KL mener.

Hvor vi siger: vi vil udvide demokratiet – og vil involvere og aktivere lokalt i fællesskabet. Vi vil give indflydelse og ansvar i stedet for at beskære det.

Hvor vi godt tør sige til vore kommunalt ansatte, at vi synes, det er både godt og vigtigt for os alle, at de forholder sig kritisk til deres arbejdsplads og vores kommune.

Hvor vi siger: ingen skal falde i et dybt hul på grund af, at de falder for dagpengereglerne. I stedet må vi så lave en ny regel: vi skal finde et job til dem!

Sådan er det ikke i dag. I dag er man optaget af at effektivisere, omorganisere og modernisere (det er KL-ord for nedskæringer). Og de går igen – ikke kun blandt embedsmænd, men også blandt politikere, der mere og mere kommer til at lyde som embedsmænd med deres bundlinieregning.

Samtidig skal en ny offentlighedslov bremse mulighederne for at kigge både politikere og administration over skulderen. Det betyder også mindre demokrati.

Det skal vi stoppe – det gør vi kun ved at få et helt andet flertal, der er optaget af, at vi kan gøre dette bedre, hvis ikke kommunen er Venstre-domineret. Der er et samarbejde hen over midten i øjeblikket, men det er ikke til fordel for dem, der har det værst. De stadige nedskæringer for at skabe balanceret økonomi, har en voldsom social slagside.

Det er populært blandt kommunalpolitikere at sige: det er ikke os – det er de andre! Det er dem på Christiansborg, der er onde. Det er ikke os. Jamen, de laver jo hensigtserklæringer om, at kommuneskatten skal sættes ned. For os er det ikke et ‘must’ at få skatten op. Men det er et must at få et anstændigt serviceniveau. Det er, hvad vi vil stille vores mandater til rådighed for. Det er der ingen borgerlige, der gør.

Åh, jo, visioner er der nok af at tage fat på. Dem vil vi gerne bruge til at gøre denne kommune til et sted, vi er stolte af. I dag er det store spørgsmål til alt: hva’ koster ‘et? Lad os vende det til, hvor meget bedre kan vi gøre det for mennesker? Mennesker – og ikke for rigide systemer.

1. maj. En kampdag? En status over, hvad vi nåede? Lad os håbe, at vi næste år kan gøre det til den festdag, det burde være.

Lov mig én ting indtil da: pas på ikke at blive kørt over, blive gammel, miste jeres job, blive syg eller noget andet skadeligt. For Danmark er ikke længere det gode og solidariske land, hvor vi i fællesskab tager os af arbejdsløse, syge, handicappede og ældre på anstændig vis. Der er kommet for meget egoisme ind i det. Og ofte opdager vi det først, når ulykken er sket – og så er det for sent.

Det kan vi sammen gøre bedre! Fortsat god 1. maj!