Ray Davies: Return to Waterloo

En noget extended musikvideo med en god historie fra en ganske almindelig togtur til Waterloo Station. Den er instrueret og har sange af en af verdens bedste sangskrivere, der også har gjort manuskriptet…

Jeg har valgt at skrive om Ray Davies film ”Return to Waterloo” fordi den på mange måder er inbegrebet af meget af det Ray Davies har arbejdet med som musiker gennem hele sit liv. Skulle jeg tage efter, hvad jeg synes, der er værd at nævne af ham, så ville disse sider have en voldsom overvægt af Kinks- og Ray Davies-album, for få andre har en å vigtig historie og en produktion som Kinks og deres ubestridte ankermand. Ray Davies er for mig at se en af de sangskrivere, der har evnen til at blive ved med at se ting i tiden, fortælle det som den gode og indlevende historie, der sætter os i stand til at identificere os med budskabet – en væsentlig evne, når man vil skrive gode sange.

”Return to Waterloo” er fra 1984. Det er, så vidt jeg ved, Ray Davies eneste filmprojekt. Det bærende i filmen er, ikke overraskende, sangene. Med disse gør han denne railroadmovie til en intens oplevelse, der bliver et produkt af den rejsende hovedpersons tanker, fantasi og mareridt under det, der kan kaldes en helt almindelig og ordinær togtur i Good Old England. Og alt kan ske – og sker – når Davies begynder at beskrive konflikter og modsætninger i England, for ud over sit talent som sangskriver, der kan få selv de mest barske ting til at glide ned, så har han også, hvad jeg vil kalde et meget skarpt blik for de lurende farer i et så kontrastrigt land, som The british Empire besidder, og er i stand til at sætte i gang.

Det er spændende at se, hvordan Davies har instrueret denne film, der benytter sig af professionelle skuespillere og alligevel egentlig virker som en lang musikvideo med et fælles tema. Det er ikke noget nyt for Davies at arbejde på denne måde, hvis vi ser bort fra, at han denne gang bruger et kamera til at sætte billeder på. Davies har gennem tiden arbejdet meget med rockoperaer og lignende tematisk opbyggede projekter. Det gør han så langt tilbage som til eksempelvis Kinks-albummene Preservation Act 1 & 2. Af andre konceptlignende ting har Kinks også et af mine absolut foretrukne albums ”Misfits”, der på ypperligste vis fortæller en række fremragende historier om… ja, som titlen siger, dem, der ikke umiddelbart passer ind i samfundet.

Det ville være uretfærdigt over for Ray Davies produktion at sige, at han topper omkring det tidspunkt, hvor han laver ”Return to Waterloo”. Hans evne som stabil sangskriver gør, at han ikke afviger meget heller i denne periode, men man kan roligt sige, at sangene lever op til hans vanlige høje standard.

Den udgave af DVD’en med ”Return to Waterloo”, som jeg har, glimrer iøvrigt ved også at indeholde en lang række musikvideoer og liveoptagelser med Kinks fra nogenlunde samme periode – heriblandt den fantastiske sang ”Cellouid Heroes” om filmstjernerne, som vi mindes ved at jokke hen over deres navne i fliserne på Hollywood Boulevard. Kendte blandt glemte. Dem, der gerne ville væk fra rampelyset for at være sig selv. Dem, der døde af berømmelsen.