Vi bør snart blive klogere – også af verden

England er et af de lande, der har oplevet mange uhyggelige nedskæringer på ikke mindst handikapområdet.

Selv om andre lande har en anden tilgang på velfærdsområdet end vi, viser det en udvikling, der bærer mange tegn i sig på, at også vi også kan stå over for sådan en udvikling.

At være lidt på forkant skader ikke – uden at vi skal udvikle det til rendyrket sortsyn. Desværre  skræmmer historien også med eksempler på, at der nogle gange er tænkt alt for positivt om situationer, der har fået katastrofal indflydelse på både landes historie og desværre også verdenshistorien.

Herhjemme erkender vi sent, at velfærdsstaten er afløst af en helt anden tænkning, der bygger på økonomi og ikke menneskers behov. Vi ser det i et kraftigt stigende antal sager i kommunerne. Vi ser det også på venstrefløjen, der desværre accepterer stadig flere nytteløse kompromis’er og også bliver voldsomt forandret af den økonomitænkning, som ikke mindst konkurrencestaten medfører. Før i tiden var det helt utænkeligt at venstrefløjen accepterede sådanne nedskæringer, der er daglig kost i dag.

Først hoppede Socialdemokraterne for alvor med på galajen og padler i dag lystigt omkap med Dansk Folkeparti om at udtænke de mest infame overgreb på alle af anden etnisk herkomst. Nok drevet af angst, men hvis man vil styrke sig selv ved at røre i den dam, har man fortjent at miste årerne.

SF har fulgt med og solgte sin selvrespekt i et samarbejde med Radikale og Socialdemokraterne. Man har prøvet at genopbygge selvrespekten, men står med et “produkt”, for at blive i konkurrencestatens termer, der peget i alt for mange retninger.

Hele denne udvikling har medført afskallinger, der også påvirker den samlede venstrefløj. Med stormskridt er man på vej mod en “reform”-politik, der mest af alt har tjent konkurrencestaten. Jeg er før kommet med eksempler på det.

Hvad angår venstrefløjen både holdningen til bl.a. aktiv dødshjælp, hvor mange har svært ved at se gennem den individualistiske tænkning, at vi skal kunne vælge frit hver især uden syn for de langsigtede konsekvenser.

Et andet punkt er stadig mere billigelse af stigende brugerbetaling frem for at bekæmpe disse uhørte betingelser. jeg kan høre flere tale om det på ældreområdet – desværre også i mit eget parti. Jeg kan se det i den totale mangel på mobilisering når det gælder de såkaldte tilkøbsydelser som spøger ved behovet for socialpædagogisk ledsagelse. En kamp, der aldrig vindes ved at diskutere det pænt i Folketing og byrådssale. Enkelte steder endda ved at deltage i budgetter, der lader ulykker hagle ned over svage handikapgruppe.

Det kræver indsigt fra både venstrefløjens side og handikapbevægelsens side at modgå nogle af de perspektiver, vi ser allerede. På nogle strækninger bør vi have fælles interesser. Det er derfor jeg selv er engageret begge steder.

Vi tænker for traditionelt og vil helst ikke slippe tanken om, at det blot handler om at få den velkendte velfærdsstat tilbage på sporet.

Fortsætter vi det spor taber vi kostbar tid. Vi må naturligvis bruge de humane træk, vi kender fra dansk handicappolitisk tradition, men uden den blinde tro på at det handler om at vende tilbage til “de gode gamle dage, hvor man holdt  loven”. Loven knækkes, brækkes og bruges til at forvirre ude i kommunerne – et vilkår vi ikke kommer uden om og bliver nødt til at forholde os til.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Debat om aktiv dødshjælp, Handicapdebat, Nyheder og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *