Kampen om fællesskab

Jeg har i den sidste tid set forskellige diskussioner på bl.a. sociale medier omkring den opløsning af kulturelle institutioner, som vi oplever lige nu. Jeg fornemmer, at synet på det ses meget isoleret. Men det indeholder aspekter, som dybest set hænger sammen med en grundlæggende opløsning af både sociale, kulturelle og kollektive værdier – og som vi ikke kan tillade os at se isoleret. Det bliver på bekostning af lighed, ligeværd og mangfoldighed.

Den kulturelle forarmelse (bl.a. nedlæggelse, sammenlægning og privatisering af kulturinstitutioner) bliver nemmere at argumentere for politisk med de sociale angreb, vi har oplevet siden 2002 og som tog fart med afkortningen i forståelsen af den betydning af velfærdssamfundet, som bl.a. Mette Frederiksen var med til at sætte i gang med reformer som førtidspension og fleksjob efter 2011.

Som hun selv udtrykte det: det var ikke solidarisk, men fair – og der var intet nærvær af en kritisk presse, der på nogen måde forlangte, at hun stod til regnskab for, hvad hun mente med sine udtalelser.

Med det brud var åbnet en ladeport for social ulighed, som både Mette Frederiksen og Karen Hækkerup med deres diskussioner om vores forventninger til, hvad velfærdssamfundet skal løse, var med til at sætte i gang. Vi gik ind i en periode med tydelig social mistænkeliggørelse.

De fik sat på plads, at vores forventninger vat alt for store, når det gjaldt statens engagement – altså bestræbelserne på at skabe større lighed. Det var til stor jubel for et lettet borgerskab, der udmærket vidste, at de indgreb, som reelt blev gennemført, var de aldrig selv sluppet afsted med uden modstand. De var glade for den hjælpende hånd fra trængte og dermed velvilligt Socialdemokrati.

Der var hermed åbnet for en ny diskussion af, hvor lidt vi kan slippe med at betale til fællesskabet. Overskriften for det nye mantra er, at livet handler om en række valg, vi alle foretager hver især – og jo mindre vi betaler til fællesskabet, jo større bliver valgmulighederne for den enkelte.

Det fører til angreb på ikke blot sociale og kulturelle institutioner, men også på uddannelse (valget mellem bl.a. folke- og privatskoler) og infrastruktur som transport (f.eks. biler, forarmet kollektiv transport, private Uber-løsninger) og ikke mindst sundhedsområdet, der også mere og mere bygger på private valg og forsikringer.

Med alle de brud er det ganske let at bryde igennem på hele den kulturelle platform. Det er nemmere at gennemsætte en privatiseringsstrategi her: samfundet bløder andre steder, og det bliver “åbenlyst” at vi selv må betale “den øverste del af pyramiden – kultur – er det åbenlyst. Social ulighed er jo værre end kulturel ulighed i manges bevidsthed. Ind imellem ligger skole, sundhed og transport, som man også vil “modernisere”, som den positive formulering lyder – eller afvikle som lighedsskabende instrumenter, som jeg ser det.

Det bliver en gensidig form for murbrækkeri, hvor dagsordenen bliver fjernelse af alle institutioner, der før har haft stor betydning for udviklingen: at fordele goderne, både socialt, kulturelt og kollektivt. Institutioner, der har skabt mere lighed, end det ellers ville være tilfældet og har medvirket til at styrke samhørigheden – og øget bevidstheden om betydningen af fællesskab.

Det skaber tydelige problemer for den politiske højrefløj i alle dens afskygninger. Muligheden for at øge udbytningen og skabe økonomisk dynamik hæmmes af et lighedssyn og bliver dermed noget, der bør bekæmpes. Den kamp er foregået hele tiden. Eneste forskel er, at det i dag på stadig flere områder sker med både Socialdemokratiet og SF som medspillere.

Det hæmmer mangfoldighed og fællesskab og giver plads til nye diskussioner om, hvordan vi skaffer os af med de, der på den ene side er født med fejl og mangler, der ikke styrker målene om større produktivitet og færre sociale udgifter. På den anden side opløsningen af de institutioner, der sikrer ordnede løn- og arbejdsvilkår og de institutioner, der styrker fællesskabet gennem en fælles kultur.

Dygtige journalister har under behandlingen af sagen om PostNord fået ud mellem sidebenene, at grunden til PostNord-fiaskoen var overenskomster, som private firmaer ikke er hæmmet af. Fællesskab bliver en væsentlig hæmsko for den udprægede valgfrihed og liberalistiske udvikling, man ønsker at sætte igennem. “Valgfriheden” omfatter jo også evnen til at lave individuelle aftaler med arbejdsgiverne frem for kollektive aftaler – og det pres, der ligger i at gøre flest mulige til en arbejdskraftreserve.

Vi underkender generelt det man kan kalde Niemöller-effekten, der kan omsættes på mange planer, selv om den helt banalt var en fascismediskussion i sit udgangspunkt:

“…Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere…”
(Citat Martin Niemöller (1892-1984)). 

Opløsningen af sociale, kulturelle og kollektive institutioner, som jeg ser nogle skarpe tendenser til, følger i virkeligheden samme model.

En reformulering kunne være:

Først fravalgte de ufødte med fejl, der ikke kunne arbejde, men jeg protesterede ikke, jeg kunne jo arbejde.
Da de skilte dem fra, der blev syge, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke syg.
Da de forringede den kollektive trafik, protesterede jeg ikke, jeg havde jo råd til bil.
Da de lavede private sundhedsordninger, protesterede jeg ikke, jeg kunne jo betale for privathospital.
Da de lavede privatskoler, protesterede jeg ikke, jeg var jo for dygtig til folkeskolen.
Da jeg fik brug for fællesskabet, var vores fællesskab brudt sammen og jeg stod og råbte for mig selv.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Handicapdebat, Nyheder og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *