Mea Maxima Culpa: Silence in the house of God

“Tavsheden i Guds hus”  vil titlen på denne dokumentar være på dansk. Og tavsheden er dobbelttydig i Alex Gibneys dokumentarfilm fra 2012, der tager udgangspunkt i barndomsoplevelser hos mænd med handicap, der bliver misbrugt af en katolsk præst på den skole for døvstumme børn, hvor de gik.

På den tid, hvor de er børn, var det en almen opfattelse, at disse børn var retarderede, fordi kommunikationen med dem var vanskelig og afstandsskabende. Blandt forældre og blandt de fagfolk, der arbejdede med børnene, vidste man udmærket, at problemet var at skabe kontakt med disse børn og unge. Den position var fader Murphy i. Han var ofte børnenes bindeled med den talende verden, fordi han kunne tegnsprog. Han var også deres skriftefader og stillede nogle gange drengene spørgsmål om deres vågnende seksualitet, når de skriftede. Han udsøgte sig på den måde ‘svage’ drenge, som han f.eks. kaldte ind på kontoret, hvor han voldtog dem.

Det er en film om afhængighed og tillid, som bliver misbrugt af ikke én voksen, men af mange voksne, der slog det hen med børns fantasier. Nogle af børnene fik tæsk af deres fædre, når de kom hjem på weekend og prøvede at fortælle, hvad der foregik. Det kunne jo ikke passe, for fader Murphy var jo en vellidt præst, der gjorde alt det gode for disse børn, som kunne gøres.

I midten af 70’erne blev det for meget for nogle af fader Murphys elever, og de begyndte mere offensivt at gøre opmærksom på problemet og fik også forældrene til at forstå, at dette her ikke var fantasifulde børn, men en djævelsk virkelighed. 200 beretninger om misbrug dukkede op.

Mareridtet ender dog ikke her. Nu kom hele den katolske kirke med dens hieraki og formulerede opfattelse af ret på banen som massiv modstander i forhold til unge og forældre. Man stoppede ikke denne mand, men beskyttede ham, som var han ofret og brugte strategien som i andre lignende sager. Han blev blot forflyttet til et nyt sted uden indgreb i mulighederne for at misbruge flere børn.

Det fremgår også, at sagen kun er enestående, når det gælder om at skabe opmærksomhed om sagen og føre retssager mod de skyldige. Der tegnes også et billede af, at misbruget ikke en enkeltstående forbrydelse begået af en særlig skruppelløs præst, men er set andre steder også efter samme mønster: sårbare børn i et afhængighedsforhold til voksne omkring dem og med dårlig mulighed for at fortælle verden, hvad der sker.

Vi lærer noget om børn med handicap og om skruppelløse forvaltere af en religion. Vi lærer noget af konsekvenserne ved at stole blindt på autoriteter og om, at de, der bryder med magtens kodeks også vinder noget ved det, når de står sammen. Vi lærer også noget om pædofili, som er forkasteligt uanset hvilke børn, det går ud over.

Filmen har for nylig vundet en Emmy i klassen dokumentarfilm 2012. Det er velfortjent.

Titel: Mea Maxima Culpa: Silence in the house of God
USA 2012
En film af Alex Gibneys
Spilletid: 106 min.

(Kan ses på bl.a. Netflix)