Uduelige reformer

Torsdag 25. april startede forhandlingerne om “justeringer” af førtidspensionsreformen og fleksjobreformen. Denne gang håber jeg man kommer noget videre end småjusteringer, der blot tjener som endnu et udueligt røgslør og kun skal vise såkaldt vilje “til at gøre noget” her lige før et valg.

Det kan ikke være ukendt for parterne bag aftalen, at unge med handicap efterlades i et håbløst vacuum af lave ydelser, fordi kommunerne sender dem i den ene praktik efter den anden… ofte med år imellem. De unge fratages deres ungdom og bindes hjemme hos forældre, fordi ydelserne simpelthen er for små til at de kan skabe sig et eget liv. Snak så meget I vil, politikere. Det er og bliver uværdigt.

Man taler bl.a. fra Venstre om, at opsvinget skal bruges til at få flere med handicap ind på arbejdsmarkedet. En løsning man skal passe på med, da sidst ind på arbejdsmarkedet alt for tit også betyder først ud. En stor del af gruppen, der har brug for jobs på særlige vilkår, er yderst sårbare og kan ikke tåle at ryge ind og ud på et yderst vekslende marked.

Der er brug for særlige og langt mere stabile vilkår. Derfor bør vi se langt mere på løsninger som socialøkonomiske virksomheder, der både kan give udfordringer og stabilitet for mennesker med handicap i arbejdslivet. Alt andet er kynisme.

Man taler også om at udvikle arbejdsevnen gennem fleksjob. En del af problematikken er dog, at en del af os med progredierende sygdomme ikke bliver mindre handicappede med tiden, men mere. Vi er ikke et flertal, men vi er alligevel mange – og problemet bliver overset af stort set alle.

I forlængelse af det, er der desværre grupper, hvor man betvivler, at de er berettiget til pension. Det gælder umiddelbart set især grupper, hvor et handicap er sværere at se end hos os med tydelige fysiske handicaps. Men det forekommer, at mennesker med latterlig lille arbejdsevne (også med alvorlige, varige fysiske handicaps) tvinges gennem hele møllen med ressourceforløb eller i fleksjob uden noget valg – uanset om et handicap er synligt eller ej. Det rammer godt ind i de nuværende diskussioner om tillid til borgerne contra udpræget kommunal økonomitænkning.

Jeg kunne ikke drømme om at forbyde nogen at arbejde, når de gerne selv vil. Det kan give indhold i tilværelsen, når man selv gerne vil og mener, at man har ressourcer at byde ind med. Omvendt er det ikke en situation, jeg mener, nogen skal tvinges ud i. Det er også derfor, vi i Muskelsvindfonden bakker op om #VærdigReform. Her arbejder man med retskrav om selv at kunne vælge ved arbejdsevne på 7 timer og derunder. Det er et mere rimeligt udgangspunkt.

Til sidst en personlig oplevelse med fleksjob. Jeg har selv været i fleksjob siden 2002. Før den tid fik jeg pension og var på den baggrund i stand til at få en uddannelse, som jeg, selv om det tog en del år, var i stand til at bruge og samtidig opbygge et livsgrundlag for egen virksomhed.

Da jeg kom i fleksjob, fik jeg ikke det overdådige beløb i nakken, som Mette Frederiksen, der fik lov til at gennemføre Venstres planer om en reform, senere påstod. Hun gav selv reformen et ekstra kreativt twist med påstanden om at fleksjob var alt for lukrativt.

Da jeg i 2013 på grund af længerevarende sygdom gik fra gammel fleksjobordning til ny, gik jeg mellem 30-40% ned i løn med besked om, at der jo var en gulerod i, at hvis jeg arbejdede mere, ville jeg også tjene mere. Alt imens min arbejdsevne faldt mere og mere. Det var både en lønnedgang og en meget bitter gulerod, som jeg ikke kan forestille mig, at andre på arbejdsmarkedet ville sluge. Det er mennesker med handicap nødt til.

Alene dette faktum – og at unge med handicap alt for tit lades i stikken i helt urimeligt fastlåste situationer – er med til at skabe en helt særlig ulighed.

Spørgsmålet er nu til forligspartierne: endnu en gang røgslør eller klatten på bordet? Det ville glæde mig, om man for en gangs skyld viste mod og evne til at tage problemerne op og finde stabile løsninger, der også viser respekt for mennesker med handicap.

Læs selv artiklen som 3F har skrevet i forbindelse med forhandlingernes start. Udgangspunktet er forligspartiernes egne udtalelser. Det giver sin tvivl om lødigheden.

Link til artikel i 3F-bladet