»Selv om man taber et slag, har man ikke tabt krigen«

Vi må ikke lade os sætte skakmat og uden for døren i handicapbevægelsen. Derfor må vi udvikle egen rummelighed og være i stand til at indgå i nye alliancer og former for aktivisme.

Overskriften er et citat af den preussiske general og militærteoretiker Carl von Clausewitz.

Det gælder ikke kun i krig, men i særdeleshed også i handicappolitik. Og det er værd at holde sig for øje, hver gang vi i handicapbevægelsen står over for noget, vi umiddelbart oplever som et nederlag eller mangel på resultater.

Det sker ikke sjældent i øjeblikket. Ikke mindst med tanke på den atomisering og skyttegravskrig, der sker med sociale sager i kommunerne i øjeblikket. Det lader mange familier i stikken i fortvivlende situationer, der mere handler om økonomiske prioriteringer og mangel på retssikkerhed end om sagligt begrundede afslag på ydelser, der ikke ses som relevante i situationen.

Nu er det ikke sådan, at vi skal opleve eller fremstille alt som krig med fronter,  skyttegrave og andre uhyggelige ting. Omvendt kan det heller ikke nytte, at vi er eftergivende og lader os patronisere, hver gang vi oplever nederlag og brud på retssikkerheden i kommunerne.

Vil vi opnå noget, er vi nødt til at stå fast på, at vi som handicapbevægelse repræsenterer væsentlige interesser for mennesker med handicap.  Det er en rolle vi hele tiden må være bevidst om – og heller aldrig lade vores omgivelser være i tvivl om, at vi står for.

Nu kan det være temmeligt dumt at blive med med at hamre på en mur, som erfaringsmæssigt er stærkere end både vores kranier og vores kræfter.

Det er ikke klogt at vi graver os ned i de berømte skyttegrave og blive liggende dér, til vi rådner op uden at være kommet en smule nærmere vores mål. Men det er heller ikke klogt at give op, dukke hovedet, sige undskyld og derefter danse rundt efter magthavernes pibe.

Der er heldigvis andre muligheder: at spejde rundt i landskabet efter andre og nye veje til sejre. Der er for handicapbevægelsen i øjeblikket en lang række nye muligheder, hvis vi blot kan se dem – og tør bruge dem.

Et par eksempler er de forældregrupper til børn med handicap, der begynder at skyde op. Eller de initiativer,  som forældre til børn og unge med muskelsvind, der nægtes adgang til medicinsk behandling, har taget. Ofte i fortvivlelse og afmagt med de oplevelser, de støder på.

Vi er i handicapbevægelsen ikke gode til at opfange, gribe og samarbejde med de bevægelser, det resulterer i. Det vil føre for vidt her at komme ind på årsagerne, da de er mange, meget forskellige og kræver en selvstændig analyse.

Her er det  dog også nok at konstatere, at det er tilfældet, for pointen er i virkeligheden, at vi forpasser egne mål, når vi ikke formår at understøtte grupper, der både faktuelt og potentielt har afsæt i den samme handicapbevægelse, vi ser os selv som. Vi er ganske enkelt nødt til att udvikle vores værktøjskasse, hvis vi fortsat vil have indflydelse på fremtiden.

Vi ikke blot svigter medlemmerne, men vi undergraver også vores egen rolle som handicapbevægelse, hvis vi ikke er i stand til at opfange og forstå nye organisationsformer, og måder at agere på, der ofte bygger på flygtige og mere aktivististiske indsatser.

Jeg har selv bl.a. været med til at starte gruppen “Ikke Død Endnu”, der er en mindre gruppe af mennesker med handicap,  der afviser eutanasi eller assisteret selvmord som en fast del af  ”behandlingsudbuddet” i Danmark og vil gøre op med forestillingen om, at det værdige liv nødvendigvis forudsætter arbejdsevne og fysisk uafhængighed af hjælp.

“Ikke Død Endnu” har aldrig været tænkt som en forening, man kan blive medlem af. Alligevel har gruppens nuværende aktivister stadig stor indflydelse på debatten og formår at komme til orde, når diskussionen om aktiv dødshjælp med jævne mellemrum blusser op.

En af grundene ligger helt klart i sådanne gruppers mere spontane evne til at agere hurtigt, træfsikkert og med langt større effektivitet end gumpetunge organisationer, der ofte er længe om at komme på banen og derfor står uden klare svar og handlinger, når situationer opstår og debatter pludseligt ruller.

Antallet af slag, der kan vindes, stiger ved denne form for aktivisme, der er effektiv, hvis man har et velfunderet og klart defineret grundlag at arbejde ud fra. Den ses ikke kun i “Ikke Død Endnu”, men dukker op i mange  forskellige sammenhænge og former, der nogen gange er i stand til at skabe opmærksomhed og genklang. Andre gange kanaliserer de en vrede, der ikke bliver omsat til aktiv handling.

Den aktivisme, der konstruktivt er i stand til at være debatskabende og stille spørgsmålstegn ved konkurrencestatens stadigt mere ensidige fokus på grupper, der set i en produktionsfremmende sammenhæng er interessante, vil i fremtiden få større betydning.

Aktivisme vil kunne sætte et stadig mere nødvendigt fokus på det pres, der bliver på os, der bliver stadig mindre interessante og får mindre opmærksomhed i takt med at tanken  om velfærdsstaten og et solidarisk fællesskab som konsekvens af konkurrencestaten går i opløsning.

Det bør give stof til eftertanke og gerne vinde genklang i den handicapbevægelse, der fortsat vil varetage vores intereser og stadig have indflydelse. Det gælder ikke mindst i grundorganisationerne inden for handicapbevægelsen som f.eks. Muskelsvindfonden, hvor jeg selv hører til.

Her er vi, fordi vi er tæt på konkrete problemstillinger, som f.eks. medicinsk behandling, nødt til ikke alene at understøtte, men også at udvikle og afprøve nye former for handling til vores værktøjskasse. Med humor, evne til at spidde og til at skabe bredere debat og forståelse, må vi påvise de groteske situationer et stadigt mere tydeligt fravær af social og solidarisk tænkning påfører ikke kun os, men samfundet som helhed.

Det  samme gælder også i nogen grad vores fælles paraplyorganisation Danske Handicaporganisationer, der dog med en mere overordnet og bred tilgang kommer knapt så tæt på de problemstillinger, som vi til dagligt har fingrene nede i og kæmper med i de enkelte grundorganisationer.

Det bliver stadig mere tydeligt, at vores overlevelse er betinget af evnen til at omfatte nye aktionsformer og måder at visualisere og gøre problematikker forståelige. Det er ikke  en kamp mod »de andre«, men et spørgsmål om udviklingen af vores egne evner til større rummelighed. Det er ganske enkelt en nødvendighed for at vinde flere slag og undgå at blive sat skakmat.