Udvidet webpræsentation – formandsvalg Muskelsvindfonden

Repræsentantskabsmødet fredag og lørdag 26. og 27. februar besluttede, at vores præsentation som formandskandidater på Muskelsvindfondens hjemmeside nu må være på 3.000 anslag. Før var det max. 1.200 anslag.
Jeg har ændret min præsentation så der nu er mere med. Her kan du læse “den udvidede præsentation:

Jan Jakobsen

Jeg er 61 år, gift og respiratorbruger. Jeg er uddannet inden for kommunikation og har tidligere bl.a. været selvstændig journalist og arbejdet i Socialstyrelsen. I dag arbejder jeg i fleksjob med kommunikation på en skole for børn og unge med handicap.

Jeg sidder i Muskelsvindfondens bestyrelse, i Danske Handicaporganisationers Forretningsudvalg og har repræsenteret fonden internationalt.

Fonden har 2 vigtige spor:

– Vi skal tjene penge og sikre en stærk, uafhængig fond med økonomiske aktiviteter som Grøn Koncert, Cirkus Summarum, Cyklo og Musholm Bugt – og nye skal udvikles.

– Vi er en handicap- og sygdomsforening, der kæmper for alle mennesker med muskelsygdomme.

Vi har succes med at tjene penge, og det skal vi blive med. Det halter mere med at sikre et godt liv for vores medlemmer. Det skal vi rette op på.

Muskelsvindfonden skal have mere medlemsdemokrati. Vi skal ledes professionelt, men er en forening der har fokus på medlemmerne.

Vi skal yde mere støtte til alvorligt syge medlemmer med f.eks. ALS og andre grupper, der ikke har været meget plads til i medlemsarbejdet.

Vores vigtigste opgave lige nu er retssikkerheden i kommunerne. Det kommer vi til at bruge mange ressourcer på. Muskelsvindfonden kan ikke alt alene, men vi har altid været en af de mest fremsynede og stædige foreninger i handicapbevægelsen. Med det in mente skal vi samarbejde med alle om opgaverne.

Jeg har 40 års erfaring med handicappolitik og kommunalpolitik. Jeg har blik for vores udfordringer i kommunerne og for, hvad vi kan gøre. Her er min erfaring inden for kommunalpolitik en stor styrke. I Muskelsvindfonden er det kun arbejdet som handicap- og sygdomsforening, der har fokus for mig. Som formand mener jeg også, at Muskelsvindfonden har nytte af min viden om kommunikation.

En opgave er inden for de næste 5-6 år at sikre et generationsskifte i Muskelsvindfonden både politisk og blandt medarbejdere. Jeg er klar på dette.

Jeg vil bruge al min tid i Muskelsvindfonden – og har meget at give af. Jeg er holdspiller og har viljen, evnen og stædigheden til at nå resultater. Jeg har respekt for Evalds store arbejde, fondens historie og positive tilgang – og mod til at forny, hvor det er nødvendigt, for nutiden er barsk.

Vil du vide mere om mig og om, hvor jeg mener Muskelsvindfonden skal bevæge sig hen handicappolitisk og sygdomspolitisk, så følg med på min hjemmeside www.jan-jakobsen.dk.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden. Medlem af Muskelsvindfondens repræsentantskab.Tidligere kontaktperson for Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg og formand for DH I Ringsted. Formand for Ringsted Handicapråd fra 2006 til 2022. Byrådsmedlem for SF 2002-2010 og fra 2011-2021 for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Formandsvalg Muskelsvindfonden: det mener jeg, Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *