Muskelsvindfonden er nødt til at samle kræfterne om de allervigtigste opgaver. En af dem er retssikkerheden på det sociale område.
Med kommunalreformen i 2007 blev ansvaret for vigtige opgaver lagt ud i kommunerne. Dengang kendte vi ikke de præcise konsekvenser. Vi var fra handicaporganisationernes side skeptiske og advarede imod det. I dag er det veldokumenteret: Beslutningen om, at en række sociale opgaver hører til tættest på borgerne var katastrofal og har kun gjort det sværere at få nogen form for rimelige ydelser. Alt stiller kommunerne spørgsmålstegn ved for at spare penge.
Det viste sig uklogt at at overlade beslutninger, der vedrører mennesker med handicap, til kommunalpolitikere. Kommunalbestyrelserne går mere op i økonomi end i at løse de opgaver, de er betroet, inden for lovens rammer.
En af vores vigtigste opgaver er at gøre op med dette – og sikre, at kommunerne lever op til deres ansvar. Først og fremmest skal vi sikre, at kommunerne ikke tjener penge på at afslå bevillinger om hjælp. Vi skal dernæst også stille spørgsmålstegn ved, om vi bruger økonomi og personale godt nok ved at lægge nogle typer opgaver i kommunerne. Mange kommuner har slet ikke personale med tilstrækkelig erfaring, viden og rutine til at løse opgaver som større hjælpemidler, biler og hjælperordninger – for at nævne ganske få. Det bliver for dyrt og den faglige kvalitet for svingende.
Det er ikke ukendt, at dette er en vigtig opgave for Muskelsvindfonden og alle andre handicap- og sygdomsorganisationer. Men den skal prioriteres højt – og jeg vil være med til at bringe den op på dagsordenen. Vi skal samarbejde om det, men Muskelsvindfonden spiller en vigtig rolle i at gøre det til realiteter.