Vi er som vi er – om filmen Gaias Børn

Forleden skulle jeg forberede mig til et foredrag på en skole og var bedt om at tage afsæt i en film eleverne havde set på forhånd. Det var Bente Miltons film “Gaias Børn”, som jeg blankt må erkende, at jeg ikke kendte på forhånd.

Nabil Shaban er fortælleren i Gaias Børn og binder filmen sammen historisk og tematisk.

Til trods for at filmen er fra 1998 er den stadig tematisk meget aktuel i sin behandling af emnet at være “anderledes”. Gennem 4 interviewede personer, der alle har et meget synligt handicap, må vi som tilskuere forholde os til deres opvækst og tanker om det at se det de fleste vil kalde at se anderledes ud.

Det giver mulighed for at komme rundt om en del centrale temaer som f.eks. samfundets “accept” af mennesket som vi er og trangen til at prøve at normalisere os gennem sindrige indretninger eller operationer. Nogen gange godt, fordi det øger egen oplevelse af livskvalitet – andre gange skidt,  fordi samfundet ikke kan have noget uperfekt og vil skjule skavanker. I de tilfælde ofte under stor smerte for individet.

Også nutidens muligheder for gennem fosterdiagnostik at udskille mennesker bliver behandlet – og det lykkes på glimrende vis at ramme centrale pointer i diskussionerne om “handicap som fejl” versus mangfoldighed.

Filmen varer 50 minutter og når meget tættere ind på emnet end her beskrevet. Derfor er den glimrende som oplæg til de politiske og økonomiske diskussioner, der ligger gemt i hele temaet mangfoldighed og tilstræbt normalitet.

Efter min mening er en af filmens åbenlyse kvaliteter, at den er produceret før anskuelsen at økonomi kommer før menneske for alvor slog igennem – og derfor ikke er tvunget til at forholde sig til dette i alle forhold, men kan lægge et mere rent snit på etik og mangfoldighed uden den brødebetyngethed, vi er præget af i dag.

Bente Milton: Gaias Børn. Film. Produktionsår 1998. Varighed 50 minutter.

Filmen kan streames fra Statens filmcentral gennem linket her: http://filmcentralen.dk/alle/film/gaias-born#