Hvorfor har jeg det med sport, som jeg har det… eller “integration” på deltid.

Jeg har altid “hadet” sport – og her laver jeg den noget farlige øvelse at sammenligne den folkeskole, jeg er et produkt af, med den, der er i dag. Farligt fordi der er store forandringer… samtidig er jeg heller ikke sikker på, at folkeskolen bærer hverken den hele eller den halve skyld for mit “had”. Men vi kan vel godt have en fordomsfri snak om det at være med i eller udenfor i disse inklusionstider 😉 Tag det mere som løse tanker om et emne, vi alle taler om, men som vi næppe har begreb om konsekvenserne og omfanget af.Det er et stort ord. Det der med at “hade”. Men er der nogen steder, hvor jeg kan bruge ordet, så er det om sport. Ikke nogen specielle sportsgrene er målet for dette “had”. Jeg gider bare ikke sidde og glo på det eller deltage i diskussioner om dette eller hint holds pragtpræstationer eller mangel på samme. Så, når alt kommer til alt, er mit “had” vel mere ligegyldighed og mangel på social forståelse for dette fællesskab.

Det er ikke sådan, at jeg ikke kan se det fornuftige i at være aktivt sportsudøvende. Tværtimod. Det er med til at sikre en kropslig sundhed, som er guld værd. Jeg vil ikke betegne mig selv som den intellektuelle type, der synes at alt ikke-intellektuel adfærd er forkastelig. Jeg tvivler iøvrigt på, at der er ret mange, der mener dette i vore dage. Dertil er bevisbyrden for stor: sportsudøvelse er inden for nogen rammer ganske sundt.

Derfor vil jeg dvæle lidt ved andre mulige årsager til mit “had” eller ligegyldighed.

Så kan det være konkurrencemotivet, der får mig til at stå af. Det er nu engang en kendt sag, at socialister hader (ups, der var den igen) konkurrence. Næh, egentlig heller ikke. Jeg kender masser af socialister, der med ildhu diskuterer resultater og odds inden for snart sagt hvilken sportsgren. Og mit “had” gælder, selv om det er hårdt at sige, alle sportsbegivenheder uanset om det er professionelt fodbold eller de lokale lilleputter. Skrækken er en fodboldkamp eller en håndboldkamp, når børnebørnene begynder på den slags. Jeg ved, jeg gør det, men jeg forstår ikke reglerne, så jeg kan jo ikke kommentere på det. Jeg kan allerede høre mig selv sige det nok mindre originale “Det var dog kækt, som du kunne bruge de små ben i den kamp”. Totalt yt.

Jeg kan bare ikke engagere mig i hverken en fodboldkamp, en håndboldkamp, en tenniskamp eller ishockey. Få gange har jeg i et forsøg på ikke at virke komplet unormal forsøgt at engagere mig i sport med lidt gang i. Det er så blevet til speedway og lidt formel 1 race. Dog ikke med særligt held, for dels glemmer jeg, hvornår de vigtige begivenheder inden for genren kan ses på de TV-kanaler, der svælger i andre typer sportsbegivenheder. Dels fordi, hvis jeg endelig har bemærket én bestemt kører og er så heldig at kunne huske vedkommendes navn, så… ak, så er det da kun for at en eller anden foragteligt kan berige mig med, at staklen enten er helt ude eller har kørt sig ihjel for flere år siden. Og den slags paratviden kan jeg ikke hamle op med.

Når vi så er nede og grave i den psykologiske undergrund, så kunne en rimelig fornuftig forklaring være, at det er fordi jeg har et såkaldt handicap eller en funktionsnedsættelse, som jeg selv trods lixtal selv ynder at kalde det. Det vil være en ganske enkel og forståelig forklaring, at jeg hader sport, fordi jeg ikke selv kan deltage.
Jeg køber ikke forklaringen helt. Det er ikke noget, man kan generalisere og sige, at “sådan er mennesker med handicap”. Dét kender jeg til, for selv i de forsamlinger, hvor der er mange mennesker med handicap, er sport og sportsresultater det mest sikre samtaleemne, når vejret har fået sine vanlige kradsbørstige ord med på vejen. Det er jo den anden sikre del af dansk folkekultur.

Jeg siger med vilje “Jeg køber ikke forklaringen helt”. For selv om det ikke kan bruges som et generelt argument i forbindelse med handicap, så tror jeg, det gælder for nogen af os, eller, for ikke at tage munden for fuld, så for mig selv. Det er ikke en af disse meget traumatiske oplevelser, der har redet mig som en mare siden min barndom. Heldigvis. Sandt at sige er det først noget jeg er blevet opmærksom på for kort tid siden i en helt anden sammenhæng.

Jeg skal nok lade være med at underholde med hele min skolegang, som glimrer ved at være et rent historisk fænomen og på langt de fleste måder var som andre børns skolegang. Når der blev taget hånd om det praktiske, så oplevede jeg den hverken mere eller mindre kompliceret end den kunne være for andre af mine klassekammerater. Der var naturligvis en enkelt undtagelse, og det var gynnastiktimerne. Det var helt åbenlyst, både i mit eget og alle andres univers, at dette var stedet, hvor jeg ikke kunne integreres, som det hed i datidens sprog.

Jeg kan huske enkelte flash, hvor jeg sidder i gymnastiksalen og hiver i en elastik. Angiveligt for at træne mine armmuskler. Jeg kan også huske en af de der situationer, hvor jeg blev sat til at have styr på målene. Lidt formålsløst, for det havde vores idrætslærer, der var meget engageret i sport, da selv helt styr på. Men det var ikke særligt sjovt at se på, og for at den fysioterapi, som jeg skulle have inden for undervisningstiden, ikke skulle gå ud over andre og vigtige fag, så blev den lagt, mens de andre havde gymnastik.

Løsningen var praktisk. Og den fungerede. Mest i kraft af den tilgang vi alle havde til det: selvfølgen i at deltagelse bare ikke var mulig. En forklaring, som ikke mindst jeg selv købte. Jeg interesserede mig ganske simpelt ikke for det dér med bevægelse og sport. Det har sikkert en del med den dovenskab, jeg altid har været i besiddelse af, og med en god medspiller i det, vi med et storladent ord kan kalde kalde “tidsånden”. Jeg havde min glanstid i skolesystemet fra midten af tresserne. Der skulle ikke gå mange år før det var en gængs og uomtvistelig kendsgerning, at et dansegulv var til at sidde på, mens man røg. Ind imellem var dog disse irriterende dansende typer, der absolut skulle danse rundt og bare ikke kunne sidde stille.

Pointen her er, at der på den tid var masser af ting, der kunne være med til at sløre, hvorfor jeg ikke kunne være en aktiv del af idrætsundervisningen. Jeg skilte mig jo ikke væsenglig ud fra andre af mine klassekammerater, som vores idrætslærer sikkert, uden at jeg har bemærket det, også har haft sine problemer med at få til at præstere noget som helst i gymnastiktimerne. Det har vejet mere end en enkelt handicappet elev, som jo bare ikke kunne være en integreret del af det fællesskab, der er om idræt.

I dag er situationen en helt anden. Der er et andet fokus på idræt og betydningen af det fællesskab, som alle former for idræt medfører. Det er den ene side af sagen. Den anden side er de mål for inklusion, som vi mere eller mindre frivilligt har sat os. Et af dem er, at 96% af alle børn skal kunne rummes inden for rammerne af folkeskolen. En del af disse børn har udfordringer, som stiller store krav til at man tænker anderledes end i dag, hvis inklusion skal lykkes. En af udfordringerne er at skabe rammer, så børn med meget forskellige handicaps også kan være en del af de sociale fællesskaber, der er omkring idræt.

Jeg er stadig meget usikker på, hvad der har skabt mit “had” til sport. Måske er jeg blot et særdeles obstruktivt “barn af min tid” eller også er jeg virkelig et “offer” for en integration, der kun holdt på nogle punkter, og fejlede totalt på andre. Jeg skal nok kontrollere og lære at leve med mit had. Det er jo sådan set gået godt nok i mange år, så det går nok også de sidste år.

Min bekymring går på de børn og unge, der skal inkluderes i en folkeskole, der på den ene side gerne vil og på den anden side stadig tror på, at det er muligt at undgå at forholde sig til de sider af skolen, hvor inklusion bliver besværligt – ikke mindst fordi det stadig er den undertone, at nok skal der være inklusion, men den kan jo ikke gælde alt. For i dag køber jeg ikke den med, at man trods et handicap ikke kan inkluderes i idræt. Det handler blot om at tænke anderledes. Det handler i høj grad om at stille også den sociale rummelighed til rådighed for alle børn.

Til mig var der ingen forventninger. Jeg ved ikke hvad, eller om jeg er blevet snydt for noget, men det ændrer ikke ved følelse af at stå uden for det sociale fællesskab, som idræt giver. Jeg føler ihvertfald nok at jeg kunne være udfordret mere. Om ikke andet så på kendskabet til reglerne til de spil, som var en naturlig del af idræt for blot at nævne et enkelt lille punkt. Det er også en del af et et socialiserende fællesskab at der bliver stillet krav til én og at man ikke bliver mødt med ligegyldighed.

Har jeg forstået det hele ret, så er og bliver inklusion et spørgsmål om at tænke anderledes. Bordet fanger, og det er, ihvertfald i min verden ikke muligt at tale om 50 eller 90% inkluderet. Det er enten eller. 50 eller 90% inkluderet modsvares jo af 50 eller 10% ekskluderet. Det er ikke godt nok, for det er vel det vi kommer fra, og ønsker at gøre op med. Inklusion giver ingen mening før alle de børn, der forventes at kunne være i folkeskolen, også er og føler sig som en del af den… ikke på deltid eller kun i udvalgte situationer situationer. Det er noget af en opgave – eller snarere en mission.

Lykkes missionen ikke, vil der være endnu mere at “hade” end de småting, jeg kan diske op med.