Ministerens Netto-model under fleksjob-lup

KRONIK – 22. Maj 2012 – Dagbladet Arbejderen

Se kronikken på Arbejderens hjemmeside ved at klikke her.

Med den rette kompensation ville jeg kunne varetage et job ved kassen i Netto. Men den kompensation, der skal til, er massiv, og der skulle være en hjælper omkring mig hele tiden.

af Jan Jakobsen, journalist i fleksjob, el-kørestolsbruger, bestyrelsesmedlem i Muskelsvindfonden og byrådsmedlem i Ringsted for Enhedslisten

For lidt under et par måneder siden var beskæftigelsesministeren i pressen med en udtalelse om, at arbejdsløse akademikere må være lidt mindre kritiske, når de søger job.

»I en økonomisk krise er vi alle sammen tvunget til at tænke bredere, end vi hidtil har været villige til. Det er bedre at være i arbejde end ikke at være i arbejde – og det gælder også, når man er akademiker«.

Hun ville selv være klar til at sætte sig bag kasseapparatet i Netto, hvis hun blev arbejdsløs og ikke kunne finde et andet job. Det samme gælder os fleksjobbere.

Det ses i alle ministerens udtalelser om området, at hun mener, at vi bør være ganske tilfredse med et job, hvor vi tjener 22.000. Vi kan ikke tillade os at klage.

Det hører ikke med, hvilken uddannelse vi har, og hvad lønniveauet for andre i samme jobbeskrivelser, alder og livssituation er – uden handicap. Det synes ikke relevant for ministeren.

Jeg har uddannet mig inden for kommunikation, fordi det interesserer mig. Men interessen er også båret af en erkendelse af mine faktiske muligheder for at udføre arbejdet rent fysisk, hvor min funktionsnedsættelse er mindst til gene.

Da jeg blev uddannet, havde computere endnu ikke for alvor vundet indpas. Alligevel var det ikke noget problem for mig at skrive. Hele min levetid har de rette hjælpemidler været til stede, først i form af elektrisk skrivemaskine og senere i form af computer.

Jeg er endda så heldig, at den udvikling, som alderen betyder for mit handicap, smukt går hånd i hånd med den teknologiske udvikling. Min muskelsvind er ikke fremadskridende, men med alderen mister vi alle kræfter og trættes lettere.

Det sker også for mig, og konsekvenserne er mere synlige. Hvis en dag mine hænder ikke kan skrive mere, kan jeg tale til computeren. Kan jeg ikke tale længere, kan jeg blinke med øjnene.

Gad vide, om ikke det skulle dække de 11-12 år, jeg stadig skal være på arbejdsmarkedet, hvis beskæftigelsesministeren ikke spænder ben for mig?

At fortsætte er altså ikke noget problem med min nuværende uddannelse, arbejde og måske ændrede funktionsevne. Men ville det være det i Netto?

Er Netto en mulighed?
Alle har vi godt af at tænke nye tanker. Og godt så. Lad os et øjeblik begive os ind i beskæftigelsesministerens tankeunivers:

Jeg søger job i Netto. Det allerførste problem i ministerens tankerække er naturligvis: Kan det lade sig gøre i praksis?

Ja det kunne det, hvis jeg blev rigtigt kompenseret. Og kompensation har jo været en af hjørnestenene i dansk handicappolitik. I hvert fald indtil ministeren kom på banen med sit nye udspil til reform.

Hvad går kompensationsprincippet ud på? På Integrations- og Socialministeriets hjemmeside står at læse, at »kompensationsprincippet betyder, at en person med nedsat funktionsevne kompenseres for følgerne af den nedsatte funktionsevne…«

Ministeriet henviser til Det Centrale Handicapråds pjece »Dansk Handicappolitiks Grundprincipper«.

Heri slås det fast, at »kompensationen skal – så langt som det overhovedet er muligt – forhindre og forebygge de situationer, som begrænser udfoldelsesmuligheder for personer med en funktionsnedsættelse.

Kompensationsprincippet er en helt afgørende brik i bestræbelsen på at skabe lige muligheder. Ideen med kompensationsprincippet er at skabe et så lige udgangspunkt som overhovedet muligt.

Kompensation er ikke privilegier eller positiv særbehandling, men et forsøg på at udjævne et ulige udgangspunkt …«

Okay, med den rette kompensation ville jeg kunne varetage et job ved kassen i Netto. Men den kompensation, der skal til, er massiv. Jeg skal have hjælp til at få varerne hevet hen ad båndet. Jeg skal have hjælp til byttepenge, til at række bon’en til kunden og til mange andre detaljer, som det fører for vidt at beskrive her.

Der skulle være en meget aktiv hjælper omkring mig hele tiden, som ville få nogle helt ualmindeligt dårlige – og formodentlig ikke tilladte – arbejdsvilkår. Den lille boks ved kassen, som kassefolkene levnes, vil ikke kunne rumme min kampvogn af en elkørestol og en hjælper på én gang, så ombygning ville være en anden kompenserende foranstaltning.

Det vil alt i alt være en dårlig løsning. Hvor vil jeg så hen med alt dette her?

Ja, jeg vil blot påpege, at dette kan blive et skrækscenarie: Mennesker med funktionsnedsættelser kan meget vel ende med at skulle søge et job i Netto.

Hvis ministeren kommer igennem med sit forslag til en fleksjobreform i den nuværende form, vil konsekvensen være, at vi med funktionsnedsættelser får en betydelig lavere løn end kolleger med samme uddannelse, alder og livssituation.

I strid med konventionen
Det strider mod både kompensationsprincippet og Handicapkonventionen. Ministeren prøver i øjeblikket at skjule den reelle lønforskel blandt andet ved at indregne den gennemsnitlige pension, som ikke slår igennem for fleksjobbere.

En uredelighed, som pressen i et demokratisk samfund næppe i længden kan leve med.

Vores løn bliver summa summarum forringet ganske betydeligt. Jeg skal undlade at kommentere alt for meget på ministerens usmagelige bemærkninger om, hvad hun synes, »er en god løn«, når man har en funktionsnedsættelse.

Men jeg er ikke sikker på, at ministeren selv ville synes »at det var et godt tilbud« – for at blive i den jyske snusfornuft – hvis hun fik samme løn.

Indskrænkningerne i lønnen vil fjerne enhver form for incitament til at tage den længerevarende uddannelse, som en hel del mennesker med funktionsnedsættelser som min er så afhængig af, for at vi har en chance på arbejdsmarkedet.

Ministerens udmelding er, at det er »dem, der tjener mindst, der skal miste mindst«. Til gengæld skal jeg og andre i den nuværende fleksjobordning betale. Det tvinger os ud af arbejdsmarkedet.

Skal vi eller fællesskabet betale?
Jeg er enig med ministeren i, at der er andre grupper, der skal have en chance på arbejdsmarkedet.

Men hvis ministeren ikke snart tænker sig lidt om, så får hun godt nok en ny gruppe på banen, men skubber en anden tilbage til den passive forsørgelse, som ministeren – heldigvis – også er imod.

Ministeren må tænke sig om, hvis hun ikke skal til at se sig om efter et andet arbejde – i Netto.

Måske mødes vi så i Netto. Her håber jeg, at ministeren giver mig en hånd – i solidaritetens navn. For solidaritet ligger jo også beskæftigelsesministeren stærkt på sinde, når hun siger:

»Som socialdemokrater har vi måske været for optaget af at give mennesker noget at leve af. Og dermed glemt, at der er noget endnu vigtigere, nemlig at vi har noget at leve for«.

Ordene faldt lige før hun præsenterede sin nye reform på førtidspensions- og fleksjobområdet.

Jeg ved nu ikke lige, om man kan sige, at det er vigtigere med noget at leve for end noget at leve af. Dette spøjse synspunkt hører jeg ellers kun fra mennesker, der har så rigeligt at leve af, at de glemmer, at det faktisk koster penge at leve. Men dem tilhører ministeren måske nu?

Nå, jeg vil se frem til og glæde mig til samarbejdet og solidariteten i Netto. Jeg bliver endda – med den tidligere ministers hjælp – kompenseret, så alt ender i fryd og gammen.

Så har vi begge noget at leve for – og af!

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og kronikker, Handicapdebat, Nyheder og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *