Derfor demonstrerer jeg 4. juni sammen med mange andre

Mandag den 4. juni har Folkets Parlament kaldt til demonstration på Rådhuspladsen ved Københavns Rådhus kl. 14.00-17.00. Jeg deltager i denne demonstration.

Det gør jeg fordi jeg mener, at vi i Danmark skal være fælles om at bære byrderne. Jeg vil gerne bære min del – og jeg vil forsvare velfærdssamfundet, vores fællesskab, som er helt unikt og noget vi kan være stolte af. Det kræver dog, at vi sikrer alle i det danske samfund mulighed for at deltage i dialogen om, hvor vi skal spare, sikrer alle indflydelse på beslutningsprocesserne og gør det i respekt for fællesskabet.

Det sker desværre ikke i øjeblikket. Der er nogle samfundsgrupper, der skal betale for at andre skal have. Jeg tænker selvfølgelig på de skattelettelser, som den borgerlige regering gennemførte. Skattelettelser, som den siddende regering har valgt ikke at rulle tilbage. Det må jeg tage ad notam, for samtidig vil man finansiere hele festen ved at svage grupper skal holde for endnu engang. Jeg kender det fra handicapområdet, fordi jeg selv har et handicap og fordi jeg arbejder med forholdene her og dagligt ser, hvordan de politiske beslutninger påvirker utroligt mange mennesker og mange familier.

Eksemplerne er mange – og skræmmende. Alene på handicapområdet kan i flæng nævnes:

  • Ændringerne i ankesystemet, der begrænser retssikkerheden.
  • Nedskæringer i hjemmehjælp.
  • Nye regler om opholds- og betalingskommune.
  • ‘Reformerne’ af førtidspension og fleksjob.
  • Respiratorbrugere med BPA har stadig manglende rettigheder.
  • Strammere ankepraksis giver begrænsning i ydelsen af merudgifter.
  • Stramning i regler for BPA – især hvis man har brug for hjælp om natten eller hvis man er gift/samlevende.
  • Kun delvis genopretning af reglerne for tabt arbejdsfortjeneste, hvis man har et barn med handicap.
  • Stramning af reglerne for sygedagpenge.
  • Stramning af ankepraksis vedrørende hjælpemidler, så “lettelse i dagligdagen” forstås meget bogstaveligt.
  • Skattelettelserne gik totalt uden om mennesker med lave indtægter og mennesker på overførselsindkomster.

 

Vi er mange, der gennem dialoger og debatter har prøvet på at få politikerne i tale. Vores oplevelse er imidlertid, at vi, som nedskæringerne går ud over, ikke bliver hørt. Vi har ingen indflydelse og føler vi er sat uden for fællesskabet. Vi har nu en berettiget frygt for, at denne politiske linje fortsætter i de næste reformområder. På sigt kan de også ramme ordinære arbejdsløse og andre udsatte samfundsgrupper. Nok er nok og hælene skal effektivt sættes i – uanset hvilken farve og hvilket navn en regering har.

Derfor demonstrerer jeg sammen med mange andre for dialog, indflydelse og fællesskab mandag den 4. juni kl. 14-17 på Rådhuspladsen. Jeg håber også du kommer!

Du kan læse mere på www.folketsparlament.dk.

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Handicapdebat. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.