Løkkens år…? eller nytårssniksnak?

Man skulle tro, at det er lykkedes heftige spindoktorer at få statsministeren til at tro, at 2019 er Løkkens år. Engageret, overskudsagtig og velinstrueret med fingeren i bordet på sine steder – og uskyldens på sine – ledte eller forledte han os igennem hele 17 minutter uden at servere ret meget andet end at “det er de andres skyld”.

Og tæt på at stikke hovedet i løkken var han da også adskillige gange med skiftevis sødmefulde barndomserindringer, velinstruerede bekymringer for enkeltpersoner (her var han nærmest ved at folde hænderne og havde da gjort det i begejstring over eget talent, hvis ikke han var stoppet af mere nøgterne rådgivere under prøverne) og så snak om alle dem uden om os, der mangler det nationale udsyn, den pli og den anstændighed, som statsministeren selv – naturligvis uden selvros – synes, at at han besidder.

Og nogen valgtale var det jo ikke, som han med det største teatersmil udtænkt i en kølig kultur som vores, bedyrede så mange gange undervejs i talen, at det virkede både påfaldende og som hentet fra et begynderkursus i hypnose eller massesuggestion. Et statement nødvendiggjort af den helt uhyggelige kulde og mangel på empati, han ellers var i stand til at udstråle.

For Løkke-Lars var jo med hele sin tale på strandhugst i kampen om at vinde det valg, som kommer i første halvdel af året – og som talen netop derfor slet ikke handlede om – ifølge statsministeren selv. I den situation nytter det ikke med forvirrende humanisme. Den stålsattes finger må hellere en ekstra gang i bordet.

Strandhugst hos Dansk Folkeparti. Strandhugst hos Socialdemokratiet – her mest som en konsekvens af, at de også prøver at overhale Dansk Folkeparti inden om på en stram dehumaniseringsdagsorden i et spil der indsnævrer øvrige dagsordener. Det er i den situation nødvendigt at kunne matche både Dansk Folkeparti og Mette Frederiksen og bevare køligt overblik og kunne appellere til sund fornuft.

Dehumaniseringen får et helt centralt fokus, selv om de rigtige ord som ønsket om fred, håbet om demokrati, menneskerettigheder og viljen til samarbejde naturligvis fik deres eget lille område i talen. Hvem mistænker dog nogen for ikke at ville overholde Menneskerettigheder, når man selv italesætter dem?

Klima og miljø var hentet med ind i talen. Det bekymrer danskerne… så både med god grund og yderst relevant. Intet som helst galt i det. Men det var jo ikke hele vejen rundt, at det lykkedes at få relevante dagsordener ind i talen, selv om det betyder noget for mange af os. For i mere end 17 minutter med en manisk dagsorden (stadig  ‘det er de andres skyld’), der skulle sikre, at penible emner som hvidvask og skatteunddragelse ikke blev italesat.

I stedet blev dagsordenen Ibrahim (ham fra gymnasieklassen), Trump (ham med muren… altså den nye og uden refleksioner over øde øer i den sammenhæng), Putin og alle de andre hevet frem og noteret som bagsiden af den medalje, statsministeren fra start bebudede, at han ville gribe om roden på… man er vel moderne, stålsat og handlingsorienteret. Eller som han ellers selv sagde det: “Jeg vil ikke kun pudse medaljens forside. Jeg vil også se bagsiden. Sådan er verden. Ikke kun blank og glat.”

Det lød jo både godt og spændende, og gav en vis forhåbning om, at der kom bare lidt om de virkelige spændinger i Danmark. Men nej, det holdt sig straight til syndebukketeorien i velkendte versioner og manede til kamp mod projektionen parallelsamfund. Vel at mærke ikke parallelsamfundene på Strandvejen, hvor fordomsfulde personer som jeg selv gerne kaster en mistanke ind om, at skatteunddragelse og finansgrådighed trives ganske glimrende.

Og Løkke-Lars kæmpede faktisk bravt for at undgå de to magiske ord “skatteunddragelse og finansgrådighed” som jo faktisk også optager os her til lands. Manien blev forsøgt  gjort magisk og statsministeren håbede naturligvis at den kunne tryllebinde, så ingen bemærkede, hvordan han undgik de grimme ord, det var så magtpåliggende ikke at få med. Det er jo heller ikke sådan at spøge med. Slet ikke hvis man har en mistanke om, hvor stemmer kan hentes, hvis man opfører sig åbent og sobert.

Anledningen var ellers så rigeligt til stede med bemærkninger som “vil vi bevare Danmark som et frit land, må vi klart sige fra over for dem, der vil begrænse andres frihed. Vi må tage fat om problemernes rod” eller “Et ægte fællesskab har også grænser”. Begge kun glimrende være brugt til at beskrive både skatteunddragelse og finansgrådighed. Men det er altså ikke i forhold til det, at hverken friheden eller fællesskabet skal afgrænses.

Tilbage står, at vi skal huske på Løkke-Lars’ manende afslutning om, at fremtiden bliver endnu bedre. Ikke mindst, hvis vi følger hans gode råd om, at så længe vi taler åbent om vores bekymringer og sobert om problemerne, er alt godt. Dér viste Løkke-Lars sit virkelige vid som statsmand. Og så tror jeg den kan parkeres der med bemærkningen: gad vide om det gør det til Løkkens år eller vores år?

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Nyheder og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *