Status 2018 – et kig på bundlinien

Foto af regnemaskine, papir og kuglepen...

“Status 2018 – et kig på bundlinien” er med velkendte økonomiske begreber betegnende for, hvordan alt handler om økonomi anno 2018. Kommer vi endelig så vidt, at vi taler om mennesker, så lurer økonomien stadig i baggrunden. Det er som en infektion, der har bidt sig fast gennem snart to årtier. For det meste så retter vi bare ind – så hvorfor ikke også her?

Der er altid grund til at kigge tilbage på det år, der går på hæld. Hvad gik godt – eller galt? Der er også grund til at skue frem på det, der er på vej. Hvad kræver opmærksomhed?

Det er naturligvis mine helt personlige betragtninger, der præger mit blogindlæg på min hjemmeside. Jeg kan afsløre, at jeg på nogle punkter er optimistisk, og nogle steder har stænk af malurt til bægeret. Andet vil være rosenrødt og fortegnende.

Dette er ikke en kronologisk gennemgang af året. Jeg nøjes med enkelte nedslag fra et begivenhedsrigt år, der for mig at se er vigtige.

Skærmbillede af hjemmeside jan-jakobsen.dk

For at starte her på hjemmesiden har jeg ikke har skrevet så meget før her mod slutningen af året. Sådan er det i en hverdag, hvor jeg er nødt til at prioritere. Selv om jeg elsker at skrive, er det ikke blevet til nær det, jeg gerne vil. Jeg håber på mere tid til det i det nye år. Der er rigeligt med emner at tage fat på.

Min tid er brugt på arbejdet i Enhedslisten, i Danske Handicaporganisationer lokalt og centralt i forretningsudvalget, i Muskelsvindfonden og i Ringsted Handicapråd… og naturligvis på mit fleksjob. Det er et liv, hvor handicap fylder meget. Heldigvis mest politisk, selv om der naturligvis også er mange personlige udfordringer, der også fylder.

I handicapkredse er et tema, om vi med handicap “bare” skal beskæftige os med handicap? Bestemt ikke. Vi bidrager med meget andet. Vi må dog aldrig skamme os over at vi kæmpe for egne vilkår. Vi må heller ikke fastholde unge i at det er det vigtigste. Erkendelsen kommer med tiden: Ingen gør det for os – nogle vil gerne med os. Vi kan heller ikke undværes hér. Forbedringer er og bliver vores helt eget ansvar.

Jan Jakobsen (th) og Henrik Kjær (tv). Enhedslisten fik i 2018 to medlemmer af byrådet.

2018 startede med en ny byrådsperiode. Den helt store forskel er, at vi nu er 2 i byrådet for Enhedslisten. Det har givet chancen for et helt nødvendigt løft i arbejdet. For mit vedkommende ikke mindst en opprioritering af sociale medier, artikler på Enhedslistens lokale hjemmeside og lokale info-annoncer ved siden af udvalgsarbejde osv.

Kaos og dårlig administration på børnehandicapområdet har været et lokalt tema året igennem. For mig både i Danske Handicaporganisationer og Enhedslisten lokalt. Løfter om, at det nok skulle blive bedre, fik først bund i realiteter, da der blev bevilget 34 mio. kr. årligt til det samlede specialiserede område alene for at kunne følge med. Altså en svimlende og uansvarlig lokal underbudgettering.

Positivt er, at forældre til børn med handicap er blevet mere bevidste om, hvad der sker og tager udfordringen op. Problemerne er langt fra løst. Lige nu er jeg mest bekymret for voksenhandicap. Borgere kæmper alene og må alt for tit give op over for den kommunale grænseafprøvning. Sagerne ankes sjældent, fordi borgerne mangler ressourcerne.

Direktion og politisk ledelse må holde loven. Ikke kun ressourcestærke borgere, der har et godt netværk og kender deres ret, skal kunne klare sig! Hvor er medarbejderne i dette spil? Er frygten for at miste arbejdet så stor, at fagligheden taber? Det er en demokratisk udfordring. Vi må sikre, at medarbejdere tør blande sig om vilkårene for deres arbejde.

Det lokale arbejde fylder. Det er en helt naturlig konsekvens af det selvstyre som kommunerne påberåber sig. Som både fanden og en borgerlig regering i listig alliance har skabt. Konkurrencen mellem kommunerne fører til nedskæringer og, som nævnt før, grænseafprøvninger til “glæde” for økonomisk pres på borgerne. Man taler pænt om velfærdsstaten alt imens man langsomt og sikkert nedbryder den.

Kommunerne er den vigtigste kampplads for handicappolitik de næste mange år, hvis det fortsætter. Et faktum handicapbevægelsen er ved at indse konsekvensen af. Der opgraderes lokalt. Det gør vi kun ved at flere medlemsorganisationer er med lokalt og ved stadig mere målrettet lokal dygtiggørelse af de aktive. Det tager tid – og kræver ressourcer at kunne modstå presset hér i kommunerne, hvor det er størst.

Møde i DH-Ringsted.

Det gør det også værd at arbejde med. Det giver lokale borgere, der gerne vil DH-arbejdet og et netværk, der får flere med. Det skaber dialog og udbreder kendskabet til vores arbejde. Og det er der brug for. For det er de færreste lokale, der ved, hvad Danske Handicaporganisationer står for. Det er med i vores lokale mål at styrke kendskabet til DH. Det rykker vi på straks i det nye år.

Hvad er menneskeliv er værd? Svaret fik vi, da 2 tidligere læger fik domme for at rådgive mennesker om selvmord under tvivlsomme forudsætninger og metoder. Målet var at få legaliseret aktiv dødshjælp. Altså at staten aktivt skal  hjælpe mennesker til at dø. En glidebane, hvor den vigtige skillelinie mellem eget ønske og pres udviskes. 40 dages betinget dom var den højeste pris for “rådgivningen”.

Vi taler i nuet om at være krænket. Fx. i en sang revet ud af historien, set med nutidens statiske øjne og kun fra “mig og mit”. Skal jeg så være krænket over, at jeg ikke kan komme ind i en købmandsgård bygget for århundreder siden og nu genopført i Den Gamle By i Aarhus? Naturligvis ikke. Det minder mig kun om, at vi har en historie, hvor man ikke gjorde det, fordi mennesker med handicap var på anstalt og ikke i samfundet.

Nødvendigheden af tilgængelighed i både offentlige og private bygninger er svækket det sidste år. D er svækket i bygningsreglementet og kom ikke med i lov om ikke-diskrimination. På grund af økonomi. Det sender signaler ud i samfundet om at det er helt OK ikke at bygge tilgængeligt. Skal vi være krænket over det? Næh. Vi skal stå sammen om fremskridt – og stoppe tilbageskridt, hvor vi møder dem.

Politik og handicappolitik hører sammen. Derfor vil jeg fortsat arbejde handicappolitisk i Enhedslisten. Her er den sociale og brede tilgang til handicappolitik jeg ikke ser i andre partier. Det bliver alene et spørgsmål om magt, at score stemmer på enkeltsager – uden smålig skelen det brede humane perspektiv. Vi glemmer fx. at veje DF’s succes med handicappolitiske dagsordener op imod deres generelle “humanisme”.

Foto Handicaporganisationernes Hus.

Brug for kritiske stemmer. Som Handicaporganisationer skal vi uden at skele til partipolitiske hensyn eller andet taktisk kæmpe for universelle rettigheder. Smulerne fra de riges bord gør ikke forskellen for os. Det gør lige muligheder. Det har vi til fælles med mange andre grupper. Vi skal rose det, der er at rose. Det er dog en misforståelse, at vi ikke samtidig kan være kritiske. Det er vigtigere end konsensus med skiftende regeringer.

Nytter det noget? Det er altid et godt spørgsmål, når bundlinien skal gøres op – også den etiske. I hverdagen er mange og små sejre! Alt for tit små enkeltsejre og måske kun i en enkelt kommune. Det er uholdbart i længden, men nødvendigt, fordi det viser absurditeten i den måde, det kommunale selvstyre er skruet sammen på. Om det nytter ved vi først når vi får en regering, der kan og tør gøre op med uret i retssikkerheden.

Den næste statsminister? Det er næste naturlige spørgsmål. Mette Frederiksen siger, at “…en regering under min ledelse skal først og sidst vurderes på, om den næste store gruppe børn og unge kommer til at klare sig bedre i vores samfund…” Spørgsmålet er, om unge kan have tillid til en regering, der ikke aktivt modarbejder deportationer og gale krav om håndtryk. Nationalistisk snæversyn giver næppe bedre muligheder for at klare sig.

Mange spændende møder med mennesker både lokalpolitisk og handicappolitisk har året budt på. Det er blevet til en del km på landevejen. Det gør knapt på meget, når det er givet godt ud og altid har bragt noget nyt og værdifuldt med hjem. Og det er både godt at blive inspireret og kunne inspirere. Det er den måde vi bliver stærkere på og finder ud af, hvor meget vi især har at bidrage med til fællesskabet – og at fællesskabet også har brug for os. Ikke kun på arbejdsmarkedet, men også fordi vi er kapaciteter når det gælder kunsten at leve livet og altid få det bedst mulige ud af det.

Bundlinien. Alt for meget handler om at kunne betale sig. Også mennesker. Dagligt tages der valg i sundhedssektoren: hvem skal vi satse på? Hvem gør nytte? Hvem gør nytte for hvem og hvordan? Troede jeg ikke, det nyttede, ville jeg give op og overveje at gå ind for aktiv dødshjælp. Det gør jeg bestemt ikke. For det nytter og vi bliver heldigvis stadig flere, der bliver mere kritiske – i bund og grund. Både over for den økonomiske tænkning, over for skævvridning af ulighed og over for vold mod retssikkerhed.

Som sidste år blev det, bliver næste år også varmt. Omend måske på andre måder. Men hvad gør det, når vi bare vinder? Sidste år bød på sejre og nederlag – eller rettere: sejre og sejre der ikke er i hus endnu (med en let omskrivning af Jørgen Lengers ord). Det skal nogle nok komme, hvis vi står sammen.

Godt nytår, tak for det gamle, god brise fremad og på gensyn i det nye.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *