Årets handikappris går til Cecilie Møller Kristiansen

Min tale ved uddelingen af Handikapprisen 2018 ved Ringsted-Galla (#ringstedgalla) i Ringsted Kongrescenter 23. marts 2018:

Årets handikappris går til Cecilie Møller Kristiansen

Igen i år har Ringsted byråd valgt en rollemodel som modtager af Handikapprisen.

Cecilie, du har bl.a. vist et mod,  ved sammen med andre med handikap,  at stille op til den landsdækkende kampagne “Hvor svært kan det være”.

Kampagnen skal få børn og unge med handikap til at dyrke idræt. Idræt på trods af et handikap. Du tør stå frem, vise dit handikap og overbevise os andre om, at det slet ikke er så svært. At ingen af os er perfekte, men at vi alligevel kan.

Det er mennesker som dig,  Cecilie, der går forrest i at skabe modet. Du har ved siden af at være elitesvømmer inden for parasport taget en uddannelse, og er nu aktiv som træner i Ringsted Svømmeklub. Du er et strålende eksempel på at det kan lade sig gøre – også med et handikap.

Jeg skal ikke tale så meget, selv om det ellers er min yndlingssport, for vi skal lige nå at se den video, du er med i, og som så overbevisende fortæller børn og unge med handikap, at der er muligheder – også for dem.

– – – – –

Efter videoen:

Cecilie, det er velfortjent, at du får Handikapprisen. For mange med handikap er det en kamp at vinde – ikke mindst over de barrierer,  der er – også i én selv. Tak for din store indsats indtil nu og tillykke med Handikapprisen 2018.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *