Tilbage til naturen

Allerførst dette lille stemningsfoto ikke af, men fra den sti, jeg holder så meget af. Helt naturlige grunde gør, at jeg hele tiden har måttet “holde mig på stien” og nyde det, jeg kunne se derfra. Det har da også været en oplevelse i sag selv. Fotoet er taget i april 2004.

At kunne “bruge” naturen er et tema, der er på dagsordenen i disse tider. Meget relevant i en tid, hvor ganske mange har stillesiddende jobs og hvor det at kunne bevæge sig og få friske sanseindtryk i naturen bliver en mangel, med mindre man selv gør en aktiv indsats for det.

Heldigvis er de ved langt de fleste stier, der er lavet, også indtænkt tilgængelighed. Det gælder i sagens natur ikke de såkaldte trampestier, der er kendetegnet ved, at de er anlagt eller opstået ved at folk færdes det pågældende sted. Med denne undtagelse er der stadig mange muligheder for at lave stisystemer, der kan være anvendelige og inkluderende også hvis man har en funktionsnedsættelse, der kræver hjælpemidler som rollator eller kørestol.

Målet med dette blogindlæg er ikke at lege “Kloge-Åge” på forskellige typer stier og deres anvendelsesmuligheder, hvis man lever med et handikap. Der er mange holdninger til, hvilke stier, der kan anvendes med forskellige hjælpemidler ligesom der også er stor forskel på, hvor motiveret den enkelte bruger for at begive sig ud på den enkelte sti alt efter hældninger, belægning mm.

Foto fra samme område taget ca marts 2010.

Målet med dette blogindlæg er efter disse indledende krumspring at rette opmærksomheden på vedligeholdelse af stier. Uden at blive alt for kategorisk, så er en stor del af danske stier grusstier. Fordelene ved grusstier er ifølge Friluftrådet, at de fremstår naturlige i mange typer omgivelser, og at de er relativt billige at anlægge sammenlignet med de asfalterede stier.

Til gengæld kan de være mere vedligeholdelseskrævende og sværere at snerydde eller friholde for blade og affald, da det ikke altid vil kunne foregå maskinelt. Stadig ifølge Friluftrådet, som i 2011 udgav en lille bog om emnet (note 1).

Selv bor jeg i et område, hvor der blot 3 minutters gang herfra ligger det dejligste naturområde, som i årevis har været en fantastisk mulighed for både afslapning og den inspiration, som naturen kan give. Det har gennem de sidste år været så som så med at kunne færdes i dette område, for netop de forhold omkring vedligeholdelse, som Friluftrådet nævner, gør sig gældende.

Jeg har erindring om stien helt tilbage til slutningen af 1970’erne hvor den blev anlagt og hvor jeg, da det blev muligt, ofte benyttede den. På det tidspunkt havde jeg familie, der boede på Ringstedmark, ganske tæt på, hvor vi bor i dag. Når jeg skriver da det blev muligt, handler det om et par klassiske sjuskefejl, Ringsted kommune havde lavet i forbindelse med etableringen.

Del af stien maj 2010. Kanter, altså niveauforskel mellem selve stien området uden om er blevet stadig større.

Der var etableret nogle bomme undervejs på ruten, hvor man skulle køre i “Z” for at passere. De var placeret så tæt, at det var umuligt at komme igennem med en kørestol. Det blev rettet og vejen banet for at man kunne køre hele ruten langs et skønt naturområde. Side jeg i midten af 1990’erne begyndte at tage digitale fotos, har jeg taget et hav af fotos og det er nogen af dem, jeg bruger i dette blogindlæg.

Gennem årene er det blevet stadig vanskeligere at færdes i området. I dag er det stort set umuligt at færdes i området med kørestol. Det giver ikke nogen oplevelse mere med mindre man er pjattet med hovedpine. I dag er stien så smal, at det stort set er umuligt at komme frem. Der er da også i forbindelse med oplevelsesstien planlagt en tiltrængt renovering af området, så inden for få år skulle det forhåbentligt være muligt at færdes på stien.

For anskuelighedens skyld er her et andet foto, det viser, hvor umuligt det er at køre på stien. Også dette foto er fra maj 2010.

Jeg har naturligvis på et tidspunkt spurgt administrationen, hvorfor stien ikke er renoveret, og svaret ligger naturligvis i, at det er omkostningstungt – i særdeleshed når det ikke er sket i en årrække. Det handler jo ikke kun om den periode på 8 år, hvor stien har været “ikke-tilgængelig”, men om mange år forud, hvor processen har været i gang, men ikke synlig eller til gene.

Da det forfaldne og på lange strækninger helt uanvendelige stisystem, der er i dag, blev indviet, var det med samme glæde, som det sker med i dag. Mediebevågenheden og folkestemningen omkring det var måske ikke helt så stor, men glæden over at have skabt noget, der tilførte kommunen værdi har haft samme betydning. En betydning, der har tabt sig hen over tid.

For på et tidspunkt har alle glemt stien som noget godt og unikt, selv om den er blevet brugt nærmest i generationer og for mange blevet en umærkelig del af hverdagen, som man ikke tænker over medmindre vi en morgen vågnede op kun for at konstatere, at den ikke var der længere.

Politisk er den jo allerede afskrevet eller gået i glemmebogen allerede i det øjeblik for mange år siden i det øjeblik man tog den af budgetterne for i stedet at bruge pengene på nye, spændende projekter, der kan give de siddende politikere anerkendelse og skabt også dem en plads i folkets hjerte for at være fremsynede, innovative – og anerkendt for deres gerninger.

Hvor vil jeg så hen med alt det her? At det ikke er gjort med at skabe en sti eller et stisystem. At det er vigtigt at forstå, at det økonomisk ikke er nok at tænke 1, 2, 3 eller 4 valgperioder frem når det gælder en sti. Den kan overleve mange hold politikere – også så mange, at dens betydning endnu engang har fortabt sig med mindre vi endnu laver tankeeksperimentet at den ikke er der mere. Det er den eneste måde at anskueliggøre det på.

virkeligheden er, at for borgere med funktionsnedsættelser eksisterer denne sti på store strækninger ikke mere. Glæden er, at den kommer til at eksistere igen, fordi der er planlagt en ny. Det vil kunne glæde i nogle år år indtil man også dropper den til fordel for noget nyt og mere spændende end at vedligeholde en sti. Naturligvis medmindre man lærer, inspireret af fortidens synder, at en sti kræver vedligeholdelse og måske endda renoveringer i mange år frem.

 

Undskyld, men var her ikk’ en sti i går???

Note 1) Casper Lindemann, Johanne Leth Nielsen og Mads Ellegaard: “Stier – inspiration til planlægning og forvaltning”. Udgivet af Friluftsrådet 2011 – ISBN: 978-87-7764-180-0
Den findes i pdf-format her: http://www.friluftsraadet.dk/media/112746/stihaandbog_web.pdf

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *