Indlæg ved budgetbehandling

Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg har set et så tydeligt bevis for, at landspolitik og kommunalpolitik er skabt af samme surdej. Myten om den elskelige – og så fristes jeg jo til at sige katolske – kommunalpolitiker, der vil det bedste for sit lokalsamfund, er aflivet ved standret. Dette nedskæringscirkus er bestemt af Venstre, Konservative og deres tro væbnere Dansk Folkeparti. Længere er den diskussion ikke.

Argumenterne er, at regeringen mener, der skal en genopretning til. Genopretning efter hvad?  Efter mere end 8 års hærgen fra en borgerlig regering, der har leget den omvendte Robin Hood og lystigt delt om sig med skattelettelser – man har købt sig til stemmer, har man. For mig er det værste, at dette kommer til at gå ud over samfundets svageste grupper: mennesker med handicap – og det er ikke i første omgang dem med simple fysiske handicap som mig selv. Vi skal nok klare os. Det er de familier med massive problemer, som aldrig tager til genmæle. Det er de gamle, der har givet op og som kun skal have det sidste af deres liv overstået bare nogenlunde værdigt.

Økonomien giver problemer i kommunerne: vi vil jo nødig under administration, så vi spræller i nettet og diskuterer ivrigt, om det er børnene eller de ældre, vi skal riste på bålet. Det er lige nøjagtigt dette, man ønsker sig på Christiansborg: kommunerne skal lære at indrette sig på det eneste hellige i disse tider: Markedet! Markedet!
Jeg vil ikke kommentere alt det, der er galt med dette budget. Der skal laves meget om, før jeg kan tilslutte mig det – lad det være sagt allerede nu.
Mange af forslagene til besparelser er en økonomisk bombe under hele systemet. Inden for hjemmeplejen strammer vi nu skruen så voldsomt, at hvis det bare kommer til at gå en lille smule bedre og hjulene drejer lidt mere rundt, som liberalisterne elsker at underholde os med at det kommer til igen, så er de medarbejdere, vi har nu, væk, hurtigere end vi kan tælle til én.

Så er vi tilbage, hvor vi startede: et kanonhøjt vikarforbrug og stor udskiftning blandt medarbejderne. Jeg vil meget nødig have ret, men sker der ikke noget nu, så får jeg det – og så bliver vi alligevel sat under administration!

Handicapområdet har nogle borgmestre besluttet skal spare 2% på botilbud. Uden at se på indhold. Det indgår i budgetforringelserne. En gruppe børn og unge, der har særlige behov, kan nu pludselig godt rummes i folkeskolerne. Det hedder inklusion – at være med. De kommer ikke til at være med, for ressourcerne er der ikke. Så er det reelt udelukkelse – opbevaring – eksklusion. Der bliver skåret på fleksjobberne. Det kommer til at koste dyrt på den lange bane – men hvad gør det? Budgettet kommer til at holde her og nu og det er det eneste der tæller.
Skoler skal laves om til indskolingsskoler – en voldsom centralisering og en trussel mod lokalsamfundene.
Miljøet skal også holde for.
Det korte af det lange er: jeg kan ikke stemme for det foreliggende budgetforslag. Det er skræmmede, hvis dette forslag overhovedet kan finde et flertal.

Jeg kan ikke lade være med at sige, efter at have hørt hr. Poul Nødgaard: vi skal ikke lytte til deres tale – vi skal se, hvad deres hænder gør. Og de hænder er jo ikke så rene, som hr. Nødgaard på mageløs vis prøver at give indtryk af. Røger, han spyr i al sin hellighed er ikke så hvid. Jeg har intet mod moral, men den dobbeltmoral som vi her ser, er lige en tand for meget…

Med disse store betænkeligheder oversendes budgettet til videre behandling.