Vi kan i det mindste prøve at gøre en forskel 

Jeg blev i slutningen af april valgt til formand for Danske Handicaporganisationer i Ringsted. En opgave jeg påtog mig med åbne øjne. Det har i mange år været lidt af en kæphest for mg, at det er en nødvendighed, at vi satser mere på arbejdet i kommunerne. Ikke mindst fordi det er i kommunerne, at langt de fleste forringelser sker i dag. 

Med kommunalreformen, som vi for få måneder siden kunne markere 10-året for, gik vi ind til en ny form for politik. At kommunerne fik de fleste opgaver på handikapområdet betød ikke de samarbejder mellem kommuner, som arkitekterne bag reformen så malende beskrev som den lykkelige konsekvens.

Konsekvensen blev tværtimod, at kommunerne begyndte at tænke meget på sig selv – og på at løse opgaver inden for kommunegrænsen. Det giver sikkert mening når det gælder “brede” opgaver, men når det handler om mere specialiserede opgaver, begynder værdien at blive yderst tvivlsom.

At forsøge at løse opgaver på handikapområdet efter samme model, svarer til blot at tale om folkepensionister som ens. Det er vi heldigvis holdt op med. Vi ved, at nogle er demente og andre har store problemer på grund af nedslidning. Her er vi blevet så kloge at vi ved, at opgaverne kræver vidt forskellige indsatser.

Jeg tror ikke, at hverken politikerne eller administrationen i kommunerne er specielt onde mennesker. De gør blot, hvad de kan for at sikre deres kommunes økonomi. Ikke nogen forbrydelse – og nogen gange endda ganske sympatisk. Men ikke altid hensigtsmæssigt, hvis man har blot en smule øje for mere end økonomi.

Som mennesker med handikap, der gerne vil vil være aktive i at ændre politikeres holdninger til handikapområdet, bliver en af vores allervigtigste opgaver netop i kommunerne. Det er ikke noget, der er særligt sexet. Det er også fyldt med nederlag, for den lokale dagsorden er alt for ofte en anden end vores.

Det er vores opgave at tænke på økonomi – og på mennesker. Den kobling er ikke altid i fokus for politikere. Kendskabet til den reelle virkelighed, der tegner sig for et liv med handikap, er alt for ofte ikke særligt nærværende. En af vores opgaver er at skabe den kobling – og bibringe forståelsen af, at nogle opgaver er ganske enkelt ikke placeret godt i kommunerne.

Ikke mindst mindre kommuner kæmper for at bevare deres berettigelse. Den får de ved at holde krampagtigt fast i opgaver – det betyder desværre også opgaver, man kunne løse med fordel sammen med andre – og uden at det går ud over borgernes lokale tilknytning. Det handler ikke om centralisering, men om at dele ekspertise, som den enkelte kommune ikke kan råde over.

Hvis kommunerne skal bevare de opgaver, man har nu, må der andre boller på suppen. Man må lære at samarbejde nu. At indse at faglig ekspertise og indsatser, der batter ikke altid kender kommunegrænser. At der også for kommuner må være et krav om både ansvarlighed og samarbejde. Alt for tit kæmper kommunerne om at bevare opgaver for sig selv.

Det er en svær opgave, der kræver at vi har og bruger mange ressourcer i de enkelte kommuner. Det er nærmest umenneskeligt – men der er ingen vej udenom. Og vi? Ja, vi kan i det mindste prøve at gøre en forskel.

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Handicapdebat, Nyheder og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.