Hvordan gør vi mentalt plads til alle i foreningen 

Dette er oplæg fra panel ved frivilligdagen 29. april i Ballerup om mennesker med handikap i foreningslivet.

“Et rummeligt foreningsliv er en gevinst for alle,” kunne vi læse på  Altingets portal for Civilsamfund d. 22. november 2016. Det var et indlæg skrevet af Anette Laigaard, formand for Det Centrale Handicapråd, Vibe Klarup Voetmann, formand for Frivilligrådet og Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer – alle centrale personer, når det gælder handikap og frivillighed.

Afsættet i artiklen er fortællingen om Marie, der  er 20 år og har ADHD. Hun er frivillig i en Håndboldklub, hvor hun pumper bolde, fylder drikkedunke og sidder ved dommerbord. Håndboldklubben er det sted, hvor Marie kan slappe allermest af, være sig selv, få en masse succesoplevelser og et netværk, der bakker op om hende.

Indlægget beskriver forskellige initiativer, taget af forskellige organisationer, der vill gøre det lettere for mennesker med handikap at blive en del af det frivillige Danmark. En af konklusionerne er, at “organisationerne bag disse initiativer vil opleve, at det slet ikke behøver at være så svært at få mennesker med handicap med i foreningslivet.”

Der er mange programmatiske proklamationer om, at mennesker med handikap skal inkluderes i alt fra folkeskolen, arbejdsmarkedet til fritidslivet. Vi kunne bl.a. læse om det i “Visioner for dansk handicappolitik”, den såkaldte Handicappolitisk handlingsplan 2013, der har sat sporene for fremtidens handikappolitik.

I den hedder det blandt andet, at man vil “…øge mennesker med handicaps deltagelse i uddannelse, arbejde og civilsamfund, så alle har mulighed for at være en del af fællesskabet i en skoleklasse, på en arbejdsplads eller i foreningslivet.”

Det bliver ikke mere konkret, og derfor er det godt, at der bliver sat fokus på det – fx i indlægget i Altinget og gennem en dialog som her i dag.

Jeg kan ikke komme med nogen entydig opskrift på hvordan vi “mentalt” gør plads til hinanden. Alle forsøg vil ende i noget banalt om at acceptere hinanden som mennesker. Det er der sandelig også brug for. Men der er også brug for noget langt mere konkret.

Jeg kan, som i indlægget i Altinget, måske, være med til at smelte problemstillingen handikap/ikke handikap ned til nogle mere konkrete problemstillinger, der så, forhåbentlig, bliver lettere at håndtere.

Vi kan dele det op i en lang række spørgsmål:

Har vi viljen – og har vi redskaberne?

Hvor kan mennesker med handikap inkluderes i foreningslivet?

Hvad er forudsætningerne – og hvordan spiller barrierer ind?

Hvordan nedbryder vi barrierer?

Hvem kræver det noget af, når vi skal skabe de ideelle forudsætninger for et fællesskab?

For at starte med det sidste så handler dette om os alle – ikke om skyld, men om dialog og samarbejde. Derfor kræver det noget af os alle at skabe forudsætningerne for at et fællesskab kan fungere. Det giver ingen mening at tale om, hvem, der udelukker og hvem der bliver udelukket.

Egentlig tror jeg, at viljen til at inkludere er til stede hos langt de fleste af os, men at vi alt for tit mangler de redskaber, der skal til for at sætte ord på, hvad det er gør det svært for os at møde hinanden. Jeg har selv svært ved at se det, fordi jeg i mere end 52 år har levet med et fysisk handikap. Jeg er 62 og har i mange år været aktiv i mange former for frivillighed. Politisk. Blandt andet i byrådsarbejde. På lokalradio. Som mangeårig formand for lokalradio. I lokalsamfund. Skolebestyrelse. Professionelt som journalist og kommunikationsarbejder.

Men altsammen i rammer af et lokalsamfund, hvor der var og er plads til, at jeg uden problem kunne skille mig ud ved at se lidt mærkelig ud i kroppen og futte rundt i en elektrisk kørestol. Men når jeg så ser undersøgelser, at mange helst ikke vil sidde ved siden af en spastiker i en bus, så får jeg ærligt talt lidt svært ved at se, hvordan vi kan håndtere forskellighed.

Jeg får brug for at vide, hvad der gør det så svært. Er det frygten for at blive bragt i nogle situationer, vi ikke kan håndtere, der skaber barrierer? Ikke at kunne forstå spastikeren i bussen, hvis hun eller han pludselig siger noget? Er det frygten for at spastikeren i bussen også er udviklingshæmmet? Det har været en alt for ofte overført antagelse fra sidste århundrede, der førte til mange fejlplaceringer. Langt de fleste på grund af kommunikationsproblemer, der kunne være kompenseret for.

Skal foreninger være i stand til at rumme også mennesker med handikap, er det vigtigt at forstå, at mennesker med handikap ikke er ens. At der netop ikke er tale om noget vi kan sætte nogle generelle regler op for, hvordan vi møder. Jeg kan også selv blive tvivlende over for andre mennesker med handikap, hvis jeg bliver stillet over for noget jeg er uvant med – og dermed også utryg over for.

Jeg har også selv været udsat for det: lige efter jeg havde fået foretaget nogle vigtige ændringer ved min respirator talte jeg meget dårligt, lavt, ofte med staccato og temmeligt uforståeligt. Det værste var at opleve de medlidende blikke fra 300 tilhørere, da jeg skulle tale ved et byrådsmøde: er staklen nu blevet så dårlig. Heldigvis var det ikke permanent.

Da jeg skulle forberede mig på dette møde, talte jeg lidt om det med en af mine hjælpere, sagde han: For bare ti år siden ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle håndtere at arbejde her hos dig. Det handler om kendskab og ikke kendskab – og om noget, der er fremmed for énm og som man så efterhånden bliver fortrolig med.

Sådan tror jeg også, det er i foreningslivet, selv om det ikke kan sammenlignes med et arbejde. Som frivillig kommer man ikke ind i den meget intime sfære, som mine hjælpere gør, når de skal sikre min respirationsovervågning, hjælpe mig på toilet, i bad, give mig tøj på osv. Alligevel er nogle af mekanismerne de samme. Det kræver kendskab. Det sikrer vi ved at nedbryde mure og gøre forskelle på os klart. vi gør det ikke ved at udviske og overse forskellene mellem handikap og ikke handikap, men netop ved at italesætte dem. Det er ikke det samme som at blæse et handikap op til et stort problem, men netop en metode til at sikre at det ikke kommer til at skygge for det væsentlige: at der er et menneske bag. Sådan er det også med de, der havnede på bænken nede på Torvet – måske fordi der ikke var plads til “deres type” på arbejdspladsen – eller i foreningen.

Nogle aspekter kan vi tale os ud af ved at komme ind på hinanden. Andre kan vi tale højde for gennem kurser som større foreninger og center for frivillighed kan håndtere. Andre igen kan vi håndtere gennem de lokale frivillighedsråd og frivillighedscentre. Endnu andre kan vi kompensere for gennem f.eks. som i mit tilfælde hjælperordning eller ledsagelse. Det er kun nogle eksempler på en bred vifte af muligheder, der kan være med til at styrke mulighederne for at mennesker med handikap kan være en del af det frivillige liv.

Det kræver dog, at vi alle kender til mulighederne – det kan være dialog, skriftligt og i kuser. Jeg tror på nødvendigheden af den lokale forankring og den lokale dialog gennem frivilligrådene. Her ligger viden og evnen til at udvikle synergier og udveksle erfaringer.

Allervigtigst i hele dette setup tror jeg dog, at  det er, at vi alle har roller og kompetencer, som der er brug for i foreningslivet og som det var tilfældet med Marie, en win-win-situation for alle involverede parter.

Langt de fleste mennesker med handikap, der er involveret i foreningsarbejde, er det i handikapforeninger. Ikke nødvendigvis fordi det er det man altid har mest lyst til, men fordi det giver mulighed for både at føle sig tryg og føle at det giver mening “at være med”.

I dag er det for mig et bevidst valg, at jeg bruger meget af min tid på handikappolitisk arbejde. Sådan har det ikke altid været. På et tidspunkt havde jeg, som mange unge har i dag, brug for at bruge min viden og kompetencer på noget, der ikke havde med mit handikap at gøre. I dag giver frivilligt arbejde blåt kryds i bogen, når man skal ud og søge arbejde. Også selv om man har et handikap.

Flere og flere unge skal tage en uddannelse. Også unge med handikap. For det bliver givet færre og færre pensioner. Fair nok i det omfang uddannelse er realistisk og ikke kun et blindt pres fra politisk hold. Med til at gøre det realistisk er, at der også er plads til unge med handikap i foreningerne. Unge med handikap har også brug for blå kryds. Det har vi et fælles ansvar for.

Det er den ene side. Den anden side er at skabe plads til de, der gerne vil have et livsindhold. Det er efter min mening også et fælles ansvar. Ikke set i betydningen, at man skal syhes det er “synd”, men i betydningen: hvor er der brug for en Marie, en Agnete, en Jan, en Louise, en Morten eller en Peter, der kan være med til at udfylde en rolle i foreningen, som der er en daglig irritation over ikke bliver udfyldt.

Måske en af os passer ind – ikke mindst hvis du er i stand til at se ud over handikap og når mennesket. Hvem ved? Lad det være den mentale øvelse. Det er  jo, som det var tilfældet med Marie, slet ikke sikkert, at det er så svært endda…

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Handicapdebat, Nyheder og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *