Til venstre modtageren af handikapprisen i Ringsted fotograferet midt blandt stearinlys og Gallastemning.
Jeg bliver så glad, når vi får en chance for at vise, at mennesker med handikap har vigtige ressourcer, der kan bruges i vores fællesskab til at styrke mangfoldigheden.
Det er præcis, hvad der sker, når vi f.eks. med uddelingen af handikapprisen i Ringsted vælger at give den til mennesker, der trods udfordringer har formået at bruge deres kreativitet. Det skete sidste år, hvor modtageren var Amalie Bille Nyvang, og i år, hvor det var Magnus Jønsson, der fik prisen.
Vi lever i en verden fyldt med mennesker, der er unikke og kan bidrage. Det er vi vant til, men vi er knapt så vant til, at der er nogle, der har trodset særligt odds for at nå dertil. Det kan f.eks. være ved at de også har haft et handikap. Det er blandt andet dem, vi hædrer med en handikappris.
Nogle gange hædrer vi også nogle med en handikappris, fordi de har gjort en særlig indsats for at skabe særligt gode vilkår for, at mennesker med handikap kan udvikle sig ud fra. At der ses og skabes nye muligheder for mennesker med handikap.
Jeg tror at begge sider af denne sag har en stor betydning for at skabe nye og bedre muligheder for at mennesker med handikap kan manifestere sig. At få nye muligheder i et samfund som vores. Det var også en af grundene til, at vi i Ringsted begyndte at uddele handikappriser, som man allerede gjorde i en række andre danske byer.
Vi har nu to år i træk givet handikapprisen til unge, der begge har brugt deres kreative evner. Ikke fordi det er en ny forudsætning vi er ved at “snige ind” for at være modtager af handikapprisen. Den kan og skal også gives for mange andre indsatser.
Alligevel er det værd at nævne. Det faktum, at der er lagt vægt på kreativitet og brud med gængse opfattelser af handikap, har for mig at se først og fremmest har været med til at flytte fokus væk fra selve handikappet som det primære. I stedet er stillet skarpt på det unikke menneske, der desværre alt for ofte kommer til at stå i skyggen af diagnoser, fordomme og hvad der ellers styrer den måde vi ser andre mennesker på. Noget vi i allerhøjeste grad har brug for at bryde med. Det er med til at skabe opmærksomhed på livet med et handikap, men med en anden vinkel end den, der tidligere har været i fokus: handikap som et livsvilkår, som har fået lov til at stille sig i vejen for mennesket.
Samtidig ser vi, at der er organisationer som Sammenslutningen af Unge med Handikap (SUMH), der underbygger mulighederne for unge med handikap. De er med til at sikre, at handikap ikke bliver en “skæbne”, men et livsvilkår, der ikke er uomgængeligt og kan forandres. Samme sker, når der bliver sat fokus på at understøtte unges evner gennem institutioner og virksomheder som f.eks. TV-Glad og Café Ingeborg, der opererer lokalt, og f.eks. Specialisterne og Huset Ventura, der opererer andre steder i landet. De er med til at give helt nye muligheder for at få endnu flere evner og muligheder sat i fokus hos mennesker, der også lever med et handikap.
Den opbygning af socialøkonomiske virksomheder, der er på vej med ny lovgivning understøtter mulighederne både for at styrke kreativitet og skabe arbejdspladser på netop de betingelser, der ofte er nødvendige for alle de mange mennesker, der på den ene eller anden måde er henvist til kanten af arbejdsmarkedet.
At der kommer en mangfoldighed også af organisationer, institutioner og socialøkonomiske virksomheder er effekter, som vi på ingen måde må underkende betydningen af. De spiller en vigtig rolle i skabelsen af en identitet, der i højere grad bygger på mennesket og ikke er skabt ud fra et handikap.
Målet med dette er for mig ikke at skabe en ny klasse af idoler i forhold til handikap, der kan slå andre med handikap i hovedet med at de kan noget, som ikke alle kan. For alle med handikap kan naturligvis ikke ikke det samme – og skal heller ikke kunne det. Men måske kan vi hver især finde vores “hylde” og det indhold i vores liv, som gør os til glade og tilfredse medborgere – og ikke kun til “den handikappede”.
Men i en verden, hvor der sker en stadig mere fokusering på effektivitet på den ene side er det nødvendigt på den anden side at skabe en kultur, der opsamler og udvikler de mange evner, der er blandt os med handikap. Og at de bliver brugt til at styrke mangfoldigheden. Det er med til at sætte fokus på, at det styrende i vores liv ikke er vores handikap. Det er med til at styrke de muligheder fællesskabet giver os for at bruge alles evner – og de muligheder vi også giver samfundet for at bruge det vi kan!
