Et gennembrud – der giver muligheder

Det var en ganske glædelig meddelelse, som børne- og socialminister Mai Mercado bragte frem i medierne i går: det skal være forbud mod at diskriminere mennesker med handikap.

Ministeren kalder det selv et “kraftfuldt signal”. Og “signal” er også nok det helt rigtige ord, for selv om det er svært at få armene ned, så indikerer det også nogle begrænsninger i udspillet, som ikke gør forslaget dårligere, men fortæller, at der stadig er et stykke vej endnu, før vi når til substansen: lige muligheder.

“Det er vigtigt at sige, at personer med handicap er en del af vores samfund. De bliver rummet og inkluderet. Derfor skal det være ulovligt at diskriminere,” udtalte socialminsteren i forbindelse med lanceringen af forslaget.

Som det ser ud nu, kommer der en væsentlig undtagelse i forslaget,  idet tilgængelighed ikke er omfattet. Det  gør ministeren helt klart med  eksemplet “at adgang til en restaurant, for eksempel en kørestolsrampe, ikke er med”, og begrundelsen er, at det “vil simpelthen medføre store og øgede omkostninger. Så der har vi valgt at sige, at vi holder tilgængelighed uden for”.

Hidtil har det været ganske umuligt at komme igennem med en diskriminationslovgivning for mennesker med handikap, hvis vi ser bort fra arbejdsmarkedet, hvor vi har haft lovgivning mod diskrimination siden 2005., der nævner både “race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.”

Defor er forslaget også banebrydende, for hidtil har det ellers været ganske umuligt at komme igennem med noget forslag igennem mere end 12 år.

Jeg anser det for lettere at nå “flere bidder” med en lovgivning, der principielt fastholder retten til at være en del af et fællesskab end en, der i svævende vendinger og uden substans i en lovgivning taler om en ret.

Ingen kan vide, hvor lang tid vi nu skal kæmpe for også at få tilgængeligheden omfattet. Men der skal naturligvis et konstant pres på, for det er åbenlyst for alle, der har blot lidt kendskab til et liv med handikap, at her er til stadighed en væsentlig hindring for at blive rummet og inkluderet – at være en del af vores samfund.

Endelig er det for mig et faktum, at denne type lovgivning skal følges op. Alt gøres ikke ved forbud, selv om de kan “bære med på vej” og sætte grænser for, hvad der anses for acceptabel adfærd i et samfund.

Det vigtigste er stadig at skabe forståelsen af, hvorfor det er nødvendigt at være en del af samfundet uanset handikap på lige fod med race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder eller national, social eller etnisk oprindelse.

Den opgave fritager ingen diskriminationslovgivning for.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Handicapdebat og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *