Handicapkonventionen – ét af mange redskaber til forandring

 

Tirsdag den 13. december rundede vi ti-året for at FN vedtog Handicapkonventionen. Det faldt sammen med, at vi i Danmark gennemførte strukturreformen og fik af obligatoriske handicapråd i alle landets kommuner. I 2009 ratificerede vi konventionen i Danmark.  Det vil sige, at vi formelt forpligtede os til at overholde dens bestemmelser.

Jeg havde egentlig skrevet på min huskeliste, at jeg i den anledning skulle skrive et blogindlæg om konventionen og dens betydning. Sådan blev det ikke, for andre ting, som var vigtigere, kom i vejen.

Det betyder ikke, at Handicapkonventionen ikke er vigtig for mig. Det er den. Men det er ikke vigtigt for mig at markere den som en anden årlig flagdag for derefter at lægge den tilbage i skuffen og glemme alt om den indtil næste år.

I 2011 skrev Stig Langvad om konventionen: “der er fortsat store forskelle på rettigheder og muligheder for personer med handicap set i forhold til den almene befolkning i Danmark.” En status i dag ville nå nogenlunde samme resultat. For en konvention kommer aldrig til at betyde mere end vi i fællesskab vælger at ligge i den. Alt for let bliver den en “papirtiger”. 

For mig er Handicapkonventionen noget levende, der hele tiden spiller ind i det samfund, hvor den nu engang skal bruges. Den skal virke i Danmark som i Uganda – og udfordre det samfund vi bor i, uanset hvor på kloden vi er. Pointen er, at Handicapkonventionen holder rettigheder for mennesker med handicap op imod de generelle rettigheder for andre mennesker i netop dét samfund. Den kortlægger, hvad der skal til for at vi opnår samme niveau som rettighederne generelt.

Skal Handicapkonventionen virke, er det vigtigt, hvordan vi hver især bruger den i vores hverdag. Vi må aldrig se på den som noget, der kommer udefra som en UFO og redde os. Noget, vi kan sætte vores lid til klarer ærterne for os. Tværtimod kræver den, at vi selv leverer en indsats for at realisere principperne bag de rettigheder, Handicapkonventionen består af.

Jeg oplever tit, at Handicapkonventionen bliver trukket op som en slags “lov” og at vi kan sagsøge alle andre, hvis de ikke overholder den. Det ender ofte i årelange stridigheder, der ofte ikke fører noget brugbart resultat med sig.

Jeg er bestemt ikke modstander af konventioner, for de er med til at sætte en dagsorden. Hvor nyttig den er, er bl.a. vores eget ansvar og fordrer aktivitet. Jeg ser Handicapkonventionen som et nyttigt redskab, der hele tiden hjælper til at vurdere, hvor langt vi er kommet med arbejdet. Netop i forbindelse med tiåret for Handicapkonventionen måtte Institut for Menneskerettigheder konstatere, at “som det eneste land i Skandinavien har Danmark ikke et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap.”

Det er ikke altid, at det går fremad, sådan som vi gerne vil have. Hverken i Uganda eller Danmark. For en interessant fordom, som både “andre” og “vi” slås med, er, at selvfølgelig er det lettere at gøre fremskridt i Uganda end i Danmark. Vi er “nået så meget længere” og har “det så meget bedre”. Det er ikke rigtigt netop set i lyset af, at Handicapkonventionen holder vores rettigheder op imod de generelle rettigheder for andre mennesker i Danmark.

Derfor er Handicapkonventionen et fornuftigt redskab, der viser os, hvor det går frem og hvor det går tilbage. Begge ting sker nemlig. Det kan man læse i de opsamlinger og rapporteringer, der bliver lavet omkring arbejdet med konventionen.

En konvention giver aldrig mere mening end det, vi fællesskab vælger at lægge i den. I ordet ligger i denne sammenhæng en international aftale om forpligtelser og forholdsregler, der vedrører et bestemt emne – i dette tilfælde handicap.

Handicapkonventionen kan ikke og skal ikke bruges som en våd avis, vi kan slå andre med. Vi kan vurdere de resultater, vi opnår, og med dem i hånden for eksempel stille krav til ændringer af vores egen lovgivning, så vi opnår rettigheder på linie med resten af befolkningen. Et enkelt, men vigtigt eksempel kan være på linie med køn, tro og race at få et utvetydigt forbud mod diskrimination mod handicap skrevet ind relevante steder i vores love. Først i det øjeblik vi indskriver rettigheder i vores egen lovgivning har vi sikkerhed for at de er realiteter – som alle politikere vil respektere.

Det kræver en fælles forståelse af Handicapkonventionens muligheder, og det tror jeg ikke altid at vi har. Det kræver, at vi er solidariske med hinanden i handicapbevægelsen, for det er ikke alle grupper af handicap, der er lige priviligerede, når det gælder om at kæmpe forbedringer igennem. Vi, der har ressourcer, har en større forpligtelse, for kun sådan rykker vi. Her er Handicapkonventionen  et af vores redskaber, der gør en forskel ved at give gode fingerpeg om, hvor vi er nu. Men Handicapkonventionen er så også kun en del af hele den palet af muligheder, vi har. Det må vi aldrig glemme.

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Handicapdebat, Nyheder og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.