Lige nu holder vi et vågent øje…

flipboard
Enkelte kommuner er altid i stand til at tiltrække sig opmærksomhed. Ikke mindst Aarhus. De har nu fået følgeskab af Favskov kommune, der har foreslået at sende dyre handicappede på plejehjem. Kommunerne forsøger at løse et økonomisk problem og glemmer vores rettigheder. Det er ikke holdbart i længden, at kommunerne og deres forening KL forsøger sig med løsninger, der er “på kanten”.

Mange mennesker med handicaå holder lige nu øje med nogle få kommuner. Enkelte er altid i stand til at tiltrække sig opmærksomhed. Ikke mindst Aarhus. De har en ildhu og et gåpå-mod, som det sjældent før er set, når det gælder Borgerstyret Personlig Assistance (BPA). Deres forhold til BPA har i en årrække været særdeles anspændt.

Det er ret skræmmende, at det er Aarhus, der er blevet en af de mest ihærdige kommuner i forsøgene på at underminere den hjælperordning, som man var foregangskommune for at indføre tilbage i 70’erne. Dengang høstede man mange roser for det og den fik i mange år navnet “Århus-ordningen”1).

Aarhus har nu fået følgeskab af Favskov kommune, der i den sidste tid har gjort sig bemærket med deres forslag om et frikommuneforsøg, de vil gennemføre sammen med 6 andre kommuner. Forslaget er at sende dyre handicappede på plejehjem.

Selve tankegangen er alvorlig, så det er malplaceret at gøre sig morsom på bekostning af den ellers noget staklede kommune, der nu i flere omgange har måttet ændre på, hvad det egentlig er, de vil med projektet.

Der er tale om nogle meget kontante løsninger, hvor tanken er: vi har en gruppe borgere, der koster kommunen mange penge. Det løser vi ved at fjerne dem fra deres eget hjem. På den måde spares borgerne i Favrskov kommune for mange unødige udgifter.

Et paradoks er, at man kun tænker i økonomimodeller og glemmer at se på retssikkerhed og livsudfoldelse disse mennesker har i dag – en ret vi ellers har været fælles om at stå fast på, at mennesker med handicap også skal have.

Vurderingen er tilsyneladende, at det skal være legalt at vægte, hvor godt en liv er, når man har alvorlig handicap eller sygdom – og at det er OK at fjerne  selv de få muligheder, man har tilbage i sin livsudfoldelse af hensyn til økonomi. Modellen peger samtidig også i en helt anden retning end den inklusion, der andre steder i samfundet er et mål.

Kommunerne forsøger at løse et økonomisk et problem. De glemmer vores rettigheder, der bliver sat til side eller er totalt fraværende. Den økonomiske side må vi omvendt heller ikke negligere. Det betyder langt fra, at vi skal acceptere alle de ideer kommunerne har. Vi skal fastholde at økonomi og rettigheder hører sammen.

Mens vi retter øjnene mod enkelte ekstraordinært uvorne kommuner, er der andre, der arbejder med modeller, der på sigt også kan vise sig at være undergravende for os. De er dog mere påpasselige med medieomtaler og har knapt så svulstige argumenter. Specielt efter man har set den medfart som Favrskov fik. Målet er dog stadig at begrænse økonomien og få anbragt svage grupper i plejetilbud.

Der er intet unaturligt i, at kommuner prøver at løse deres opgaver på nye måder – og spare penge for den sags skyld. Det har man nærmest altid gjort, men det har været inden for nogle rammer og med et vist filter, som man i denne sammenhæng har smidt ad h…… til.

Det er ikke holdbart i længden, at kommunerne og deres forening KL forsøger sig med løsninger, der er “på kanten” eller direkte ulovlige.

Vil man noget, der kan bruges i virkeligheden, må man ryste op med løsninger, der respekterer både mennesker og den gældende sociallovgivning, vi har her i landet. I stedet slår man ned på enkelte særligt sårbare grupper og spreder angst.

 

  1. Læs Jørgen Lengers fremragende artikel: “Mennesker med et handicap erobrede selv deres frihed” – artiklen sætter hele ordningen i perspektiv.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet). Aktiv i Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg, formand for DH I Ringsted. Tidligere formand for Ringsted Handicapråd og tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Handicapdebat, Nyheder og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *