En uge med godt og skidt…

skaermbillede-2016-11-04-kl-07-01-22I går, torsdag, oplevede vi, at Favrskov Kommune vil sætte gang i et frikommuneforsøg, der ifølge DR vil betyde, at svært handicappede skal flytte ind i et bo-tilbud eller et plejehjem, hvis vedkommende har brug for mere end 20 timers hjælp om ugen i eget hjem.

I tirsdags kunne LEV fortælle, at socialministeren netop har oversendt en rapport til Folketinget med forslag til “forbedret” ledsagelse efter serviceloven. Her har man skruet prisen for helt urealistisk højt op  for den ledsagelse, der skal sikre, at alle udviklingshæmmede kan komme på ferie og udflugter.

Men forslaget om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse, som Socialminister Karen Ellemann selv er kommet med, får en positiv behandling i arbejdsgruppen. De øvrige forslag, der styrker retten til ledsagelse, dem er embedsmændene ikke begejstrede for. De gør sig, som LEV skriver, “meget umage for at tegne et billede af, at det vil bringe statskassen på randen af fallit, hvis forslagene skulle gennemføres.” Den holdning til tilkøb slår desværre også igennem i den skitse til voksenbestemmelserne i Serviceloven som blev offentliggjort tidligere på dagen i dag.

Tirsdag kunne Dagbladet Information fortælle, at lønnen til handicaphjælpere skal være ens over hele landet. Sådan lyder det fra Aarhus Kommune, der efterlyser landsdækkende takster. Det har man nu henvendt sig til social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) for at gøre opmærksom på. Det påfaldende er, at man ikke bare følger de overenskomster, der svarer til området, men vil have socialministeren til at gribe ind.

Ugen bød også på noget, der ikke er så ringe endda. Som nævnt ovenfor blev skitsen til voksenbestemmelserne i Serviceloven  offentliggjort tidligere på dagen. Nu skal den nærlæses – og ikke mindst skal den omsættes til konkret lovgivning. Jeg er lettet over, at den ikke umiddelbart ser så slem ud som frygtet. Taberne bliver de, der har brug for ledsagelse, der nu må tilkøbe. Men også denne gruppe kunne det være gået endnu værre for, hvis der var blevet gjort alvor af indsatskatalog.

At det ikke er gået værre, tror jeg nu nok mere skyldes det relativt stærke samarbejdet blandt handicaporganisationerne end noget andet.

For knapt en uge siden deltog jeg i et møde, hvor Henrik Dahl fra Liberal Alliance også var med i debatten. Han afviste det som ren stråmandsretorik, da jeg sagde, at ideologisk set er de såkaldte reformer et opgør med velfærdsstaten. Han sagde, at alle vil en velfærdsstat.

Den sidste uge har der været mindst 3 anslag rettet direkte mod mennesker med handicap og den velfærdsstat jeg kæmper for. Jeg er nemlig ikke, som Henrik Dahl, med i et parti, der har som et af sine fem frihedsidealer, at “ligesom man får mulighed for at høste frugterne af sin egen indsats og succes, må man acceptere at nedsætte sin levestandard, hvis man enten sløser med sine muligheder eller blot er uheldig.”

Mit sorte uheld er, at jeg er født med et handicap. Men det er ikke mig, der er stråmand – jeg tror bare på fællesskabet. Det synes jeg også du skal.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet). Aktiv i Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg, formand for DH I Ringsted. Tidligere formand for Ringsted Handicapråd og tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Nyheder og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *