Oplæg om Handicap og reformer

 

14591767_10208984059691856_1926423049504235907_n

Jeg deltog i går med et oplæg i DHF (Dansk Handicap Forbund), som fandt sted i Rødovre. Det var et temamøde om reformen af Serviceloven. Der var et panel af de partier i Folketinget, der havde sagt ja til at deltage. Det var Henrik Dahl, afbureaukratiseringsordfører for Liberal Alliance, Trine Torp, handicapordfører for Socialistisk Folkeparti og Jakob Sølvhøj, handicapordfører for Enhedslisten.

Det mest iøjnefaldende ved mødet var alle de partier, der havde valgt ikke at møde op. Det var ellers et godt møde, hvor mange emner blev berørt, for det er jo svært at diskutere en Servicelov, som de færreste kender det konkrete indhold af.

Mit oplæg til mødet kan du læse i dette blogindlæg.

Jeg er bedt om at lave et oplæg om situationen på socialområdet. Det er en både en svær og en let opgave.

Det er først og fremmest revisionen af Serviceloven, vi taler om – selv om der er mange reformer, der rammer mennesker med handicap. Det vender jeg tilbage til.

Det svære først: vi ved reelt intet om, hvad der sker.

Det er er rullet et mørklægningsgardin ned. Følgegruppen til Serviceloven, der sluttede sit arbejde inden forhandlingerne mellem folketingets ordførere gik i gang, kom nærmest til antikonklusionen: vi er enige om, at vi er uenige… lidt karrikeret, men sagt med få ord.

Den lette del er så meget sjovere.
For når vi ikke ved noget, kan vi jo gisne. Med mørkningslægningsgardinet nede er der frit valg på alle hylder. Jeg kan da lynhurtigt komme med én rigtig god gisning:

Socialminister  Karen Ellemann er sur. Sur over, at Handicaporganisationerne ikke bare købte hendes ændring af Manu Sareens udkast til Servicelov. Manu Sareen ville styrke kommunernes muligheder for at gennemføre forringelser og nedskæringer gennem entilbudsvifte, der gav kommunerne ret til et udvidet skøn.

Karen Ellemann erstattede ordet tilbudsvifte med et indsatskatalog. Det gør ingen reel forskel.

Måske gør det Karen Ellemann sur – eller bange – at hun er gennemskuet. For hun læner sig også op ad KL. I dag er der nemlig ikke ret mange, der husker Manu Sareen som socialminister… og endnu færre for noget godt.

Der, hvor jeg sidder, ved vi intet. Ministeren har mørkelagt alt – et godt demokratisk trick er jo at holde sin mund, hvis det, man kan fortælle, skader én.

Retfærdigvis skal siges, at Handicaporganisationerne blev inddraget mere i forhandlingerne af Karen Ellemann end af Manu Sareen. Flere gode ændringer og afbureaukratiseringer var med hos Karen Ellemann. Den helt grundlæggende uenighed om indsatskatalog er der dog stadig.

Jeg vil ikke gå ind i udkastets konkrete indhold. Det vil både være gisninger og malen fanden på væggen. Hvorfor dvæle ved f.eks. BPA-regler, der er stor uenighed om – og som måske aldrig bliver gennemført. Vi skræmmer bare brugerne. Men, kommer der realiteter bag, skal vi reagere omgående!

Ideologisk set er de såkaldte reformer et opgør med velfærdsstaten. Det handler om menneskers værdi på et marked. Socialminister Karen Ellemans forsøg på at reformere Serviceloven er kun ét eksempel på, hvordan ideologien skal give kommunerne friere valg af ydelser til borgerne. Retssikkerheden sættes helt bevidst over styr for at tækkes KLs spareiver og “driften” mod et mere liberalistisk samfund.

Reformen af Serviceloven er jo kun det helt aktuelle eksempel – sammen med kontanthjælpsreformen og 225-timers reglen. Her hagler konsekvenserne ned over mennesker med handicap lige i øjeblikket. Alle reformerne sætter i større eller mindre grad retssikkerheden over styr og skaber mere konkurrence.

Andre reformer er fremdriftreformen, sygedagpengereformen, folkeskolereformen , SU-reform, fleksjobreformen og førtidspensionsreformen, der er gennemført fra 2012 og fremefter.

De dækker over stramninger, der gør målgruppen endnu mere snæver eller afskærer vores reelle muligheder for at reagere – i nogen tilfælde begge dele. Trods kompenserende tiltag får vi stadig færre muligheder.

De første store angreb var førtidspensionsreformen, der skærpede adgangen til pensionen. Fleksjobreformen gjorde op med kompensationsprincippet og beskar indtjeningen væsentligt. Nu ser det heldigvis ud til at radikale og SF vil bløde op på dele af dette.

Folkeskolereformen med sin lange skoledag har gjort det svært for børn med handicap at være en reel del af folkeskolen. Paradoksalt, da folkeskolen netop skal inkludere flere.

Sygedagpengereformen har trods fjernelse af varighedsreglen stadig væsentlige begrænsninger for personer med sygdomme, hvor man stadig mister sygedagpenge efter 22 uger.

Fremdriftreformen kompenserer ikke tilstrækkeligt behovet for et længere studieforløb ved nogen former for funktionsnedsættelse. Det til trods for, at uddannelse for mange med handicap er eneste vej til selvforsørgelse.

Den nye SU-reform og dens begrænsninger i støtten forventes at få indflydelse på mennesker med handicap. Den mindre SU  skal dækkes ind af erhvervsarbejde – eller mere lån, som uddannelsesminister Ulla Tørnæs kækt forklarer.

Kontanthjælpsloftet har gjort det endnu sværere for mennesker med handicap f.eks. at finde en bolig, man har råd til at bo i.

Begrebet reformer fik allerede med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister nye dimensioner, og Venstre-regeringen har fået blod på tanden. Ikke alene er nye reformer kommet til. Nogle er også skærpet.

Nedskæringerne er alvorlige trusler mod vores fremtidige muligheder som mennesker med handicap. Den mørkelægning og den strategiske rykken rundt med elementer, der sker omkring Serviceloven, gør det svært at gennemskue, hvad, hvornår og hvordan, der sker noget.

Noget er forsøgt lagt over i satspuljeforhandlingerne, som også ser ud til at være gået i fisk. Andet gennemføres som frikommuneforsøg. “Bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde”, hedder et af forsøgene. Taler man styring og borgerens selvbestemmelse i samme sætning vinder styringen førsteprioriteten. At det ender med “reformer”, er der dog ingen tvivl om.

Enigheden om  regelforenkling og gennemskuelighed må ikke misbruges til nedskæringer. Når det sker, må handicapbevægelsen stå sammen om at afvise det kritisable i en ny Servicelov.

Gør vi ikke det, ser kommunerne endnu mere på regneark end på at bevare det rets- og velfærdssamfund, som hverken er umoderne eller uaktuelt. Det knækker blot sammen under krav om skattelettelser, som kun et mindretal af befolkningen står bag.

Et flertal vil stadig udvikle den velfærdsstat, der bygger på solidaritet og kompensation. Den skal ikke ødelægges af den konkurrencestat, som bl.a. Venstre udvikler i kølvandet på socialdemokraternes forestilling om New Public Management.

Et lille indskud her: jeg er handicappolitisk totalt ligeglad med, om angrebene kommer fra den ene eller den anden side. De skal afvises.

For et par år siden hørte jeg handicapforskeren Birgit Kirkebæk. Hun talte om den økonomitænkning, der tog over, da kommunerne fik ansvaret for handicapområdet. Hun konstaterede: “Der er brug for et oprør nedefra.” “Der er brug for et oprør nedefra.”

Det er der stadig – og jeg tilslutter mig ordene. Økonomitænkning og brud på retssikkerheden bliver stadig mere tydelig – og kræver et opgør.

Vi har pondus i handicapbevægelsen – og vi skal bruge den. 2 gange har vi indtil nu spændt ben kommunalt fribytteri og afvise servicelovens fundamentalistisk-liberalistiske budskab. Vi kan og skal gøre kampen endnu mere offensiv. Bl.a. ved at koble den sammen med alt det, der sker i kommunerne. Her står de virkelige slag i dag.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Handicapdebat, Nyheder og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *