Ordene “Jeg er ordblind, men jeg er ikke et offer” er overskriften på et interview i Politiken 8. oktober i år med skatteminister Karsten Lauritzen (V). I interviewet fortæller han, at han har haft svært ved at læse og har store vanskeligheder med stavning og grammatik. Han er træt af, når folk sætter lighedstegn mellem hans stavning og intelligens.
Jeg har stor respekt for at han har valgt at fortælle om dette usynlige handicap, som selvfølgelig har været af temmelig indgribende karakter hele hans liv. Jeg deler ikke forargelsen over ikke at kunne stave, selv om man er minister. Jeg tror tværtimod at Karsten Lauritzens historie kan være med til at få andre til at tage kampen op mod vilkår som ordblind, der ellers kan virke som et stærkt begrænsende handicap.
Men nok om det, for det er slet ikke det, der fik mig til tasterne. Det var de sidste 6 ord i overskriften: “…men jeg er ikke et offer…”
Offer – er man pr. definition offer, bare fordi man er ordblind, og altså har et handicap? Og hvorfor bliver det så vigtigt at distancere sig fra andre med lignende handicaps, som det lille afslørende ord “men” fortæller, at Karsten Lauritzen reelt gerne vil?
Overskriften er jo ikke grebet ud af luften og i løbet af interviewet vendes der også tilbage til emnet, idet
“…Lauritzen understreger, at han ikke vil ynkes eller blive opfattet som et offer for sit mangelfulde skriftsprog.
»Jeg vil simpelthen ikke puttes ned i den der kasse«, siger ministeren.
Omvendt lægger han ikke skjul på, at han bliver ked af det, når folk på de sociale medier kobler hans skriftlige formåen sammen med en påstand om inkompetence eller manglende intelligens…”
Først her synes jeg, at Karsten Lauritzen begynder at vove sig ud i noget, der for alvor er problematisk, fordi han på den ene side gerne indrømmer, at han har et handicap, mens han på den anden side ikke vil rubriceres som offer fordi han har det. Mit spørgsmål er så: Hvor mange af os andre, der har et handicap, tror Karsten Lauritzen gerne vil rubriceres som ofre?
Synspunktet, Karsten Lauritzen gør sig til talsmand for, er ikke noget, der er ukendt, men mest et synspunkt, der er velkendt blandt ikke-handicappedes syn på mennesker med handicap. Et syn, der ofte bygger på stereotype opfattelser af mennesker med handicap. Af netop samme grund satte Det Centrale Handicapråd netop fokus på dette og ikke mindst på opfattelsen af handicap, som det fremstod – og altså tilsyneladende stadig fremstår – i mediebilledet.
I forbindelse med, at Det Centrale Handicaprådpræsenterede deres tema, skrev man, at “ ..undersøgelser fra andre lande viser, at mennesker med handicap sjældent har en neutral rolle i mediebilledet. De bliver ofte vist enten i en offerrolle eller som eksempel på et liv, der leves på trods af omstændighederne. Desuden repræsenteres mennesker med handicap ikke antalsmæssigt svarende til, hvor stor en del af befolkningen, der har et handicap…”
En pointe, som Det Centrale Handicapråddrog frem med deres tema var, at “…den måde, vi allesammen bliver præsenteret på i medierne, har betydning for, hvordan vi allesammen opfatter hinanden. Og bliver man underrepræsenteret eller præsenteret som offer, kan det have negativ betydning for ens mulighed for at deltage i samfundet på lige fod med andre…”
Jeg synes, det er svært at uddrage meget klare holdninger af Karsten Lauritzens udtalelser, der placerer ham som diskriminerende i forhold til mennesker med handicap, men vil, med baggrund i hans egen beretning og egne oplevelser med at blive rubriceret som dum, fordi han har svært ved at stave, godt kunnet have forventet lidt mere reflektion over, hvem og hvad, der er med til at skabe billederne som ofre.
Jeg opfatter ikke mig selv som offer, fordi jeg har et handicap. Omvendt opfatter jeg heller ikke mig selv som eneren, der ensomt men stædigt har kæmpet mig ud af rollen som offer. Jeg ved nemlig, at det hverken er mig eller de tusindvis af andre, der har et handicap, der fastholder os selv i offerrollen. Den reflektion kunne jeg godt have forventet mig af en minister, der ikke er dum. I stedet hører jeg en minister, der siger, at han ihvertfald ikke er offer – distancerer sig fra os, som så må være det i hans optik, og politisk fastholder os i den fastlåste rolle.
