Om det amerikanske præsidentvalg

Her i diskussionerne om det amerikanske præsidentvalg kan jeg ikke dy mig for et citat fra Morten Sabroes bog “Du som er i himlen”. Sabroe tog til USA i 2007 forud for præsidentvalget for at skrive en bog om Hillary Clinton, men endte med at skrive en bog om sin egen mor. Forklaringen fremgår nedenfor. Han skrev bogen, da Hillary Clinton kæmpede mod Barack Obama om posten som USAs næste præsident.

Denne gang kæmper Hillary Clinton mod skrækscenariet Donald Trump.

Pointen er bare, at det ultimative skrækscenarie af en agressiv kriger som Donald Trump ikke gør Hillary Clinton til helgen. Jeg havde hellere set en mere menneskelig kandidat som Bernie Sanders med sociale visioner a la vores snart hedengangne velfærdsstat som forbillede. Med en sådan præsident på posten ville verden måske have en bedre og mere visionær fremtid i sigte. I stedet får vi én af de to kandidater, der nu strides om MAGT… og PS: jeg kritiserer ikke Hillary Clinton for at være kvinde… men for at gå i magtmændenes fodspor…

Morten Sabroe skriver:
“…Min mor var fra samme skuffedarium som Hillary,” sagde jeg højt. “Man trækker en skuffe ud, og så ligger de dér på rad og række ligesom tinsoldater. De har alle den samme spadseredragt på, samme sundhedsrigtige spadseresko og samme spadserefrisure. De er alle sammen blonde på den amerikanske forstadsfruemåde. Man står ret længe og tænker at det er et kompagni soldater, så tager man én op og opdager at det er en kvinde. Man skynder sig at lægge figuren ned igen og låse skuffen, og så trækker man forsigtigt næste skuffe ud og opdager til sin rædsel at den er fuld af nøjagtig samme figurer.”

“Det lyder som et mareridt du har haft, skat.”

“Det er det også. Jeg har haft det hele mit liv. Hitchcock var fascineret af den slags kvinder, men han var heller ikke en lykkelig mand. Han var knap nok en mand. Han var den tykke dreng der led af en moderbinding fordi hans mor ikke kunne elske ham. Det var ham der var Norman Bates, den sindsforstyrrede motelejer i ‘Psycho’, og det var ikke Janet Leigh han myrdede i brusebadet, det var hans mor. Hans iskolde, frigide mor. Hende der kastrerede ham i samme øjeblik hun havde født ham. Der er kvinder der ikke kan lægge deres børn til brystet, fordi de hader at de har ét…”

Uddrag fra Morten Sabroe: “Du som er i himlen”.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet). Aktiv i Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg, formand for DH I Ringsted. Tidligere formand for Ringsted Handicapråd og tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Strøtanker - #jjstrø og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *