Tanker efter endnu en Grøn Koncert

IMG_2923Jeg var til Grøn Koncert i Valby søndag den 31. juli. Det har jeg nu været de sidste 9 år. Hver gang kan det røre mig dybt, hvad vi i Muskelsvindfonden er i stand til at sætte i bevægelse sammen med en hel hær af frivillige, der knokler løs år efter år. Målet er at give et godt liv til ikke blot os med muskelsvind, men for mange, mange mennesker med handicap. For indsatsen giver positive dønninger langt uden for vores egen lille kreds.

For ikke så længe siden læste jeg et interview med en erhvervsmand, der slog meget til lyd for markedsvilkår i sociale indsatser frem for den traditionelle filantropi. Pointen var, at når man “bare” spytter i bøssen, så står man til stadighed med projekter, der forbliver afhængige af donationer med den usikkerhed, det fører med sig. I virkeligheden gør han sig til talsmand for det, Muskelsvindfonden har gjort i snart 35 år: et koncept, hvor vi giver noget og får noget – kort sagt “Noget for noget”. Jeg kan se, at det rykker på alle fronter og skaber en masse synergi hos os, så vi i dag står med nogle aktiviteter, der både hvad angår det forretningsmæssige og frivilligheden er helt unikt. For det handler også om, at vi både får noget og giver noget, ikke blot i forhold til publikum, men også i forhold til vores frivillige. Det gavner fællesskabet og forståelsen af, hvad frivillighed er for en kraft.

For vores frivillige på Grøn Koncert, Cirkus Summarum, Cyklo og hvad vi ellers måtte sætte i søen, handler ikke bare om, at vi får noget frivillig arbejdskraft. Vi får meget mere fra mange mennesker, der socialt, kreativt, fysisk og psykisk bidrager til, at vi er i stand til som helhed at udvikle os – til gavn for os alle. Og vi er med til at sende mennesker ud i samfundet, der har oplevet mere, gjort flere erfaringer, er mindre fordomsfulde og som ved, hvad det vil sige at løfte i flok. Man kan fristes til at sige, at det er en velsmurt maskine. Det er det ikke altid, for der er også udfordringer. Men de kan løses – og ved man ikke det, så ved man det, når man først har stået midt i det på Grøn Koncert eller et andet sted. Det bliver til erfaringer og tænkemåder. Noget man får med sig i rygsækken med ind i fremtiden.

Frivilligheden kombineres med professionalisme, som er den anden side af “hemmeligheden”. De er plat og krone i forhold til hinanden – og hvirvler samtidig og fast forbundet rundt i luften, hver gang vi kaster os ud i en ny sæson. De er de to “modsætninger”, der gør, at vi år efter år og trods mange udfordringer holder os svævende og udvikler os. Bliver vi gumpetunge, ryster lidt på hånden, når vi bliver udsat for modgang eller ser ikke fremtidige udfordringer og trusler, så er vi færdige og kan sælge scener, telte, lastvogne og hvad vi ellers måtte have, til højestbydende.  Men det tror jeg ikke sker lige med det samme, når blot vi holder fast i, at frivilligheden og professionalismen er så vigtige for udviklingen af det vi kan – og deraf også af det vi vil.

Muskelsvindfonden og vores aktiviteter er det levendegjorte bevis på, at vi kan nå langt i fællesskab. Jeg har set mange velmenende og begejstrede bøger og brochurer, der fortæller om, hvorfor vi skal være frivillige. Ikke kun for andres skyld, men også for vores egen. Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men selv vil jeg hellere se resultaterne af arbejdet end læse om, hvordan man tror det virker, hvor begejstret og smittende det så end er beskrevet. Kig på Muskelsvindfonden og på, hvad vi opnår – og se nye aspekter af den måde vi driver frivilligheden på. Bemærk ikke mindst dens overraskende betydning.

Det handler måske knapt så meget om, hvorvidt noget bygger på traditionelle donationer eller på markedsvilkår, men om vi til stadighed er i stand til at skabe den dynamik, der gør, at vi kan blive ved med at udvikle os og skabe nye resultater. At vi tager højde for nye udfordringer, for nye farer, for nye muligheder, som er vigtige at gribe fat i. Eller sagt med en slags 70’er-parafrase: der gror aldrig mos på en rullesten. Det er den dynamik, der skaber bevægelsen – og den gør stærk.

Det er de tanker, der falder mig ind efter at have oplevet endnu et år med Grøn Koncert. Vi har noget at være stolte af – og takke hinanden for!

 

 

 

 

 

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet). Aktiv i Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg, formand for DH I Ringsted. Tidligere formand for Ringsted Handicapråd og tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Handicapdebat, Nyheder og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *