I humanismens navn – men til gavn?

mig-før-dig-pbJeg har lige læst Jojo Moyes roman “Mig før dig”. En bog, der har toppet blandt bøger med prædikatet “må absolut læse” her i sommer. Detter er ikke en egentlig anmeldelse af bogen, men mere min kommentar til den måde, jeg oplever, at handicap behandles på i film og litteratur.

Emnet er relevant: en fuldt førlig og succesfuld mand kommer ud for en ulykke, der lammer ham fra hovedet og nedefter. Han mister livsgnisten med henvisning til alt det, han har kunnet før og ikke kan mere. Hans eneste ønske er derfor at dø – altså selvmord. Plottet er familiens og hjælperens forsøg på at tale ham fra det. For hjælperens side bliver der endda tale om kærlighed til Will, som hovedpersonen hedder.

Det er altid med en vis skepsis, jeg læser bøger og og ser film i lighed med denne roman. Dels fordi jeg af erfaring ved, hvordan selv de mest romantiserede fremstillinger af livet med et handicap evner at gå i hjertekulen og ramme dybt ikke mindst hos udenforstående. Dels fordi de lige så ofte repræsenterer omverdenens syn på, hvad handicap og konsekvenserne af handicap er. Der er ofte tale omganske velmente, humanistiske, men ikke altid indsigtsfuldt billeder af, hvad handicap og konsekvenserne af at leve med et handicap handler om.

Jeg vil aldrig betvivle Wills ret til at vurdere og bruge mulighederne i hans eget liv – herunder også retten til at slutte det. For ham, som for os alle, er det et personligt valg. Den eneste forskel er, at Will skal have hjælp til at gennemføre sit selvmord. Det gør, at hans ret til selvmord bliver genstand for diskussion i hans omgivelser. Heldigvis er Will stadig velsitueret, så han kan betale sig ud af det assisterede selvmord via en klinik. Alligevel “blander” hele familien og hjælper med alskens bud på, hvorfor han skal leve. For mig synes deres argumenter mere at handle om dem selv og deres behov for at vise rummelighed end om Will og hans liv.

Min største anke over for bøger og film af denne slags er, som allerede nævnt, det humanistiske billede af, hvad vi med et handicap i bagagen “kan bruges til” og “ikke kan bruges til”. Diskussionerne og problematiseringen når aldrig ud over det punkt, at et flertal i befolkningen synes, at der “skal være plads til os” – men ikke på hvilke betingelser og med hvilke konsekvenser som følge.

Jeg har endnu ikke stødt på én roman- eller filmfremstilling, der forsøger at argumentere på et plan, der binder den individuelle fortælling sammen med den kollektive anerkendelse af os som ligeværdige samfundsborgere med samme rettigheder og muligheder som alle andre. Det uagtet, at det jo er hele intentionen med handicapkonventionen.

Temaet i romaner og film forekommer mig altid at være individorienteret og “befriet for kollektive præferencer”, dvs. at temaet bliver den enkelte stærke kæmper over for samfundet eller grupper i samfundet – i dette tilfælde primært familien og hjælperen og sekundært “samfundet”, der griber ind over for medvirken til assisteret selvmord.

Der er ikke noget at sige til, at det er individ-historien uden den kollektive anerkendelse, der er den dominerende fortælling. Historisk er der ingen tradition for at lave en kobling, der inkluderer mennesker med handicap i den kollektive bevægelse, der gennem snart 150 år har kæmpet for bedre vilkår for arbejderklassen.

Det til trods for, at mennesker med handicap og mennesker i en socialt marginaliseret situation netop i disse år tvinges ind på et arbejdsmarked med baggrund i væsentlige omstruktureringer. Det gør, at vi kommer i en situation  hvor vi gennem restriktioner på eks. løn og arbejdstid kommet til at underbyde anden arbejdskraft. Situationen skaber yderligere splittelse både i en fagbevægelse og en klasse, der samtidig er under opløsning i mangel på homogen opfattelse af sig selv.

Fænomenet er interessant, fordi det i andre sammenhænge er lykkedes for f.eks. kvinder at få den kollektive kamp og bevidsthed med ind i debatten, mens den er nærmest fraværende, når det gælder handicap. Her har “blind humanisme” nærmest fortrængt alle andre muligheder og bliver noget vi kan risikere at skulle slås med i mange år, hvis ikke de reelle forandringer vi ser i disse år, afspejler sig mere realistisk i bl.a. litteratur og medier.

I og med vi endnu ikke har formået at sætte hverken en handicappolitisk eller politisk dagsorden, der flytter handicappolitik ind i aktive fællesskaber, der formår at påvirke til at ændre nogle grundlæggende holdninger, må vi lære at leve med denne type litteratur og film, der deklasserer os og sætter en human, individuel ramme for vores rolle og handlingen. Den hindrer en bevidstgørelse af roller, der betyder en grundlæggende accept af os som gruppe. Vi er selv den vigtigste part i en mulig forandring, som dog kræver, at vi kritisk ser på vores egen rolle og muligheder. Kun her ligger nøglen til forandring.

Det tilkommer ikke mig at ændre på Wills historie. Jeg er ikke tetraplegiker og har ikke fået et senhandicap. Det gør også, at jeg ikke kan træde i Wills sted og tale på hans vegne. Et handicap består af flere parametre end den fysiske funktionsevne, der helt naturligt er meget individuel for hver enkelt af os. Men detindeholder også en samfundsmæssig side, der gennem anerkendelse af nødvendigheden for forskellige former for kompensation måske alligevel kunne have skabt en anden ramme for Wills liv, end den bane Jojo Moyes trækker op. I virkeligheden bekræfter denne roman forbavsende klart, at Will bliver netop den biperson i sit eget liv, som han argumenterer med, at han ikke vil være.

Når alt dette er sagt, så vil jeg være den første til at gøre mig til talsmand for, at det giver god mening at være her trods et handicap. Men det kræver mere – ikke kun af os med handicap. Alle bør have en interesse og et engagement i at sikre, at vi får andet og mere end den maskotstatus jeg ind imellem selv oplever forsøg på at presse os ind i.

Der er gode observationer og humor at hente i“Mig før dig”. Den går også i hjertekulen og evner naturligvis at røre til tårer. Beklageligvis uden at stille nogen spørgsmålstegn ved andet end hvordan kan vi få lov til at beholde den maskot, der vil være alt andet end maskot i andres liv.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Læs, Nyheder og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *