Spørgsmål om generationsskifte

Spørgsmål: Generationsskifte. Vores elskede cheflæge Jes Rahbæk har meldt sin afgang og flere bærende kræfter i medarbejder staben vil om få år ligeledes helt naturligt forlade Muskelsvindfonden. Hvordan vil en kommende formand konkret forholde sig til det således at vi sikre at det pioner arbejde og den lægefaglige evidens bliver behørigt overleveret?

Svar: Det er rigtigt, at der er et generationsskifte i gang, for en række pionerer i RehabiliteringsCenter for Muskelsvind er allerede nu gået på pension og er erstattet af nye medarbejdere.

Jeg nævner det, fordi det sådan set også er en del af de erfaringer som både Muskelsvindfonden og RehabiliteringsCenter for Muskelsvind gør sig – og som er med til at vi bliver bedre til at tackle de situationer, der opstår. Jeg ved, at nogle af de redskaber, der er brugt har været overlapning i medarbejderstaben, så der er mulighed for en vidensoverlevering, indføring i arbejdsmetoder m.v. Selve den måde vi rekrutterer på er også en del af det. Den del har jeg ikke for nærværende indsigt i, hvilket jeg som menigt bestyrelsesmedlem ikke bør have. Jeg mener, at en formand bør være en naturlig del af denne proces.

Der er også mange “følelsesmæssige” ting i et generationsskifte som du selv beskriver ganske glimrende med ordene “Vores elskede cheflæge”. Der er foruden den rent faglige viden, som jeg erkender er meget svær at erstatte, jo opbygget både en meget specialiseret viden hos Jes og et kendskab til medlemmerne og brugerne, som bygger på noget så “banalt” som erfaring og tillid. Det må vi nok erkende bliver svært at erstatte uanset hvem der skal følge efter. I den situation må vi (som med et formandsskifte) give plads til at en ny person, så den nye også får chancen for at udvikle sig til “Vores elskede cheflæge Laura, Knud eller…”.

Også på det socialpolitiske område er denne proces i gang. Der er kommet Thomas Krog til som en kraft ved siden af Jørgen Lenger. Jeg ser dette som en del af samme proces. Også her sker en indføring som har gjort, at Thomas, der i forvejen har stor faglig indsigt, allerede har gjort sig meget heldigt bemærket på fondens vegne.

Det er altid svært at udskifte medarbejdere, men med de rette redskaber og lidt god vilje kan det godt lade sif gøre. Dem har vi og er vi i gang med at få. På den baggrund tror jeg det nok skal lykkes.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet). Aktiv i Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg, formand for DH I Ringsted. Tidligere formand for Ringsted Handicapråd og tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Spørgsmål og Svar formandsvalg 2016 og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *