“JEG ER TRÆT AF MØDER PÅ NETTET… JEG VIL SE MENNESKER”

Nærmest dagligt støder jeg på argumentet, at vi er mange, der er træt af møder på nettet. Det er helt naturligt, at vi glæder os til at kunne mødes igen ansigt til ansigt. For behovet for nærvær med andre mennesker er noget helt basalt for de fleste af os.

Årsagen til hele diskussionen ligger i pandemien COVID-19, der fik tag i os herhjemme i marts 2020. Den betød et brud med vores almindeligt anerkendte samværs- og mødekultur i løbet af utroligt kort tid. Fra da af og til skrivende stund er der reelt gået under 9 måneder.

Tvang er aldrig noget godt incitament, men for at kunne holde sammen på vitale samfundsfunktioner var det nødvendigt at bruge webbaserede mødeformer. Dem har vi grundlæggende haft til rådighed i årevis, men aldrig helt taget til os. Nu blev det en nødvendighed for at kunne træffe beslutninger i lidt større forsamlinger.

Det er rundt regnet 10 år siden, at vi benyttede Skype-møder i noget internationalt handicaparbejde, som jeg var med i. For 6-7 år siden gjorde vi det samme i et lignende arbejde på tværs af Danmark.

Interessant var det dog, at til trods for, at begge eksempler drejede sig om mennesker med handicap, så slog den webbaserede mødeform aldrig rigtigt igennem. Selv om der ofte kunne være særlige udfordringer med møder over lange strækninger, så ventede vi hellere på fysiske møder end brugte den kombination af fysiske møder og skype-møder, som der egentlig var lagt op til.

Det har imidlertid taget ganske meget fart siden marts 2020. Nu er det også undervisning i folkeskole, ungdomsuddannelser, universiteter, der er indbefattet. Det er konsultationer hos læger og speciallæger. Det er mit byrådsarbejde, det øvrige politiske arbejde, jeg er med i, sociale møder og ikke mindst et stort antal møder, der har karakter af debatmøder og konferencer. Bl.a. arrangeret af DH, de enkelte handicaporganisationer og forskellige andre grupper som LOBPA.

Det hører med til fortællingen, at det hele tiden har været i skiftende grader, at de forskellige elementer i opremsningen ovenfor har været brugt. Det hænger nøje sammen med den udvikling, der har været i forhold til pandemien.

Alene dette gør jo, at vi også selv signalerer, at der er tale om noget midlertidigt.Personligt håber jeg aldrig, at vi ” bare” vender tilbage til tiden før Covid-19. Selv om det har været anstrengende med de nye mødeformer, så indeholder de også en række muligheder. Det gælder både muligheder af mere generel karakter og når det gælder mennesker med handicap.

Lad os tage de mere generelle først.

Verden står ikke kun over for udfordringer, der handler om pandemier, som den vi gennemlever lige nu. Vi står også over for en række miljømæssige udfordringer. De kan meget vel føre til en ændring i vores rejsemønster, der får en varig karakter.

De kan også være af en karakter, hvor kommuner, for at tage et oplagt eksempel, får øjnene op for, at der bruges alt for mange ressourcer på at afholde møder, hvis man hver gang skal bruge for meget tid på, at mennesker flytter sig mellem flere lokationer i stedet for at bruge webbaserede løsninger. Det er allerede sket i den kommune, hvor jeg bor, som en del af CO-VID-19 lærlingen. Det har været en økonomisk besparelse og samtidig betydet øget deltagelse. Altså en kvalitativ forbedring.

Når det gælder handicap og vores samarbejde på tværs her, så er kæden ved at hoppe fuldstændig af for mig. For det er en gåde, at vi ikke for lang tid siden har bragt den webbaserede mødeform i spil på et mere overordnet plan.

Vi ved alle, at en stor del af de udfordringer, vi står med i øjeblikket, sker på kommuneniveau. Det kan måske ændre sig i fremtiden, men nu er det sådan.

Eksemplet kunne være, hvordan man tackler BPA i kommunerne. Det er jo langt fra ens, hvad man gør i de enkelte kommuner. Men der kan jo være fælles mønstre, hvor vi kunne sætte handicappolitikere sammen i grupper, når man har nogle udfordringer, der ligner hinanden. Ad den vej kunnre vi udtænke samarbejder, der retter sig mod særligt anstrengende udfordringer. Skulle vi gøre det i fysiske møder, vil det aldrig blive til noget. Det ville være både menneskeligt og økonomisk tungt.

Humlen er her, at det kan styrke os som bevægelse, når det lykkes. Det er ikke sikkert, det lykkes hver gang, men det kan relativt let afprøves. Som alt andet skal det prøves, tilpasses og gøres livsdueligt i de enkelte situationer. Det må dog aldrig være uprøvet, så vi står uden erfaringer.

En anden problematik, jeg synes, vi i en del år har undladt at forholde os til i handicapbevægelsen er, om vi er inkluderende nok? Har vi en bevægelse, hvor vi i tilstrækkelig grad prøver at inkludere mennesker med handicap, der ikke helt minder om os selv? Det er noget, jeg har rejst før, men betydningen gik for alvor først op for mig, da jeg for ca. 16 måneder siden selv var ude for en ulykke.

I de 6 måneder, jeg var sengeliggende, var jeg sat uden for indflydelse nærmest alle de steder, hvor jeg var aktiv. Det eneste, der fungerede, var mit byrådsarbejde, hvor jeg var inddraget gennem møder, hvor min afløser i byrådet og vores andet byrådsmedlem, deltog. Møderne foregik i mit soveværelse. Det var et lyspunkt for mig og bekræftede mig i, at vi ikke altid er så inkluderende, som vi selv bilder os ind.

Kontrasten var meget skærende, da jeg var kommet i gang igen i begyndelsen af marts. Der gik nogle få dage og så blev Danmark lukket ned. Herefter var det til gengæld en fornøjelse at opleve, at det i løbet af utroligt kort tid var muligt at følge med hjemmefra gennem webbaserede løsninger som Skype, Zoom, Messenger, Teams osv. Alle med de faciliteter, der gjorde det muligt at være aktiv.

Det var rammerne. Det mest fantastiske var imidlertid de mange kreative indspark, det pludselig nærmest sprudlede med. Der kom initiativer, der skulle gøre isolationen nemmere, som mange havde glæde af. Jeg var med til landsmøde i Muskelsvindfonden, til årsmøde i Enhedslisten og til mange andre arrangementer. Og oven i det hele kom en række debatmøder, der startede med at være COVID-19 relaterende, men hurtigt bevægede sig ud over dette. Gode eksempler er LOBPAs møder om bl.a. Servicelovens vidtgående hjælpeparagraffer 95 og 96.

Når jeg tidligere i denne artikel skriver, at “personligt håber jeg aldrig, at vi ” bare” vender tilbage til tiden før Covid-19″ så hænger det sammen med netop positive oplevelser som dem, jeg har nævnt ovenfor. Webbaserede aktiviteter kan noget, vi har brug for – uanset om pandemier hærger eller ej. Vi har brug for at tage det til os for at få mere fokus på relevant viden og debat.

Vi er kun ved begyndelsen også på dette felt. Der tegner sig ikke noget slaraffenland, for der er mange uløste problemer, når det gælder om at få tilpasset teknologien, så stadig flere med handicap kan få udbytte af den. Der kommer stadig nye muligheder til – og set fra et handicapperspektiv kan det kun gå for langsomt.Gode skridt er taget med de robotter, der også fik mere vind i sejlene under COVID-19. De gør det muligt at følge undervisningen hjemmefra for børn, hvor isolation er påkrævet. Det er dog ikke eneste anvendelse. De vinder forhåbentlig også indpas i fremtiden, når udsatte børn har et højt sygefravær.

Jeg kan også blive træt af møder på nettet. Men det er og bliver et spørgsmål om, at vi skal finde ud af, hvor grænserne for webbaserede møder er. Om hvad der egner sig til digitale møder og hvornår det er klogest, at vi sidder over for hinanden. Om der er tale om lokale møder eller regionale, nationale eller internationale møder. Om hvordan dagsordenen er. Om hvordan vi sikrer pauser væk fra skærmen. Blot for at nævne enkelte åbenlyse udfordringer. Der er mange flere og udviklingen vil rejse stadig nye. Det vigtige er, at vi ikke giver op, men prøver at udvikle os ud af dem.

Og til sidst så vil jeg lige gribe den med inklusion. Det er et af vores vigtige punkter i handicapbevægelsen. Vi skal gribe i egen barm og se på, hvor inkluderende vi selv er. Jeg har, som jeg skrev tidligere, været i en situation, hvor jeg nogle steder følte, at jeg bestemt ikke var inkluderet. Jeg tror ikke, det var uvilje, men manglende opmærksomhed. Jeg håber, vi får mere opmærksomhed på det i fremtiden. Mest af hensyn til de med handicap, hvor det ikke er COVID-19, der er årsagen til isolation, men noget, der står på år efter. Selv om man er isoleret, kan man godt besidde viden og ressourcer, som handicapbevægelsen har brug for. Det er vores pligt at bringe dem i spil.

Denne artikel har tidligere været bragt i “BPA-bladet” nr. 5, december 2020.

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og kronikker, Nyheder og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *