Ja tak til vaccine mod COVID-19!

Naturligvis siger jeg ja tak til vaccine mod COVID-19, når det bliver aktuelt for den gruppe, jeg tilhører.

Det bliver angiveligt i løbet af foråret.

Sundhedsstyrelsen udsendte 27. december et brev med mere præcise beskrivelser af de tilstande og sygdomme, der medfører øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19.

Det er bl.a.:

Tilstande med kronisk respirationsinsufficiens, hvor patienten er tilknyttet respirationscenter

 Behov for sekretmobiliserende behandling med dag-CPAP eller hostemaskine

 Tracheostomi med eller uden respirator.

Det betyder ikke, at vi “automatisk” er i den gruppe med “særligt øget risiko”, som Sundhedsstyrelsen også opererer med. For at være i denne gruppe skal man også, set i den sammenhæng, hvor jeg hører hjemme, være i gruppen med “svære degenerative og neuromuskulære sygdomme”, for at citere brevet, der er sendt til Regionerne, Danske Regioner og PLO. Det skal også holdes sammen med andre forhold såsom alder.

Det er en god strategi man har valgt. Det giver rigtig god mening at prioritere gamle på plejecentre. De bor relativt tæt og risikoen for at komme i kontakt med COVID-19 er her meget større end for fx en som mig, der ud fra et forsigtighedsprincip er i kontakt med færrest muligt og som vel at mærke har muligheden for det. Det gør ikke den store forskel for mig at vente lidt endnu, når blot jeg kan opretholde samme sikkerhed som nu.

Det vigtigste er, at der er tændt et lys forude i den tunnel, vi nu har været i så længe. Jeg har heller ingen forventning om en mirakelkur. De øvrige sikkerhedsforanstaltninger tror jeg varer længe endnu. Nogle af dem er kommet for at blive. De kan også sikre os mod andre vira, som vi ikke tidligere har taget alvorligt. Det vil på mange måder være en stor fordel for os alle.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Nyheder og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *