Glædelig 10. december

Fra 1. december til 24. december har Muskelsvindfonden en julestafet. Jeg skrev dette indlæg 10. december.

Godmorgen derude og glædelig 10. december!

I dag må I nøjes med det skrevne ord i denne dejlige december-ide.

Jeg hverken synger eller stepper, men har skrevet meget siden jeg fik lært skriftens magi at kende. Det er den måde jeg bedst fortæller på… og verden er nu engang fyldt med bogstaver. En ældgammel opfindelse, så vi kan meddele os til hinanden. Så hvorfor ikke sætte bogstaver sammen til ord, sætninger, fortællinger, der giver mening og skaber de billeder, som fortæller, hvem vi er.

Temaerne, der i de tidligere indslag er slået an, er fællesskab, Covid-19 og ikke mindst det sørgelige faktum, at vi netop på julemåneden første dag mistede Evald. En mand, der satte ikke bare præg på Muskelsvindfonden, men også skabte den. Det i sig selv var en revolution.

Personligt nåede jeg kun at kende Evald siden 2007. Det var udelukkende min fejl, for helt tilbage i 1978 prøvede Evald at rekruttere mig som medlem. På dét tidspunkt var jeg et helt andet sted i mit liv, selv om jeg også var involveret i det, vi i dag kalder handicappolitik.

Vi nåede på en del punkter at få indhentet det tabte, da jeg endelig fandt ind i flokken – og et uvurderligt fællesskab åbnede sig. Et fællesskab som jeg ikke vidste, at jeg havde savnet. Om jeg fortryder, at jeg ikke gjorde det før…? Næh, for mig sker den slags ting først, når jeg er parat. Jeg ved ikke, hvordan det er for andre, men jeg vil hellere glæde mig over det, vi fik sammen end græde snot over spildt tid eller mælk.

Evald blev altså nøglen til et nyt fællesskab. Et af dem, der er bæredygtige, fordi vi hele tiden har noget til fælles og som ikke lader sig ryste af tilfældige begivenheder – hverken udefra eller indefra.

Og man må sige, at begivenheder i “velfærdssamfundet” og en pandemi udefra sætter os på prøve. Ikke blot i julemåneden, men snart gennem et helt år. Et initiativ som denne julestafet viser, at i stedet for at lade os falde ind i ensomhed, så har vi en anden mulighed – en alternativ løsning. Så vi søger sammen og fortæller hinanden om sorger og glæder midt i den mørkeste tid på året.

Det er det, julen er for mig. Den tid, hvor naturens årshjul får os til at søge sammen. Hverken mere eller mindre. Og i Muskelsvindfonden er vi gode til det fællesskab. Vi bruger udviklingen til at styrke vores måder at være sammen på – i et længere og forhåbentligt bedre liv. Ikke som den evigt kvidrende fru konsulinde Holm i Matador, der i angst for at miste egne privilegier, stejler over enhver forandring med det beklagende “Det er tiderne”.

Jeg er ikke nået ud af kassen endnu. Ligger her i mørket kun oplyst af blafrende LED-lys, der ikke stjæler ilten fra mig. Foran mig en tablet, der beredvilligt fortæller mig, at jeg kan forvente et gradtal på mellem 3 og 5 grader udenfor her i sognet. Tabletten spiller også ganske lav musik. Lige nu Cures “Boys don’t Cry”. Og under det hele den beroligende lyd fra respiratoren, der nu har været mig en trolig følgesvend i mere end 10 år. Noget Evald også var med til at vise og overbevise mig om, at jeg skulle gøre I tide.

Altsammen giver det en forventning om endnu en dag. Lykkes det, så bliver det dag nr. 24.019 her på jorden for mig. Lykkes det ikke, er det nok for sent til, at jeg kan nå at fortælle jer, hvor sur og pissed-off jeg er over det. Derfor fortæller jeg det allerede nu. Fordi jeg tror, at jo flere kræfter vi er sammen, jo mere lykkes vi. En rigtig god grund til at holde fast. Vi skal gerne nå flere revolutioner for mennesker med handicap. Hver eneste slatne muskel hjælper. Hver eneste fortælling er et skridt på vejen.

Lykkes denne dag nr. 24.019, er det også endnu en dag sammen med jer. Ingen er mere end et par skærmtryk væk. Lad være med at græde over, at vi ikke kan røre ved hinanden. Det er der en del af os, der alligevel ikke kan. Smil hellere over, at vi kan skabe røre, hjælpe hinanden og bestyrke hinanden… også på afstand.

Tak fordi I er her. Tak fordi vi hele tiden udvikler os frem til nye måder at overleve på. Tak fordi vi griber tiderne. Netop at gribe tiden og nyde den er helt i Evalds ånd. Og det ta’r vi til os.

Og så god dag og glædelig 10. december til jer alle!

Kærligst Jan Jakobsen

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Nyheder og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *