Der er også sten på vejen

Billedet er taget ud gennem forruden på på

Som jeg ofte har udbredt mig om det sidste år, så har jeg gennem det samme år haft god tid til eftertænksomhed herhjemme. Låst fast i en situation, jeg hverken havde regnet med, lyst til eller indflydelse på.

En periode med angst og frygt for fremtiden. Ofte med lyst til bare at give op i en erkendelse af, at det ikke nytter noget alligevel.

Og så begynder det på et eller andet tidspunkt at lykkes, så det igen føles som noget af værdi.

Selv om det går langsomt og selv om det kræver tid, så vågner “man” alligevel en dag og “føler sig tilbage” i en virkelighed, der har en langt højere puls end jeg har været vant til gennem det sidste år.

Adrenalinen begynder at pumpe. Det bliver, hvor skammeligt det end må lyde, livsbekræftende at køre med tempo på en motorvej, at mærke det rulle og opleve fornemmelsen af, at det alligevel er værd at kæmpe for.

Og det er vel det bærende: lysten til og modet på livet. Uagtet at der ikke kun er lagkage, men at der også ligger sten gemt, der kan risikere at vælte os.

Men okay, tag nu den med motorvejen mere som en metafor end en brændende lyst til bare at karte afsted som en anden skoldet østers.

Der er umiddelbart noget fascinerende ved oplevelsen af tempo, når det først er i spil igen. Men det går hurtigt over, når også det kommer tilbage i rutiner. Så bliver det igen til irritationsmomenter. Hvor bruger vi dog meget tid på at transportere os mellem punkter – uden at reflektere over, hvor nødvendigt det nu er.

Noget af oplevelsen ved at have haft god tid blander sig, og giver nye perspektiver på den måde, vi bruger vores tid og vores liv på.

For egentligt har det også sine fine sider at have tid til eftertænksomhed. Det viser sig også med hele det COVID-19 mareridt vi også trækkes med – og efter al sandsynlighed kommer til at trækkes med også i fremtiden.

For når alt kommer til alt, så har det jo vist sig, at der er måder at kommunikere på og være sammen på, der langt overgår de muligheder, vi før har anset for farbare.

Men der skulle en altoverskyggende krise til, før vi så og ikke mindst anerkendte de muligheder, der rent faktisk ligger i “fjernkommunikation”. Det giver muligheder for involvering af ressourcer, vi ikke før regnede med, som blandt andet mennesker med handicap besidder. De kan være værdifulde og bibringe perspektiver, vi før har underkendt.

Netop det faktum pludselig at være ude et års tid, som jeg har været, er også med til at sætte tingene i et andet perspektiv. At gå fra den ene dag at “være med” til den næste at være dømt “helt ude” er et chok i sig selv, der medvirker til en nedadgående, negativ spiral.

Jeg har ofte selv slået til lyd for, ikke mindst i Muskelsvindfonden, at vi skal blive dygtigere til at bruge de mange menneskelige ressourcer, vores medlemmer besidder. Vi har ikke været gode nok til at involvere de, der var knapt så mobile som vi, der “kunne det hele”. Bl.a. sidde i en bil i timevis for at deltage i et uden tvivl vigtigt møde.

En ting er at forsøge at italesætte det ressourcespild, det medfører. Noget helt andet er at føle at være sat totalt udenfor på egen krop. Det er som at bevæge sig fra teori til praksis. Pludseligt er det noget, der går gennem marv og ben – og netop er med til at give fornemmelsen af at være totalt isoleret og værdiløs.

Gid vi må lære af det, vi oplever lige nu, og skal lære at leve med i den fremtid, der tegner sig fremover. At vi bliver i stand til at skabe en bedre balance i det, at vi fysisk samles i fællesskaber og det, at vi kan bruge “distancefællesskaber”.

At det ikke kun er de priviligerede blandt os, som “kan det hele”, der kommer til at tegne os og vores arbejde, men at vi også arbejder på rummeligheden i egne rækker. Det kniber nemlig en hel del. Og det ændrer sig kun, hvis vi forstår at bibringe vores bevægelse andet og mere end at kunne score topfart på en tilfældig motorvej.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *