Jeg prioriterer mangfoldighed

Jeg læste en kommentar på Altinget i går af ansvarshsvende chefredaktør Jakob Nielsen¹. 

Hovedærindet med indlægget var at stille spørgsmålstegn ved, hvor meget er vi villige til at betale for at redde et menneskeliv?

På det udtalte plan handler indlægget om lukningen af grænser. Desværre er der samtidigt en kraftig indikation af, at indlægget mere eller mindre raffineret også gerne vil et spadestik dybere og endnu engang stille spørgsmålstegn ved, hvem der kan betale sig i dette samfund og hvem, der ikke kan.

Det ligger lige under overfladen i overskriften “Hvad er Mette Frederiksens pris på et reddet liv?” og bekræftes yderligere af uddybningen “…i takt med at indsatsen mod coronavirus bliver mere indgribende, stiger også behovet for at stille spørgsmålet: Hvad er prisen for at redde liv? Kan den pris blive for høj?”

Selv om den “uskyldige” kobling til grænselukningerne officielt er undskyldningen for indlægget, ligger der for mig også en latent diskussion af, hvem det kan betale sig at satse på i dette samfund.

Vi kommer ganske let tilbage til den gamle diskussion af menneskers værdi – en diskussion jeg efterhånden er temmelig allergisk over for. Gang på gang, når vi oplever kriser, så får jeg den tanke, at nu er der igen nogen, der mener, at vi med handicap, er for dyre for samfundet. Jeg vil meget nødig gøre andre til gidsler for min holdning, men det vil undre mig, om jeg var den eneste med handicap, der får den tanke.

Koblingen bliver da også ganske hurtigt sat ind i velkendte liberalistiske socio-økonomiske rammer, der er defineret af, at “indsatsen mod coronavirus kan komme til at definere dansk økonomi og politik mange år ude i fremtiden…” og ikke kun forholder sig til undskyldningen lukningen af grænser.

Der er ikke noget nyt i denne diskussion og naturligvis har Mette Frederiksen og hendes rådgivere provokeret dele af det danske samfund ved at sige, at de indsatser man nu har taget, tages for at beskytte den mest udsatte del af befolkningen.

Det er kendetegnende for os danskere, at vi gerne vil vise os tolerante og åbne. Men kun til det øjeblik hvor glimtet af fare for økonomi og politik viser sig, for skarpt sagt (indrømmet) med Jan Toftlunds ord handler det om, at “…det kan da for helvede ikke passe,/ at det altid kun er mig, der skal betale / til dem, der kun har hjerne til til at nasse / så er vi fa’e’me ved at være for sociale…”

I øjeblikket har mange af os i forvejen spekulationer i retning af, om og hvordan vi overhovedet kan overleve denne situation. Det viser mange bekymrede indlæg på de sociale medier.

Oveni er det tydeligt, at ikke alle er enige i, at vi skal passe på hinanden. Nogen ønsker en anden strategi med et andet fokus. Jeg siger ikke,at det nødvendigvis er den position, som den ansvarshavende chefredaktør på Altinget deler. Jeg mener til gengæld at kommentaren har uheldige undertoner, der indikerer en helt anden debat end grænseovergange.

¹Du kan læse Jakob Jensens kommentar her: https://www.altinget.dk/forfatter.aspx?id=4967

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *