Ikke høre om, ikke tale om, ikke se på

Politisk har vi i mange henseender brug for en anden tilgang til handicap. Ikke fordi dette skal være endnu en klagesang, men fordi vi alt for ofte føler os tålt mere end respekteret. Tror mange med handicap, uanset om synligt eller ej, kender til denne fornemmelse: ikke at være prioriteret menneskeligt, økonomisk eller samfundsmæssigt. Kun tålt… for vi er jo humanister?

Mit liv er fyldt med glimt af det. F.eks. når der kom en ny hjemmehjælper, mens jeg klarede mig med hjælp på bestemte tider, og gerne ville virke lidt interesseret i “mit liv”. Det affødte ofte spørgsmål i retning af: “Hvad får du så tiden til at gå med [og nogle gange med tilføjelsen der blev prikken over i’et]: …lille ven…”. Vred? Nej, men en opgave at ændre opfattelsen af at hjælpe og være hjulpet.

Ofte har jeg været vidne til, når jeg kører gennem vores by, at børn har kigget interesseret både på min kørestol og den lille skæve mand med det store hoved i den. Med næsten lige så stor sikkerhed en far eller mor, der nærmest vrider nakken af led på det stakkels barn og taler febrilsk for at undgå det uundgåelige spørgsmål: “hvad er det?”. Krænket? Nej, bare urolig for, hvad der sker med det stakkels barn, der hårdhændet får lært at at vende ryggen til det ukendte.

Eller når en beskæftigelsesminister i 2012 stiller sig op og fortæller, hvor mange førtidspensionister, der lukrerer på samfundet og godt kunne arbejde… eller hvor lukrativt det var at være i fleksjob. Så det blev der lavet om på. Resultatet er yderligere deklassering og fattiggørelse af en meget stor gruppe med handicap – der stadig står uden for arbejdsmarkedet. Urolig? Ja, for er det godt politisk håndværk eller er ministeren bare et af de børn, der fik vredet nakken af led og nu blot reproducerer sin barndoms kultur?

Eller når samme beskæftigelsesminister erobrer magten som statsminister og hun og hendes parti, dybt inficeret af borgerlig tankegang, ikke siger, men praktiserer, at vi alle skal kunne betale os økonomisk for at have samfundsmæssig værdi. Stadig med hovedet vredet af led og uden reelle handlinger for at ændre egen fortids synder. Evalueringen af handicap henvises til en syltekrukke kaldet kommission, arbejdsgruppe eller et nyere trendy ord for samme. Frustreret? Nej, men i tvivl om hvad menes med fremtids mål andet end reproduktion af det borgerlige samfunds økonomiske værdier, racisme og underkendelse af den værdi, der er i at være her som menneske i et fællesskab.

Eller når politikere står på Folketingets talerstol og andægtigt diskuterer sundhedspolitiske prioriteringer, som det skete forleden. Næsten alle ud fra en ren økonomisk prioritering af hvem der kan betale sig økonomisk og hvem, der er for dyre at behandle. De ser ikke menneskene, det handler om og som man “leger med”… for vi taber i det økonomiske system, der hersker i dag. Men selv i dag må vi i små sygdomsgrupper have rettigheder. For der er kommet behandling til, som allerede nu anerkendes i resten af Europa, men ikke i lille Danmark og slet ikke inden for Borgens skærmende mure. Skuffet? Så absolut.

Vi ændrer ikke kultur så hurtigt som kapitalismens udvikler sig. Et menneskesyn båret hen over generationer er svært at ændre. Træt? Både ja og nej. Men med tanken: det skal ændres hvis menneskene skal sejre. Er politikere i dag blot degraderet til gidsler i et økonomisk system, hvor der hersker en kultur, der bygger på “ikke høre om”, “ikke tale om” og “ikke se på” og som ikke anerkender det enkelte menneskes unikke værdi?

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Nyheder og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *