Indlæg i debat om aktiv dødshjælp på TV-Øst

I øjeblikket kører en debat om aktiv dødshjælp på Tv-Øst. I forbindelse med en artikel om Janus Tarp, der som jeg er tilhænger af aktiv livshjælp, har jeg skrevet en længere kommentar, som jeg også deler her som blogindlæg. Du finder et link til artiklen om Janus Tarp nederst i indlægget.

Jeg har som Janus Tarp selv dilemmaerne omkring aktiv dødshjælp tæt inde på livet. Jeg har selv muskelsvind og har i snart 10 år været respiratorbruger – altså i en såkaldt livsforlængende behandling. Jeg er meget enig med Janus Tarp i, at det mere handler om aktiv livshjælp end om aktiv dødshjælp, når man ser det ud fra en samfundsmæssig vinkel – og det er vi nødt til, når vi skal tage stilling til et så følsomt emne som aktiv dødshjælp.


Ser vi på fortællingerne om ønsket om at dø, så kan man godt forfalde til at mene, at selvfølgelig skal man have retten til at bestemme over sit eget liv. Men det bliver straks en helt anden sag, i det øjeblik vi inddrager staten i at organisere døden for grupper af mennesker. Det bliver uendelig meget mere kompliceret i det øjeblik vi skal opstille nogle rammer for det.

Jeg har selv været medstifter af gruppen “IKKE DØD ENDNU” og aktiv i debatten om aktiv dødshjælp fordi vi anser det for problematisk at inddrage staten (vi kan også kalde det samfundet eller fællesskabet) i at medvirke til selvmord. Jeg vil ikke kommentere på de enkelte beretninger, der har startet denne debat, men mere generelt kommentere på nogle situationer, der kan være med til at fremme ønsket om aktiv dødshjælp.

Ønsket om aktiv dødshjælp kan bl.a. opstå i situationer, hvor man pludseligt bliver udsat for kritisk og stærkt invaliderende sygdom, som helt naturligt er stærkt angstprovokerende og hvor man får svært ved at leve med den åbenlys nye situation, det medfører. I den situation er det naturligt letteste at se sig selv som død både fordi man er i krise og fordi ens omgivelser også har svært ved at leve med, at ens nærmeste befinder sig i denne situation og ikke er i stand til positivt at bidrage til et andet syn. Det gør ondt at se, at nogen man holder af kun har et ønske om at dø, og de nærmeste kommer også selv i krise.

Dette er kun et enkelt eksempel på, hvordan man kommer frem til, at det er lettere at dø end at leve. Et af de helt store spørgsmål er, om livet bliver valgt fra, fordi det er for svært at overskue, mere end døden er et “positivt” tilvalg. Netop her er det vigtigt med indsatser for aktiv livshjælp, som Janus Tarp også taler om, end at understøtte ønsket om at dø.

Fra undersøgelser i nogle af de lande, der har indført aktiv dødshjælp ved vi, at der er to yderligere væsentlige elementer, der spiller ind på menneskers valg af døden. Det ene er angsten for at ligge pårørende (eller samfundet) til last. Det andet er angsten for smerter i tilfælde af sygdom, der netop kan give smerter, hvis der ikke sættes ind med en relevant palliativ behandling. Begge de to aspekter er ofte igen et fravalg af livet med udgangspunkt i angst for livet end det er et spørgsmål om at ønske døden inderligt.

Det allervigtigste spørgsmål for mig i debatten om aktiv dødshjælp er den involvering af staten som aktiv part i at hjælpe mennesker til at dø – at aktiv dødshjælp bliver institutionaliseret som et tilbud for mennesker, der af den ene eller den anden grund ikke ønsker at leve mere.

Der vil være tale om en glidebane, som ikke vil være til at styre uanset hvor mange instanser og institutioner og samtaler vi indfører for at sikre, at det nu er et dybfølt ønske for den enkelte at dø. Det er og bliver meget svært at nå til bunds i. Det i sig selv vil kræve mange ressourcer, der efter min mening vil være brugt bedre på at skabe et værdig liv end en hurtig død.

For mig er der også det overliggende problem, at vi generelt ikke ser alle mennesker som nogle, der i en eller anden form kan bidrage til samfundet. Vores generelle menneskesyn fjerner sig mere og mere fra at se mennesker som værdifulde i sig selv. I stedet ser vi i stadig stigende grad mennesker ud fra vores værdi som arbejdskraft på et marked.

Den økonomiske konsekvens er, at vi stadig mere overvejer, hvem det kan betale sig at investere i samfundsøkonomisk. En direkte konsekvens af konkurrencestaten. Det smitter helt naturligt af på socialpolitikken og handicappolitikken. Også det spiller ind på debatten om aktiv dødshjælp: dårligere sociale muligheder og mangel på hjælp til at leve et værdig liv kan ofte spille ind på ønsket om at dø.

Selve den måde vi organiserer vores samfund på med en stadig tydeligere vurdering af menneskers samfundsmæssige værdi alt efter arbejdsevne rammer lige ind i debatten om aktiv dødshjælp og understøtter den glidebane, der vil være tale om.

Jeg har i tidens løb skrevet en række debatindlæg og blogindlæg, der kan findes på min hjemmeside www.jan-jakobsen.dk, der kommer meget mere detaljeret ind i debatten.

Link til artiklen om Janus Tarp på Tv-Øst hjemmeside: klik her

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Debat om aktiv dødshjælp, Nyheder og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *